Lars von Trier 60 år: 10 af de bedste citater fra Danmarks store provokatør

I morgen, 30. april, fylder Danmarks største filmkunstner 60 år. Lars von Trier kendes naturligvis for sin perlerække af fremragende film, men også for sine ofte kontroversielle udtalelser bag kameraet.

Vi fejrer instruktøren med 10 af de bedste citater – fra det poetiske og skæve til stærkt kontroversielle.

1. Da han gav Peter Aalbæk et ultimatum om sin nye film:
»Jeg gav Peter Aalbæk to filmtitler at vælge imellem. ‘Lort i liggesåret’ og ‘Nymfomanen’. Den første handler om en mand, der er ved at dø, som ikke vil modtage smertestillende medicin. Jeg spurgte ham, hvad han ville sige som filmkøbmand? Han valgte ‘Nymfomanen’«. (Til Nordjyske)

2. Da han svarede på spørgsmålet, om hvorvidt remaket af ‘De fem benspænd’ med Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ ville blive til noget:
»Scorsese er ikke i stand til at lave ‘De fem benspænd’, for han har travlt nok med at tjene til huslejen og er jo maniodepressiv. Men han er enormt sød, 1.20 meter høj«. (På Københavns Universitet)

3. Da han lavede en helsideannonce i MetroXpress dækket i rød maling, hvor der stod:
»Kære Anders Fogh … dit parlamentariske grundlag er stadig svinsk! Hilsen Lars von Trier«. (Til MetroXpress)

4. Da han til den famøse ‘Melancholia’-pressekonference på Cannes fortalte om sin nye film, der blev til ‘Nymphomaniac’:
»Jeg vil gerne tale om min næste film, hvilket er, som Kirsten (Dunst, red.) insisterede på, en pornofilm. Og vi lavede den her kendte optagelse ved floden, hvor Kirsten var nøgen, og jeg sagde ‘det passer ikke rigtigt ind i filmen’, og hun sagde, ‘jeg føler stærkt for det her’. Og jeg sagde, ‘ja, det er ret godt’. Og nu vil hun have mere. Og Charlotte (Gainsbourg, red.) er med på det.

De vil have en virkelig, virkelig hardcore film. Og jeg gør mit bedste. Jeg sagde, ‘men lad os så lave en masse snak indimellem. Der bør være en masse dialog’. Og de sagde ‘vi er skide ligeglade med dialog. Vi vil bare have en masse meget, meget ubehagelig sex’. Og det er det, jeg arbejder på. Og det skal være omkring tre eller fire timer langt«.

5. Da han efter tre års selvpålagt mundkurv talte ud i et stort Politiken-interview og fortalte om sit misbrug:
»Nu står jeg og skal gøre et forsøg på at holde mig i live ved at fjerne de forskellige rusmidler, men samtidig skal jeg prøve at holde den kreative linje, som jeg har lagt. Og det tror jeg simpelt hen ikke kan lade sig gøre. For ingen kreativ udfoldelse af kunstnerisk værdi er nogensinde blevet udført af forhenværende drankere og narkomaner«.

6. Da han sagde dette om kulturlivet, som siden er blevet brugt som et flittigt referencepunkt:
»En film skal være som sten i skoen«. (1987 i forbindelse med premiere på ’Epidemic’)

7. Da han op til flere gange angreb Zentropa-kolleger, herunder Susanne Bier, som han angiveligt også skulle have låst inde i et klipperum:
»Jeg troede i mange år, at jeg var jøde. Men så kom Susanne Bier ind i billedet, og så var jeg ikke så glad for at være jøde« og »Jeg er dog ikke mere diplomatisk, end at jeg vil sige, at Susanne Biers film ‘Brødre’ var noget indholdsløst lort, selv om filmen var hovedindtægten i vores firma«. (Ekstra Bladet)

8. Da ’Antichrist’ fik modvind på Cannes, og Trier proklamerede:
»Jeg er den bedste instruktør i verden«. (Indiewire, Cannes)

9. Da han annoncerede ’Wasington’ som den tredje film i Amerika-trilogien og aldrig fik den lavet:
»Jeg har arbejdet på manuskriptet et halvt år, men det blev noget lort. Jeg kan ikke garantere, at filmen bliver til noget, men det er fortsat min ambition. Imidlertid kan jeg ikke skrive på en historie, hvis jeg ikke fornemmer glæde og fascination ved det, og nu må jeg ligesom afvente, at historien ‘melder sig selv’«.

10. Da han sagde det der med nazister, der gjorde ham til Persona Non Grata:
»Jeg troede i mange år, at jeg var jøde. Jeg blev meget skuffet, da jeg opdagede, at det var jeg ikke. Jeg ønskede virkelig at være en jøde, og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden er en Nazi. Fordi, du ved, at min familie er tysk. Det gjorde mig nu også glad. Hvad skal jeg sige? Jeg forstår Hitler, men jeg tror, at han gjorde nogle forkerte ting, ja, absolut. Men jeg kan se ham for mig sidde i sin bunker til sidst. Han er ikke hvad du vil kalde en god fyr, men jeg forstår ham langt hen ad vejen. Jeg sympatiserer en smule med ham. Men altså, jeg går ikke ind for anden verdenskrig, og jeg er ikke imod jøder. Jeg holder meget af jøder. Nej, ikke alt for meget. for Israel er enormt irriterende«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af