‘Den sidste konge’: Nordens mest populære skuespillere mødes i undervældende action-eventyr
I år 1206 bragte to norske birkebeinere (kongens mænd) nationens kronarving Haakon Haakonsson i sikkerhed fra Baglerne (tronens fjender) ved at stå på ski tværs over fjeldet. En historisk beretning, der har givet navn til nationens ældste langrendsløb Birkebeinerrennet og nu en film, der på dansk har fået titlen ‘Den sidste konge’.
Fortællingen lyder i sig selv helt fantastisk eventyrlig. Da Norges konge Haakon Sverresson dør uden egentlig arving, slås Baglerne og Birkebeinerne om kontrollen af kongeriget. I ægte ’Game Of Thrones’-stil er det kongens bastard-søn, der pludselig er slægtens eneste håb. Det er denne Jon Snow-karakter, der i 2-års-alderen bliver båret over fjeldet af to Ole Einar Bjørndalen-typer, og senere bliver til den norske konge, der efter 1000 års borgerkrig endelig får samlet nationen igen. Sikke en film, det kunne blive!
Desværre lægger ’Den sidste konge’ sig midt imellem norsk action-eventyr og autentisk periodedrama – uden at medtage nogle af de respektive genres styrker. Filmen tager os hverken underholdende tæt på virkeligheden eller fantasien. I stedet føles ’Den sidste konge’ som én lang monoton biljagt tilsat bue, pil og langrendsløjper.
Skiløberne Torstein og Skjervalds modige mission fænger aldrig. Heltene bliver konstant jagtet af fjendens bueskytter ved adskillige lige-ved-og-næsten-action-klichéer, men eftersom fortællingen hverken giver indsigt i den historiske kontekst eller karakterernes personlighed, forbliver pulsen i hvileposition.
Midt i den intense jagt får Torstein og Skjervald aldrig ro til et øjebliks karakterdybde, og når de to hovedroller endelig taler sammen, er det udelukkende en dialog for at føre plottet fremad. Underholdningen bliver absolut ikke bedre af, at manuskriptet derudover mangler både humor, nuancer og overraskelser.
Det er især en trist observation, når filmens medvirkende skuespillere tæller flere af Nordens mest karismatiske mænd. Kristofer Hivju (Thormund fra Game of Thrones) spiller Torstein, og Jakob Oftebro gør sig som Skjervald i, hvad der kunne have været Skandinaviens hotteste duo. Desværre fører de flade karakterer og intetsigende replikker ikke til noget mindeværdigt makkerpar mellem de to.
Nikolaj Lie Kaas har det perfekte lede-svin-ansigt til den unuanceret skurkagtige ridder Orm, men må alligevel overlade prisen for filmens mest væmmelige antagonist til norske Pål Sverre Hagen (Thor Heyerdahl fra ’Kon-Tiki’ og Johannes i ’Flaskepost fra P’), der i en sidehistorie på et lille slot væk fra langrendsløbet forsøger at myrde og snyde sig til tronen.
Nogle gange når denne sidefortælling ligefrem ’Gøngehøvdingen’-niveau i forhold til dramaturgisk klodsethed, hvor flere af karaktererne føles som ufrivillige parodier – og ikke kun, fordi Søren Pilmark dukker op i (endnu) en nederdrægtig rolle som ærkebiskop.
Det er ikke første gang, at den 60-årige instruktør Nils Gaup har kastet sig ud i snefyldt skandinavisk middelalderaction. Debutfilmen ’Stifinderen’ (1987) blev Oscar-nomineret som bedste ikke-amerikanske film og foregår i det 10. århundredes Finland, hvor den blodtørstige Tchude-stamme driver en landsby på flugt.
’Den sidste konge’ har umiddelbart mange fællestræk med ’Stifinderen’, hvor i hvert fald pelskostumerne og skirekvisitterne går igen. Instruktøren har en kløgtig tilgang til periodedramaet, da disse vinterlandskaber ikke behøver stor økonomisk sminke for at overbevise sit publikum om, at snebakkerne er 1000 år gamle.
Nils Gaup har flere gange i sin karriere demonstreret, at han har styr på sine actionsekvenser, og de er bestemt ikke blevet ringere med tiden. På godt og ondt mærkes det tydeligt, at det er stuntscenerne, der interesserer den kompetente håndværker.
Teknisk set er ’Den sidste konge’ på niveau med de flotteste Hollywood-film, og når Torstein, Skjervald og kongebarnet stryger igennem snedriverne med fjendtlige ryttere i ryggen ser det ekstremt overbevisende ud for en nordisk filmproduktion. Det hjælper bare ikke, når alt andet halter.
Kort sagt:
Nordens mest populære skuespillere står på ski i Skandinavens smukkeste snebakker, men ’Den sidste konge’ formår alligevel at være en undervældende og uinteressant langrend-oplevelse.