‘Miles Ahead’: Don Cheadles portræt af Miles Davis fortjener en Oscar-nominering
’Miles Ahead’ åbner på fængende vis i en interviewsituation, hvor den legendariske trompetist afbryder en journalist med ordene: »If you’re going to tell a story, come with some attitude man«.
Don Cheadles modige instruktørdebut lever herefter op til sin egen devise i form af en attituderig fiktionsberetning, hvor Miles Davis og Rolling Stones-journalisten Dave Braden vælter rundt i stoffer, hallucinationer, skududvekslinger, biljagter og moderne jazz.
Miles Davis var aktiv fra 1944 frem til sin død i 1991, men i en periode fra 1975 til 1980 befandt han sig dog helt væk fra offentlighedens søgelys. ’Miles Ahead’ tager sit udgangspunkt i slutningen af denne periode, hvor Dave Braden opsøger en modvillig Davis i jagten på en comeback-fortælling.
Det fører indledningsvis til nogle morsomme scener, hvor Ewan McGregor som den nysgerrigt udspekulerede Braden spiller verbalt pingpong med en formidabel formstærk Don Cheadle.
Fiktionsfortællingen tager måske en lidt trættende udvikling med tiden, da en ond kapitalistisk producer i form af Michael Stuhlbarg over flere omgange stjæler Davis’ uudgivne comeback-plade, inden Davis og Braden hugger den tilbage igen. Men filmens eksperimenterende tilgang til genren gør alligevel ’Miles Ahead’ ekstremt anbefalelsesværdig.
»I was born, I moved to New York, met some cats, made some music, did some dope, made some more music, and then you came to my house«, siger Davis, da Braden spørger ind til jazzikonets liv. Kommentaren rammer hovedet på sømmet, fordi den biografiske film om det lidende musikgeni efterhånden er blevet en konform genre. Selvom de talentfulde artisters liv på mytisk vis bliver ophøjet blandt fans og journalister, så skiller Miles Davis’ tilværelse sig ikke særligt ud fra hverken Charlie Parker, Ray Charles, Johnny Cash, Hank Williams eller Chet Baker, der også har fået deres egne biopics.
Heldigvis er ’Miles Ahead’ ikke en typisk vugge-til-grav-fortælling. Jovist, Miles Davis kæmper ligesom de andre filmatiserede stjerner med stoffer og kærlighed, men filmens instruktør, producer, forfatter og hovedrolleindehaver Don Cheadle har tydeligvis haft en vision om at benytte filmens struktur til at afspejle kunstnerens impressionistiske musik og humørsyge personlighed.
Med samme kreative energi, der kendetegner Miles Davis’ musik, hopper fortællingen med smukke overgange tilbage i tiden for at fortælle autentiske beretninger, som Don Cheadle har samlet ved at arbejde tæt sammen med Miles-familien.
’Miles Ahead’ understreger, at Davis’ tilgang til musik både var perfektionistisk, impulsiv og altid omskiftelig, men filmen er mere end en nichefilm om musik; det er et stærkt, menneskeligt periodedrama om en talentfuld artist med store fysiske og psykiske udfordringer.
Don Cheadles betagende portræt af den bramfri og arrige musiker er mere end bare en imponerende hæs nikotinstemme og en vraltende hoftegang. Under de store sorte solbriller gemmer skuespillerens øjne på en sårbarhed, som giver større forståelse for det umiddelbare røvhul, han portrætterer.
Det er et sjældent subtilt og underspillet portræt af en privat, excentrisk og paranoid personlighed, og det bør helt enkelt føre til en Oscar-nominering – og ikke kun for at imødekomme det nu efterhånden meget velkendte hashtag #Oscarsowhite
Kort sagt:
Don Cheadle formår til perfektion at balancere et underholdende og dybsindigt portræt af Miles Davis i skuespillerens egen instruktørdebut ’Miles Ahead’, der med kreative kompositioner og impressionistiske attituder føles som et af trompetistens morderne energiske jazznumre.