‘Rick and Morty’ sæson 1: Latteren stikker i halsen i nostalgisk, kynisk animationsserie
Sex sælger, men nostalgi sælger bedre. I hvert fald i de levende billeders verden, hvor Hollywood sprøjter sequels, prequels, remakes og reboots op på de store lærreder. Og vi flokkes for at se dem, hjælpeløst prægede i en ung, påvirkelig alder af spøgelsesjægere, superhelte, robotter og rumkrigere.
Den animerede komedieserie ‘Rick and Morty’ ligner ved første øjekast mere fra samme skuffe.
Titelduoen er åbenlyst kalkeret over Doc og Marty fra firserhittet ‘Back to the Future’ – Rick er en bøvsende, savlende og evigt fordrukken udgave af den hvidhårede professor, mens Morty er en mentalt endnu mindre skarpsleben udgave af Michael J. Fox’ teenager. Sammen rejser de multiverserne tynde på vittige eventyr inspireret af alt fra klassiske ‘Twilight Zone’-afsnit til science fiction-blockbustere som ‘Matrix’ og ‘Inception’.
Men seriens skabere, Dan Harmon (‘Community’) og Justin Roiland, er desillusionerede nostalgikere. ‘Rick and Morty’ handler mest af alt om tab af uskyld.
Visuelt er Adult Swim-produktionen præget af enkle karakterdesigns med hoveder formet som cirkler og superellipser og med stort set uniforme kropsbygninger. Figurerne er stift animerede som digitale papirdukker. Men lige så kedelige, seriens mennesker og menneskemiljøer er, lige så overskudsagtig er skildringen af de eksotiske væsener og verdener, som Rick og Morty møder på deres eventyr. Her er production value for alle pengene.
Kontrasten går igen på det tematiske plan, hvor serien konstant udforsker forholdet mellem hverdagens trummerum og den kulørte virkelighedsflugt.
Hovedpersonerne Rick og Morty er morfar og barnebarn i en forstadsfamilie præget af morens og farens kroniske parforholdskrise. Beth er utilfreds, Jerry er utilfredsstillende – og ved det. Et typisk ‘Rick and Morty’-afsnit rummer to omhyggeligt sammenvævede plottråde: Én dedikeret til titelduoens jagt på en intergalaktisk MacGuffin, én forbeholdt forviklinger i kernefamiliens mismodige favn.
Relationen mellem de to spor er ikke helt så enkel, som man måske skulle tro.
For Rick og Mortys eventyr er ikke særligt lystprægede. Unge Morty vil egentlig helst være fri for at skulle hjælpe sin morfar, han vil bare gå i skole med sine jævnaldrende. Gale og geniale Rick slæber ham af sted alligevel, motiveret af store ambitioner og knusende kedsomhed. Deres eventyr ender ofte i fiasko og ulykke – med reelle, traumatiserende konsekvenser på landjorden dernede i forstæderne.
Virkeligheden er trist, alternativet er værre.
Afsnit 5, ‘Meeseeks and Destroy’ opsummerer nydeligt seriens filosofi. Efter en række særligt mislykkede ekspeditioner får Morty lov at tage føringen på hans og Ricks næste eventyr. Han finder en dimension befolket af »whimsical and fun« fantasy-klichéer, og de to drager ud på en heroisk færd inspireret af ‘Jack and the Beanstalk’.
Næsten øjeblikkeligt løber den totalt af sporet, og lavpunktet kommer, da en munter Mr. Jellybean forsøger at voldtage Morty på et offentligt toilet.
Imens i forstæderne har duoens familie misbrugt en boks fuld af high tech-flaskeånder så eftertrykkeligt, at de muntre Meeseeks’er – det hedder ånderne – har vendt sig imod dem. Hvis ikke farmand Jerry kan opfylde sin egen lamme ambition om at blive bedre til golf, vil han og hans familie blive splittet til atomer.
Afsnittet rundes af med påtaget munterhed. Latteren stikker i halsen.
Harmon og Roilands greb er selvfølgelig enkelt nok, de tager klichéernes uskyld. Hvis glansbilledagtige fantasyverdener fandtes i virkeligheden, ville pædofile voldtægtsmænd statistisk set lure i de små landsbysamfund. Hvis mennesker faktisk kunne få ønsker opfyldt, ville de beviseligt fucke det op.
Dén slags afklædning af bedagede fantasy/sci-fi-troper er set før, men i ‘Rick and Morty’ leveres satiren med en kompleks, ambivalent kombination af barnlig kærlighed til fantasiscenarierne og et kynisk, desillusioneret voksenblik. En længsel efter barndommens virkelighedsflugt og en erkendelse af, at oplevelsen bliver aldrig den samme, fordi vi ikke længere er de samme.
Hvad helvede skal vi med al den nostalgiske eskapisme? Hvordan helvede skal vi klare os uden?
Kort sagt:
En dybt ironisk kærlighedserklæring til og dekonstruktion af barndommens muntre ramasjang. Bag de kyniske jokes gemmer sig et endnu mere kynisk verdenssyn, der kan få latteren til at stikke i halsen. Men ‘Rick and Morty’ fascinerer, både som genrestudie og kunstnerisk statement.