Efter ’Finding Dory’: Her er de ti bedste stemmepræstationer i animerede film – rangeret

Efter ’Finding Dory’:  Her er de ti bedste stemmepræstationer i animerede film – rangeret

Hvordan gestalter man som skuespiller en karakter, når man er begrænset til at bruge sine stemmebånd og intet andet? Det er en udfordring, skuespillere må løse, når de spiller med i animerede film, og de lægger stemme til en karakter, der allerede blevet tegnet. Det er en svær disciplin, men når den lykkes kan det resultere i magi – som i ’Finding Nemo’ fra 2003, hvor Ellen Degeneres og Albert Brooks giver nyt liv til fiskene Dory og Marlin til et resultat, der er produktet af animatorernes evner og skuespillernes stemmer.

I sidste uge fik ’Finding Dory’ så premiere med de nævnte fisk/skuespillere på plakaten igen, og i den anledning ser vi tilbage og kårer de ti bedste stemmepræstationer på film.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Ben Burtt – WALL-E i ‘WALL-E’ (2008)

I animationsfilm kan alt have en stemme – dyr, maskiner, service. Når det umælende får stemme, bliver skuespillerens opgave at opfinde noget hidtil uhørt, for hvem ved, hvordan en kanin taler? Eller en kaffekop?

Til ‘WALL-E’ fik den garvede lydtroldmand Ben Burtt besked på at skabe en stemme til en skralderobot; han skulle ikke tale, men dog lave ekspressive lyde, som gjorde ham charmerende og relaterbar for et familiepublikum. Burtt havde blandt andet erfaring fra ’Star Wars’-filmene (tænk R2D2), og han opfandt et sprog sammensat af enkle aaaah’er og oooh’er, som var så udtryksfuldt, at Pixar kunne gøre noget hidtil uset, nemlig udsende en mainstream børnefilm, hvis første halvdel var blottet for dialog. Er det stemmeskuespil? Det er i hvert fald en monumental præstation. Honorable mention i samme kategori: Pierre Coffin, som opfandt lyden af de ulidelige og uimodståelige Minions, som vi første gang stiftede bekendtskab med i ’Grusomme mig’-filmene. Banana!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Brad Bird – Edna Mode i ‘The Incredibles’ (2004)

I animationsfilm kan alt have en stemme – dyr, maskiner, service. Når det umælende får stemme, bliver skuespillerens opgave at opfinde noget hidtil uhørt, for hvem ved, hvordan en kanin taler? Eller en kaffekop?

Til ‘WALL-E’ fik den garvede lydtroldmand Ben Burtt besked på at skabe en stemme til en skralderobot; han skulle ikke tale, men dog lave ekspressive lyde, som gjorde ham charmerende og relaterbar for et familiepublikum. Burtt havde blandt andet erfaring fra ’Star Wars’-filmene (tænk R2D2), og han opfandt et sprog sammensat af enkle aaaah’er og oooh’er, som var så udtryksfuldt, at Pixar kunne gøre noget hidtil uset, nemlig udsende en mainstream børnefilm, hvis første halvdel var blottet for dialog. Er det stemmeskuespil? Det er i hvert fald en monumental præstation. Honorable mention i samme kategori: Pierre Coffin, som opfandt lyden af de ulidelige og uimodståelige Minions, som vi første gang stiftede bekendtskab med i ’Grusomme mig’-filmene. Banana!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Peter Sallis – Wallace i ‘Wallace & Gromit: The Curse Of The Were-Rabbit’ (2005)

Listens alderspræsident er uden tvivl Peter Sallis, som har gennemlevet både Den store depression, Anden verdenskrig og Ungdomsoprøret. Han får dog ikke brug for sin surt sammensparede livsvisdom i rollen som godmodige, geniale og dog ofte håbløst naive Wallace fra de elskede ‘Wallace & Gromit’-film. Her trækker den 95-årige skuespiller i stedet på sin evne til at pitche stemmen en oktav op og tillægge sig en sindig Yorkshire-accent, som får ham til at lyde som et gammelklogt barn.

Sallis’ sidste og bedste præstation som Wallace kom med ‘The Curse of The Were-Rabbit’, hvor registret blev udfordret med forelskelser, forbandelser og mere til. Sallis ondulerer samtlige udfordringer med stiff upper lip, og i det hele taget har få figurer vel nogensinde inkarneret den stovte ærkebrite med helt samme overskud som Sallis’ Wallace. Han er sindbilledet på et Storbritannien fra fordums tid, som forårets Brexit-vælgere drømte sig tilbage til, men han og hans verden er også en subtil parodi på den blåøjede provinsialisme, der følger med – hvad end den manifesterer sig i hysteriske grøntsagskonkurrencer eller religiøst selvbedrag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Jennifer Jason Leigh – Lisa Hesselman i ’Anomalisa’ (2015)

Charlie Kaufman (’Synedoche, New York’) debuterer som animationsinstruktør, og det var ikke overraskende med en snurrig sag. Michael Stone (David Thewlis) er en omrejsende oplægsholder, som præker vigtigheden af at behandle kunder og medarbejdere som individer. Selv har han på en eller anden måde mistet evnen til at kende forskel på menneskene omkring ham, der alle taler med samme stemme, nemlig skuespiller Tom Noonans. Lige bortset fra Lisa Hesselman, som spilles af Jennifer Jason Leigh, som Stone derfor prompte forelsker sig i.

Lisa er en akavet pige med et skæmmende ar i ansigtet, som er uvant med mandlig opmærksomhed, og Leigh giver hende liv med en spagfærdig, varm røst, der ikke er vant til at blive lyttet til, men alligevel er fuld af forsigtigt håb. Lisa er alle oversete og undselige piger i hele verden i én, hjerteskærende pakke. Scenen, hvor Leigh synger ’Girls Just Want to Have Fun’ med usikker, spag, men dybfølt pigerøst, er en af dét års mest rørende overhovedet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Will Arnett – Batman i ‘The Lego Movie’ (2014)

‘The Lego Movie’ var årets store animationsoverraskelse i 2014. Af en legetøjslicens, som på ingen måde inviterede til filmatisering, byggede instruktørerne Phil Lord og Christopher Miller et vittigt, veloplagt og hæsblæsende meta-eventyr, og blandt alle minifigurerne lånt fra LEGOs licenserede univers strålede Batman lysest. Eller mørkest, som han sikkert selv ville udtrykke det. »I only work in black. And sometimes very very dark grey«, insisterer nattens ridder selvhøjtideligt, når han stabler LEGO-klodser, med en truende semi-hvisken hentet helt nede i Will Arnetts hals.

I den begavede komikers hænder er LEGO-udgaven af Batman en forrygende morsom parodi på Christopher Nolans grimdark udgave af superhelten. Kærkommen terapi for alle os, der OD’ede på bombastisk selvhøjtidelighed, mens Nolans Batman-trilogi løb over biograflærredet! Og så scorer stemmeskuespilleren i øvrigt bonuspoint til ranglisten som stemmen bag Bojack Horseman, måske den mest komplekse og nuancerede animationsfigur nogensinde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Hugh Grant – The Pirate Captain i ‘The Pirates! In an Adventure with Scientists!’ (2012)

Når store Hollywood-stjerner får roller som stemmeskuespillere, er det ofte for at spille sig selv. Ånden Genie i flasken i ’Aladdin’ (1992) var mere Robin Williams end omvendt, og æslet i ’Shrek’ var sådan set bare Eddie Murphy med fire ben og topmave – de genkendelige stemmebånd er hele pointen. Men da Hugh Grant tog sin første store stemmerolle som The Pirate Captain (det hedder han bare!) i den vittige ‘Pirates!’, var det ikke for at spille endnu en henkastet charmerende leading man. I stedet blev piratkaptajnen i hans hænder et knuselskeligt miks af bravado og skråsikkerhed på den ene side og slet skjult følsomhed på den anden.

Den normalt blege og vege Grant fyldte det buskede piratskæg helt ud med højrøstede deklamationer fremsagt på et overrumplende rigsengelsk, som understregede, at The Pirate Captain var en sørøver for sig. En af Grants mest fængende præstationer i årevis og med afstand den mest uventede.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Ellen Degeneres & Albert Brooks – Dory & Marlin i ’Finding Nemo’ (2003)

‘Finding Dory’ er en aldeles hæderlig film, men ‘Finding Nemo’ var et mesterværk. En odyssé på havets bund, hvis grundtema var at overvinde sorg og overskride grænser. Albert Brooks spiller den sorgramte klovnefisk Marlin som en klagende, let kolerisk midaldrende mand med permanent grødet stemme – eminent uegnet til at redde sin eneste søn Nemo fra en skæbne som akvariefisk.

Ellen Degeneres med den muntert syngende stemme er som Dory hans diametrale modsætning: Hun er kronisk optimist og nægter at hænge fast i fortiden, også fordi hun simpelthen ikke har nogen korttidshukommelse.

Filmen udnytter deres kontrasterende personligheder, som inkarneres af Brooks, Degeneres og den overlegne animation, til maksimal komisk effekt. Undervejs udvikler filmen sig til en smuk fortælling om to figurer, der komplementerer hinanden perfekt. Dory er yin til Marlins yang, og derfor får de også lov at dele plads på listen her.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Chris Sullivan – Victor Blue I ‘Comsuming Spirits’ (2012)

Indrømmet, her har vi fat i et deep cut. Anmelderroste ‘Consuming Spirits’ er en vaskeægte indiefilm udført på et skrabet budget med grimsmukke papirsdukker og løs blyantsanimation. Den er også en kompleks southern gothic-fortælling af fineste karat om mørke familiehemmeligheder og skæve skæbner i den amerikanske bjergkæde Appalacherne.

Omdrejningspunktet for det hele er lokaljournalisten Victor Blue, som er filmens upålidelige fortæller og bærende (radio)stemme. Han spilles af instruktør Chris Sullivan, som smager selvhøjtideligt på hvert eneste ord, hvad end Blue giver råd om havearbejde eller lægger stemme til bizarre radioreklamer om intimprodukter.
Da radiopersonlighedens diabolske selvtilfredshed gradvist krakelerer, som filmen skrider frem, klinger tvivlen og skammen hørbart med i den whiskyhærgede stemme. Dukkerne er udtryksfulde, manuskriptet er lyrisk og sorthumoristisk på én gang, men det er stemmerne, der giver filmens plagede figurer liv og karakter – og Sullivan leverer en slående autentisk præstation i filmens hovedrolle.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Tom Hanks & Tim Allen – Woody og Buzz Lightyear i ‘Toy Story’-trilogien (1995-2010)

På en måde er det lidt uretfærdigt lade to så store præstationer dele plads, men Tom Hanks’ Woody og Tim Allens Buzz Lightyear fungerer så fantastisk som duo, at de fortjener at være forenede også her.

Som en af vor tids største amerikanske skuespillere er Tom Hanks skabt til at spille cowboyen Woody, der er legetøjets naturlige leder i kraft af sine kernesunde værdier – lige indtil hans lederskab bliver udfordret, og han viser en anden, mindre renskuret side af sig selv. Og Tim Allen med den dybe, maskuline røst er trods et livsværk bestående af dumsmarte klovneroller eminent som den selvoptagede Buzz, hvis drømme om storhed ofte ender i ubehagelige harmonikasammenstød med virkelighedens realiteter. Den ene er pragmatiker, den anden er idealist, og samspillet mellem de to udforsker elegant grundlæggende menneskelige spørgsmål om, hvordan livets udfordringer kan og bør tackles.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Philip Seymour Hoffman – Max Jerry Horovitz I ‘Mary and Max’ (2009)

Æret være Philip Seymour Hoffmans minde – den afdøde skuespiller bragte noget særligt til samtlige de sære knudemænd, han spillede, selv når filmene ikke kunne matche hans format. I det fantastisk rørende karakterstudie ‘Mary and Max’ spillede han den claymation-animerede Max Jerry Horovitz, som fra sin lejlighed i New York indleder et usandsynligt pennevenskab med den ensomme pige Mary (Toni Collette) i Australien. Max har aspergers-syndrom og er en overvægtig stakkel, som må meget ondt igennem. Men instruktør Adam Elliot har et unikt talent for at forlene sine figurer med en paradoksal værdighed, trods scene efter scene af ydmygelser og fornedring. Og i Hoffman har han fundet en skuespiller, som kan gøre Max – med den tykke accent og den grødede stemme, der famler i mørket efter de rigtige ord – til en stemme, vi har lyst til at høre og forstå.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af