Norge vinder for første gang prisen for bedste nordiske film

Norge vinder for første gang prisen for bedste nordiske film
Jesse Eisenberg i Joachim Triers 'Louder Than Bombs'

Det kører for Norge, der laver så stærke serier som ‘Skam’ og ‘Nobel’ og nu også på filmområdet giver de andre nordiske lande baghjul.

Årets Nordisk Råds Filmpris er netop blevet uddelt, en pris, hvor det dritt-olierige kongerige altid har måttet stå tilbage for de andre nordiske filmlande. Selv Island har vundet, faktisk de to seneste år (for ‘Om heste og mænd’ og ‘Fusi’), mens Danmark tidligere har vundet for film som ‘Jagten’, ‘Submarino’ og ‘Kunsten at græde i kor’.

Men nu er det altså Norges tur, og ikke overraskende er det sublime Joachim Trier, der hjemtager prisen som historiens første nordmand. Han har været nomineret for sine to første film, ‘Reprise’ og ‘Oslo, 31. august’ uden at vinde, men nu lykkedes det med hans tredje film, ‘Louder Than Bombs’.

Man kan indvende, at det er underligt, at Trier vinder prisen, der hylder nordisk kultur, for sin første engelsksprogede film, en international co-produktion, der udspiller sig i USA med skuespillere som Gabriel Byrne, Isabelle Huppert og Jesse Eisenberg på rollelisten. Omvendt vandt Lars von Trier også for ‘Antichrist’, og navnebroren fortjener i al almindelig al den hæder, han kan komme i nærheden af.

Joachim Trier arbejder lige nu på sin næste film, en norsksproget, overnaturlig thriller med titlen ‘Thelma’, der igen skrives med instruktørens faste medmanuskriptforfatter Eskil Vogt og – ligesom i øvrigt ‘Louder Than Bombs’ – bliver lavet med dansk produktionsstøtte.

Læs også: Interview med Joachim Trier – »jeg gider ikke spille den der rolle som prætentiøs kunstner«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af