Siden Faust indgik sin pagt med Mefisto, der gav ham alverdens eftertragtede kundskaber, men lænkede ham til et evigt efterliv i det brændende helvede, har det kunstneriske geni været uløseligt forbundet med den djævelske galskab.
Sådan er det også hos Joachim Trier, én af de mest originale yngre skandinaviske instruktører, der efter sine første to sprudlende, melankolske film nærmest bliver tilbedt af en generation af unge cineaster. I debuten ‘Reprise’ henter vennerne forfatterspiren Phillip på et psykiatrisk hospital, og i opfølgeren ‘Oslo, 31. august’ forsøger den intellektuelle stofmisbruger Anders at slå sig til tåls med, at livet har overhalet ham indenom.
I den 41-årige nordmands nyeste film, den engelsksprogede ‘Louder Than Bombs’, møder vi også en begavet ung mand i spændingsfeltet mellem kreativ forløsning og menneskeligt fordærv. Conrad er yngste søn i en familie plaget af sorg oven på morens tragiske død. Han lukker sig om sig selv, og på et tidspunkt spørger hans storebror, kun halvt i spøg: »Du har vel ikke tænkt dig at begå et skoleskyderi, vel?«
‘Louder Than Bombs’
Når man ved, at det er en nordmand, der har skrevet og instrueret replikken, ledes tankerne uvægerligt hen på Anders Behring Breivik, der den 22. juli 2011 tog Nordens uskyld i et ubegribeligt massemord bakket op af et monstrøst manifest, der selvforvrængende postulerede et kunstnerisk perspektiv.
Er grænsen mellem den introverte unge mand med skabertrang og en destruktiv misantrop i virkeligheden hårfin?
Rigdommen i det indre liv
»Efter de mange skoleskyderier i USA og den 22. juli i Norge er man utroligt bange for den unge, fortabte mand. Og den skræk er reel nok«, siger Joachim Trier, da vi fanger ham på Skype fra hjembyen Oslo.
»Generelt bør man prøve at forstå frem for at fordømme. Men Conrads ønske om at overskride grænser er grundlæggende kreativt og ikke destruktivt. Det er hele forskellen«.
Hvorfor bliver du ved med at vende tilbage til den følsomme kunstnerfigur?
»Jeg er ikke interesseret i mennesker, der går den konventionelle vej. Du kan kalde det en klassisk-romantisk kliché om at se tingene fra kunstnerens blik, men det er mere interessant at se på virkeligheden gennem et marginaliseret blik. Og så tror jeg, at film er særligt gode til at skildre det indre, ensomme liv, hvor de ting, som er svære at tale om, befinder sig. I mine film forsøger jeg at vise de fortabte øjeblikke, som desværre også er en del af det at være menneske«.
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Conrad spiller computerspil og leger med sin identitet på nettet. Er han et moderne bud på den spirende kunstner?
»Conrads oprør sker ikke gennem rock’n’roll, punk, alt det som min generation dyrkede, og som de også dyrker i ‘Reprise’. Han er en introvert gamer-kid, men han har stadig drømmen om at skabe. Han laver det her usammenhængende manifest, hvor han vil indkapsle essensen af sig selv. Her skriver han blandt andet om sine online-avatarer, hvor han er flere karakterer, blandt andet en kvinde. Han tænker ikke én til én. På den måde reflekterer hans introverte, asociale væremåde udadtil overhovedet ikke hans indre liv.
Han er en person, som vi ser rigtigt mange af for tiden, og de er fuldstændigt forvirrende for forældregenerationen, ligesom vi var det for vores egen – bare på en anden måde. For Conrad handler det om at forsvinde ind i en anden verden, som er mystisk og lukket, frem for at bryde grænser ved at larme og spille høj musik. Og det er helt okay«.
Afslørede sig selv
Det slår mig, at Trier selv er meget anderledes end hans semi-katakoniske karakterer, der tvivler, søger og lukker sig om sig selv. Måske er det derfor, han formår at sætte fingeren på de barskeste aspekter af tilværelsen – selvmord, depression, ulykkelig kærlighed – med et forløsende humoristisk blik og en stilistisk opfindsomhed, der løfter ham langt over mængden. Hans film er personlige, men ikke narcissistisk selvudleverende. Samme oplevelse har man af instruktøren selv.
‘Oslo 31. august’
»Jeg har ikke set ‘Reprise’ i otte år, men genså den så i sidste måned, og Jesus… Dengang prøvede jeg at skjule mig selv, men nu forstår jeg, at jeg totalt afslørede mig selv i den. Hvis ‘Reprise’ rører ved noget i nogen, så kan det skyldes, at en kvalitet af ærlighed er sluppet igennem, måske netop fordi jeg søgte at skjule den«.
Hvad var det, du forsøgte at skjule?
»I dag kan jeg se, hvor vigtigt det var for os, der lavede den, at lykkes. Vi var i gang med at vælge et kreativt liv, og det var meget ambivalent for os. Kan man kombinere kunsten med kærester, og hvad sker der med venskaber i mødet med ambitioner? Samtidig handler filmen om forholdet mellem at have et enormt behov for at udtrykke sig selv kombineret med en usikkerhed om, hvorvidt man har det, der skal til«.
Men alle har jo netop ikke det, der skal til. Hvordan fandt du selv ud af, at du kunne gøre tingene anderledes?
»I start-20’erne hvor jeg begyndte at lave mere seriøse kortfilm, var der pludselig alle mulige folk, der fortalte mig, hvordan jeg skulle lave film. Der opstod en modstand i mig, og jeg tænkte: Hvad har du selv lavet? Nå, du har lavet den spillefilm der. Jeg synes ikke, at den var fed. Hvorfor skulle jeg så gøre som dig?
‘Reprise’
Tænk på hiphop. Det var aldrig opstået, hvis der ikke var én, der havde fundet på at loope breaket i en discosang, og så wow, så havde du en ny musikgenre. Hvorfor kan man ikke gøre det i film? Folk er sgu så korrekte, når der kommer penge ind i billedet. Fuck det! Hvis man ikke tager chancer, så dræber vi filmkunsten«.
I dine film har kreativiteten som regel en pris. Også i ‘Louder Than Bombs’, hvor moren, en hæderkronet fotograf, begår selvmord. Betaler du selv en slags faustisk pris?
»En svensk journalist kaldte mig ‘Skandinaviens gladeste melankoliker’, og det passer nok meget godt. Jeg gider ikke spille den der rolle som prætentiøs kunstner, for jeg elsker at råbe ‘værsgo’ på settet af hele mit hjerte. Men midt i alt det sjove, midt i al humoren er der jo også en melankoli. Vi er komplicerede, vi mennesker. Jeg er ateist, og jeg tror ikke, at der sker noget efter det her liv. Og det plager mig enormt«.
Joachim Trier holder inde, nærmest som om det virkelig går op for ham i dette øjeblik, men hæver så hurtigt perspektivet – ligesom i sine film – for det handler jo om mennesker, ikke om ham.
»Det er jo ikke kun mig. Den tanke plager de fleste mennesker. Den der præmis med at vi skal dø. Det er jo forfærdeligt«.
‘Louder Than Bombs’ kan ses i biograferne.