(Opdateret 14. december kl. 13.56)
KOMMENTAR. Hvordan skal vi komme os over Isak? Det kan være svært at forestille sig, at vi bare sådan bevæger os videre. Gennem 10 afsnit har vi været så optagede af hans tanker og tvivl, at man næsten ikke kan se for sig, at han skal træde i baggrunden som en banal sidekarakter, og at vi skal forflytte al vores sympati til Sana, Vilde, Magnus, Eskild, danskerreceptionisten, biologilærer-brysterne, eller hvem der nu bliver hovedperson i sæson 4.
Man kan nemt glemme, at man også havde det sådan med Eva og Noora. Indtil det skete. Indtil det var helt naturligt, at Eva gik fra dybfølt selvværdsramt omdrejningspunkt til almindelig lallefordrukken gymnasiepige, før Noora gik fra kærlighedskvalt ikon til irriterende selvoptaget roommate i periferien af det, der var rigtigt vigtigt.
’Skam’s synsvinkelskift kan virke som et simpelt koncept. Og det er måske netop det, der gør det genialt. Og originalt. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om et fortilfælde. Er ’Skam’ simpelthen den første væsentlige tv-serie, der skifter hovedperson fra sæson til sæson?
Fra filmens verden kender vi synsvinkelskiftet fra forskellige fortællemodeller. Film som Hitchcocks ’Psycho’ og Noer/Lindholms ’R’ skifter dristigt hovedperson undervejs, da den, vi startede med at følge, dør overraskende. I film som Johan Jacobsens ’Otte akkorder’ fra 1944 går en grammofonplade fra ejer til ejer, hvilket akkumulerer til otte små historier om forskellige københavnerskæbner. En struktur, vi også så i et nyligt afsnit af HBO-serien ’High Maintenance’, hvor en hund skiftede hænder tre-fire gange i løbet af afsnittet.
Og i vignette- eller hyperlinkfilm som Robert Altmans ’Nashville’ og ’Short Cuts’ eller Iñárritus ’Amores perros’ og ’Babel’ sammenflettes flere, tilsyneladende separate historier med et højere tematisk formål for øje.
’The Wire’ kommer tæt på
I tv-serieregi er det selvfølgelig kutyme, at nye hovedkarakterer kommer til, mens andre siger farvel i fornyelsen og kontrakthandlingernes navn.
Og i serier som ’The Wire’, ’Deadwood’ og ’Boardwalk Empire’ udvides galleriet fra sæson til sæson, med David Simons Baltimore-fortælling som den måske mest interessante: Her skifter settingen fra havnen til skolen til politikerne til medierne i det måske tætteste, vi kommer på ’Skam’s perspektivskift. Stadig er der dog tale om en ensemblefortælling, hvor mange af de samme karakterer kontinuerligt spiller en stor rolle.
Antologiserier skifter naturligvis også fokus fra sæson til sæson, hvad enten det er nye historier med mange af de samme skuespillere som ’American Horror Story’ og ’American Crime Story’ eller helt nye fortællinger som ’True Detective’ og ’Fargo’. En halv antologiserie som ’The Leftovers’ skifter location og en del af karaktererne ud fra sæson til sæson, om end mange af de bærende figurer fortsætter. Og ’The Affair’ såvel som første sæson ’True Detective’, Per Flys ‘Forestillinger’ og den nyeste sæson ‘Arrested Development’ ser de samme begivenheder gennem forskellige øjne.
Serier som ‘Lost’ og ‘Orange Is the New Black’ udfolder en lang række karakterers baghistorier gennem flashbacks. Den britiske ungdomsserie ’As If’ skiftede synsvinkel mellem sine seks hovedkarakterer fra afsnit til afsnit, og i ‘Skins’ blev hele karaktergalleriet skiftet ud hver anden sæson, ligesom synsvinklen skiftede fra afsnit til afsnit.
Endelig er det ikke unormalt, at serier stikker af fra hovedplottet i et enkelt afsnit og eksempelvis lader en bifigur agere hovedperson for en stund (vi har stadig mareridt om Shannon/Boone-afsnittet fra ‘Lost’).
En buzzgenererende metode
’Skam’ er dog (med fare for at have misset en cypriotisk musicalfarce fra 60’erne) den første serie, der konsekvent skifter den altoverskyggende hovedkarakter fra sæson til sæson, mens den samtidig bliver i det samme miljø. Og måden, den gør det på, er overbevisende.
Perspektivskiftet understreger, dels i hvor høj grad vi er hovedpersonen i vores eget liv, dels hvordan særlige, svære faser i livet medfører en særlig form for selvoptagethed, som reducerer menneskene omkring os til statister.
Det giver desuden ’Skam’ et subtilt ekstralag at vide, at det, vi ser, er båret af én specifik synsvinkel. Evas opførsel i sæson 2 eller Nooras i sæson 3 er ikke nødvendigvis den objektive sandhed, men henholdsvis Noora og Isaks blik på dem i den givne periode. En periode, hvor de selv slås med en række tunge problematikker, som overskygger de problemer, deres venner eventuelt måtte kæmpe med. Noora kan sagtens have det mere svært med William-bruddet, end vi oplever det gennem Isaks øjne.
I tredje sæson har serieskaber Julie Andem forfinet og radikaliseret grebet. Mens sæson 1 og 2 tilnærmede sig ensembleformatet i den forstand, at Vilde, Sana og Chris også havde deres egne ting kørende, er alt centreret omkring Isak i tredje.
Sana spiller udelukkende en rolle i forhold til Isaks historie gennem diskussionerne af religion og biologi, og Vildes eneste fortællemæssige funktion er at få arrangeret noget kosegruppa og vors, så Even og Isak kan mødes. Eskild er, som bekendt, Isaks guru/mentor/Dalai Lama, mens Chris og Eva nærmest er reduceret til cameos.
Det er modigt, når man har en pigegruppe på hånden, som på mange måder var det, der definerede Skam’s succes i de første to sæsoner. Det er alt andet end leflende.
Når man først rider på hypen, og fansene er overbevist om seriens ufejlbarlighed, er det dog også en smart, buzzgenererende metode. Alle fans er nu besat af tanken om, hvem der kommer i fokus i næste sæson. Mens Isak kliner selvsikkert med Even et sted i baggrunden.
(Kenneth McNeil og Andreas Halskov har bidraget til brainstorm).
Læs også: Anmeldelse af ‘Skam’ sæson 3 afsnit 9 – vi fik det smukkeste klip til dato
Læs også: De religiøse symboler i ’Skam’ – afkodet