’Voyage of Time’: Terrence Malick har skabt en stor visuel oplevelse
CPH:DOX. »Time is ravaging. Devouring all«, advarer Cate Blanchetts fortællestemme i Terrence Malicks ’Voyage of Time’, der tager os med på en rejse fra universets begyndelse, over skabelsen af planeter og liv, til tidens ophør og lysets slukning.
Denne mediterende billedmontage ses bedst som en sanselig oplevelse frem for en undervisningsvideo om evolution. Skruer man op for tålmodigheden og hengiver sig til biografoplevelsen, er ’Voyage of Time’ en indtagende visuel forestilling.
Dokumentaren er spækket med vilde naturbilleder, der zoomer helt tæt på celleprocesser og amfibieudvikling, viser klassiske dyreoptagelser fra havets blågrønne mangfoldighed og slettens tørre barskhed og pakker det hele ind i farverige billeder af kosmos, hvor hvirvlende gasskyer, galaktiske meteortåger og planetariske eksplosioner er illustreret med sømløs CGI.
Forvent dog ikke, at kendisastrofysikeren Neil DeGrasse Tyson kommer og forklarer naturens mysterier. I ’Voyage of Time’ får billederne lov til at stå for sig selv med enkelte poetiske – sommetider prætentiøse – sætninger af Cate Blanchett som underlægning. Jeg krummede tæer ved sætningen »Mother, who are you? Light-bringer. Life-giver«, men filmen opretholder en stemning af eftertænksomhed frem for at blive leflende videnskabspop.
Ord er da også overflødige, når øjnene stimuleres af vulkanernes rasende energi. Der er noget underligt tilfredsstillende ved at se vulkanudbrud og lange sydende lavafloder helt tæt på og i HD. Her minder filmen om Werner Herzogs glimrende udforskning af vulkaner i ’Into the Inferno’ fra 2016. Det er samtidig et spektakulært syn at se glødende vulkansten ramme havbunden og koge aggressivt.
Allerede i ’Tree of Life’ fra 2011 legede Malick med ideen om at vise jordens udvikling og menneskets vej fra encellede organismer til oprejste og forurenende pattedyr. ’Voyage of Time’ kan ses som en udvidelse af ’Tree of Life’s omdiskuterede montage, hvor Big Bang, organismens udvikling, dinosaurens udslettelse og menneskets fødsel blev illustreret på 20 digresserende minutter.
Malick er tydeligvis ikke tilfreds med menneskets behandling af Moder Jord og antyder med indskudte optagelser af fattige, der roder i skrald, brutale slagtninger af dyr og lidende afrikanske børn omkranset af fluer, at menneskets såkaldte civilisation har peaket. Han illustrerer, at mens naturen har ladet evolutionen udvikle livet i fred over millioner af år, er vi nu på vej til at rulle udviklingen i modsat retning.
Dokumentaren er stærk, når den sidestiller fattige skraldere fra et tredjeverdensland, der er ved at komme op at slås, med en stille havbund smykket i farverige koraller og organiseret med symmetrisk præcision af naturen.
’Voyage of Time’ insisterer på fordybelse frem for hastværk – og det er svært at undgå at falde i staver. Men det er samtidig en styrke, at Malick ikke går på kompromis med sin mission om at visualisere tidens udvikling uden pædagogisk forklaring eller moraliseren. Han kunne have lavet en Planet Earth-lignende dokumentar, der ville have været mere kommercielt levedygtig, men så ville verden også have været et originalt billeddigt fattigere.
Læs også: De bedste fester, events og talks under CPH:DOX – fra Animal Collective til ‘O.J.: Made in America’