KOMMENTAR: Den relativt nye Netflix-serie ’13 Reasons Why’ – eller på dansk: ’Døde piger lyver ikke’ – er baseret på bogen af samme navn. Den er blevet rost af anmelderne og har skabt røre på de sociale medier for dens skånselsløse fremstilling af voldtægtskultur.
’13 Reasons Why’ handler om unge Hannah Baker, der forsøger at navigere mellem venner og kærester på sin highschool. Eller forsøgte. For hun endte med at begå selvmord i stedet. Og jeg endte med at sluge hele seriens første sæson på en uge.
Hannah Bakers historie er usædvanlig, fordi hun ikke passer ind i gruppen af stærke, kvindelige heltinder, som har domineret de store Hollywood-film rettet mod et ungt publikum de seneste år, herunder Katniss Everdeen i ’The Hunger Games’-serien og Tris Prior i ’Divergent’-filmene. Hun er heller ikke som hovedpersonerne i klassiske ’rape/revenge-produktioner’ som ’Kill Bill’ og ’I Spit On Your Grave’, hvor kvindelige voldtægtsofre tager blodig hævn over mændene, som har gjort dem fortræd.
’13 Reasons Why’ fortæller i stedet historien om en helt almindelig, ung pige, som bliver skubbet ud over kanten i en kultur, hvor catcalling, slutshaming, victim blaming og seksualisering af kvindekroppen er velkendte for mange – i USA såvel som i Danmark. Plottet undgår for det meste at være overdramatisk eller klichéfyldt, men italesætter i stedet problematikken på en ærlig måde, som sjældent ses i mainstreamregi. Serien konfronterer nemlig voldtægtskulturen ved, at hovedpersonen og hendes venner kommer ud for situationer, som mange selv har stået i.
Da sæsonens sidste afsnit sluttede, klappede jeg skærmen sammen og lå længe og stirrede på loftet over mig. Jeg genlevede situationer fra mit eget liv, som jeg aldrig før indså var forkerte. Jeg så dem simpelthen i et nyt lys.
Jeg er ikke som Hannah Baker i ’13 Reasons Why’. Jeg har aldrig fået delt krænkende billeder af mig selv på nettet eller været på en liste over, hvem der havde den flotteste røv. Jeg er aldrig blevet voldtaget. Men alligevel er vi ens, for vi er begge opvokset i samfund, hvor mænd og kvinder bliver tildelt roller baseret på deres køn.
Da jeg var lille, stak jeg ud, fordi jeg hellere ville bytte Pokémon-kort med drengene end parfumerede Diddle-papir med pigerne. Fordi jeg hellere ville lege med dinosaurfigurer i skolegården end hoppe i sjippetov. Jeg var en drengepige, så jeg hørte hverken til hos drengene eller pigerne. Men i sjette klasse var jeg ikke længere hende, som ikke passede ind. Da var jeg en luder, fordi jeg gik med makeup.
I syvende klasse holdt en mand fast i mig på Nørrebrogade og forsøgte at kysse mig, og jeg grinede højt og nervøst, mens folk gik forbi. Jeg var fuld, så det var jo min egen skyld.
I sommer blev jeg forladt midt på ’Voldtægtsgaden’ i Hillerød, fordi jeg nægtede at have sex med min kollega, som havde lovet at følge mig sikkert op til min cykel. Samme sommer oplevede jeg en lørdag morgen følelsen af ren panik, da jeg kom til at stå af bussen et stop for tidligt og måtte gå resten af vejen hjem. Alene.
Forleden sagde en ven til mig, at han ikke forstår, hvorfor feminister stadig eksisterer. Jeg forstår godt, hvorfor han ikke forstår det. Han har aldrig følt det, Hannah og jeg har følt. For ham er ligestilling kun et spørgsmål om lige adgang til uddannelser og arbejdsmarkedet. Og på mange af de punkter er vi jo nået rimelig langt, om end ikke i mål.
Men han har aldrig følt, at hans krop tilhørte andre end ham selv. Han er aldrig blevet svinet til, fordi han sagde nej. Nørd, særling, fede, smukke, lækre, kælling, luder, narrefisse. Vi er blevet kaldt det hele, Hannah Baker og jeg. Og dig? I så fald er ’13 Reasons Why’ en stor anbefaling værd.
Læs også: Anmeldelse af ’13 Reasons Why’ (’Døde piger lyver ikke’)