Hvad vil det sige at være menneske? Har vi en fri vilje? Hvordan fungerer vores hjerner?
Instruktør Peter Schønau Fog tager fat på de helt store eksistentielle spørgsmål i dramaet ‘Du forsvinder’, der bygger på Christian Jungersens roman af samme navn. Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas spiller ægteparret Mia og Frederik, der langsomt forsvinder fra hinanden som konsekvens af Frederiks hjernesvulst.
Frederik ændrer markant opførsel, mister empati og impulskontrol og bliver sigtet for bedrageri for et større millionbeløb på den skole, han er leder for. Mia, filmens fortæller, forsøger at holde sammen på familien og hjælpe Frederik med retssagen, men får sværere og sværere ved at leve med, hvad der føles som en fremmed mand. Mens retten skal tage stilling til, om Frederik var for syg til at kunne holdes til ansvar for underslæbet, begraver Mia sig i hjerneforskning, der vender op og ned på hendes menneskesyn – blandt andet i forhold til, om vi har en fri vilje eller blot er styret af biologi, og hvordan vores hjerner oplever verden forskelligt.
»Romanen tog fat i nogle af de store spørgsmål, som vokser ud af hjerneforskningens omskrivelse af, hvad det vil sige at være menneske«, siger Peter Schønau Fog om sin fascination af forlægget. Og forklarer, at med mindre man er religiøs, består vi mennesker jo blot af atomer.
»Der sidder ikke en lille mig inde i mig og styrer. Men hvis det virkelig er sådan, at vi i høj grad er biologiske væsener, der er styret af vores hjernes givne kemiske sammensætning, er det en ret stor mundfuld at sluge. Det vokser der i romanen en række spørgsmål ud fra: Hvem er min mand? Hvem er jeg selv? Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Har jeg selv ansvaret for mine handlinger? Og kan retssystemet overhovedet dømme folk for handlinger, de ikke har haft en fri vilje til at udføre?«
Med ‘Du forsvinder’ har Schønau Fog arbejdet med at skabe en fortællestruktur, der afspejler sit emne. Filmen er fortalt fragmentarisk og springer i tid, sted og mentale tilstande, så det er op til tilskueren at stykke historien og karaktererne sammen.
»Frederik, der kører tosset på Mallorca, er en anden Frederik end den Frederik, vi møder i byretten og den Frederik, der tager imod skolebørn. Vi sammenstykker en idé om, hvad Frederik er for en størrelse, men tvinges derefter til at korrigere oplevelsen af ham gang på gang.. Og det er sådan, vi oplever livet: At vi hele tiden har nogle forestillinger om andre mennesker, der bliver omskrevet. På den måde er filmen et forsøg på at spejle det kaos, vi lever i til dagligt, og som vores hjerne alligevel får en form for orden ud af«, siger han.
»Men den måde, vi opfanger tingene på, er individuel. Hvis man er på krykker en dag, opdager man pludselig, at der er mange flere på krykker, end man havde lagt mærke til før, fordi hjernen pga. en lagring af noget emotionelt fokuserer oplevelsen. Hjernen er i gang, og den kan mere, end man tror, også når det kommer til filmfortælling«.
Derfor har Peter Schønau Fog skrottet den traditionelle dramaturgiske kurve og handlingsfremdrift, der bygger på hovedkarakterens motivation til at opnå et mål, overkomme en indre eller ydre modstand og træffe afgørende valg. For en historieform, der er drevet af et menneskes vilje, kan dårligt indkapsle en eksistentiel fortælling, der netop sætter spørgsmålstegn ved denne fri vilje.
»Hvis man vil lave en film, som vækker lysten til at interesseret sig for, hvad det vil sige at være menneske, kan man ikke gøre det gennem de sædvanlige klichéer, som vi kender til hudløshed. Man bliver nødt til at opfinde et andet sprog. Ambitionen var at skabe en film, version 2.0., som tager udgangspunkt i hjerneforskning frem for filmskolelærdom«, siger han.
Et ambitiøst projekt, som krævede flere års research og i alt fire et halvt års arbejde. Derfor er ‘Du forsvinder’ også Peter Schønau Fogs første film siden publikums- og kritikerhittet ‘Kunsten at græde i kor’ fra 2007, netop kåret som en af de 25 bedste film efter årtusindskiftet.
Et enkelt projekt blev udsat på grund af manglende økonomi, hvorefter han tog et job som projektredaktør på talentstøtteordningen New Danish Screen i 2010. Stoppede efter halvandet år, faldt over Jungersens roman og har arbejdet på ‘Du forsvinder’ siden. Han har tidligere fortalt om den hårde proces med at instruere ‘Kunsten at græde i kor’, hvor han blandt andet ragede uklar med sin producer om retten til final cut. Gik arbejdet med ‘Du forsvinder’ glattere?
»Den var også hård«, svarer han. »Jeg ved ikke… Det bliver bare meget opslidende for mig at lave film. Jeg tror, det er, fordi det er vigtigt for mig at lave film, der handler om noget. Det er anstrengende at lave film med udgangspunkt i indholdet, fordi jeg ikke bruger de vante tricks til at opnå de vante effekter, der får alle til at føle sig glade og trygge. Jeg er gået andre veje, og så møder jeg indimellem modstand og angst for, at filmen ikke sælger billetter. Det er bøvlet at komme til at lave film, og det er endnu mere bøvlet at lave film, der bevæger sig ud over det plejer-betingede«.
Peter Schønau Fog håber, at filmen giver publikum en anderledes oplevelse, der lægger op til dialog, og en refleksion over, hvad det vil sige at være menneske.
»Hvis man er optaget af, hvad det vil sige at være menneske, synes jeg ikke, at man kan lade være med at interessere sig for det spørgsmål. Jeg tror, det er sundt at udfordre os selv på, hvor vi står i verden. Og hvis vi siger, at vores fri vilje er begrænset, kan man også spørge sig selv, om det giver mening at bruge energi på at slå os selv oven i hovedet over alt det, vores liv ikke er. De sko, det hus og de børn, vi ikke har. Den frustration kan man sådan set lægge på hylden og bare slappe af og nyde turen«.
Giver man så ikke op?
»Nej, hjernen holder jo ikke op. Den holder dig i gang. Der er grænser for, hvor længe du kan ligge på sofaen og kigge op i loftet, inden du finder på noget at lave. Det eneste, der ændrer sig, er din forståelse af, hvordan hjernen fungerer«.
Læs også: Trine Dyrholm om sin nye rolle på ’Arvingerne’: »Det kræver gevaldige nosser«