‘Room 104’: Duplass-brødrenes skizofrene antologiserie skuffer
Som dreng var jeg ret vild med antologi-filmen ‘Four Rooms’ (1995), hvor fire instruktører, blandt andet Quentin Tarantino og Robert Rodriguez, fortalte fire forskellige historier fra fire hotelværelser en nytårsaften. Som altid med antologiformatet var det dog en blandet pose bolsjer, og det samme kan man sige om Duplass-brødrenes nye antologiserie ‘Room 104’, hvor alle afsnit finder sted i det samme motelværelse.
Desværre er idéerne bag hver af de seks historier, jeg har fået lov at se, ofte for svage. At udførelsen, opbygningen og afslutningen samtidig halter, gør, at de halvtimelange afsnit ofte virker utroligt lange, og at serien mest af alt minder om en skriveøvelse.
Det første afsnit, ‘Ralphie’, er en genreøvelse i stilen fra ‘Twilight Zone’. En babysittertjans ender som gyserfilm, en kedelig præmis, der desværre udelukkende leverer gab frem for gys.
Handlingen i ‘The Knockandoo’ er som udgangspunkt pirrende – en scientology-agtig indgriben skal frigøre en fortabt kvindes sjæl – men afsnittet skæmmes af en forvirrende og antiklimatisk finale.
I ‘The Internet’ skal man døje med et pinefuldt kedsommeligt setup, da en søn prøver at forklare computer-stuff til sin it-udfordrede mor over telefonen, inden han får en slags følelsesmæssig forløsning til sidst.
Meget mere fysisk og vellykket bliver det i ‘Voyeurs’ og ‘The Fight’. Førstnævnte er en ordløs dansekoreografi, i sig selv rimelig avantgarde for HBO, hvor en ældre stuepige sendes tilbage i tiden og møder sit unge jeg. Afsnittet overrumpler på den gode måde, men formår ikke at bære præmissen helt i mål.
I ‘The Fight’ afgør to kvindelige MMA-kæmpere morgendagens kamp i værelse 104. De intense kampsekvenser levendegøres flot af kamera og klipning, men desværre falder også dette afsnit til jorden i en halvbagt slutning. Noget, der er sigende for de fleste afsnit i ‘Room 104’.
Kort sagt:
Duplass-brødrenes antologiserie ‘Room 104’ udfolder et væld af historier i et enkelt værelse og bevæger sig følgelig ud af mange forskellige tangenter og genrestier. Det falder sjældent helt vellykket ud, for de fleste afsnit har en akilleshæl så stor, at korthuset vælter.