’The Party’: Sprødt, skarpt og energisk kammerspil i realtid
Den britiske arthouseinstruktør Sally Potter (‘Orlando’, ‘Ginger & Rosa’) er ikke ligefrem kendt for at være sjov. Men det beviser hun i den grad, at hun er med ‘The Party’ – et sprødt, skarpt og energisk kammerspil om den politiske og intellektuelle klasses hykleri serveret i realtid på 71 minutter.
Janet (en veloplagt Kristin Scott Thomas) fejrer, at hun er blevet udnævnt til sundhedsminister i oppositionens skyggekabinet med et middagsselskab for sine nærmeste venner. Mens hendes eller normalt støttende mand Bill (Timothy Spall) sidder komatøs i lænestolen og drikker og sætter plader på, ankommer gæsterne en for en:
Janets kyniske veninde April (Patricia Clarkson, der leverer de bedste punchlines), og som proklamerer, at hun ikke tror på demokratiet og kun har hån til overs for sin kæreste, den tyske livscoach og aromaterapeut Gottfried (Bruno Ganz). Bills gamle studieveninde Martha (Cherry Jones), der forsker i kønsdifferentieringer i amerikanske utopiforestillinger (ifølge April »en førsteklasses lesbisk og en andenklasses tænker«) og hendes yngre kone Jinny (Emily Mortimer), der deler nyheden om, at hun venter trillinger. Og den slikkede finansmand Tom, der er mand til Janets rådgiver Marianne, som er forsinket.
Festen udvikler sig hurtigt i en absurd retning. Mens Janet forbereder kanapéer i køkkenet – som April bemærker, vil hun som post-post-feminist bevise, at hun kan ’det hele’ – og svarer på sms’er fra sin elsker, sniffer Tom coke på toilettet og opfører sig paranoidt. Bill bliver mere og mere forstenet, parrene skændes, diskussioner om partipolitik, feminisme og idealer over for pragmatik fyger frem og tilbage, og alle har tilsyneladende en hemmelighed, de har valgt at gemme til netop denne aften.
Det er forrygende underholdende. Tempoet er højt, replikkerne skarpe og skuespillerne i deres es. Selvom filmen udstiller de intellektuelles forstillelse og dobbeltmoral – et sygdomstilfælde får straks skyggesundshedsministeren til at ønske at springe det offentlige sygehusvæsen over – kunne man dog godt ønske en anelse mere politisk bid. Brexit nævnes ikke med et ord, og diskussionerne er så generelle, at den næsten kunne have foregået i hvilken som helst tid.
På trods af fotografen Alexey Rodionovs dynamiske sort-hvide fotografering undgår filmen ikke et teatralsk præg med sine stereotype karakterer, dialogbårne punchlines og udspilningen af én lang scene i ét rum. Det er ikke en kritik – tværtimod er det en fornøjelse at se en så elegant udført klassisk sædekomediefarce.
‘The Party’ er ikke Sally Potters mest originale film, men det er hendes langt mest tilgængelige og fornøjelige.
Kort sagt:
‘The Party’ er Sally Potter mest tilgængelige og humoristiske film – en stramt komponeret og elegant kammerspilfarce om den politiske intellektuelle klasses hykleri. Filmen byder ikke på de store dybder, men man morer sig fortrinligt i selskab med blandt andet Kristin Scott Thomas, Patricia Clarkson og Timothy Spall og deres sylespidse replikker og lavine af hemmeligheder.