‘Spoor’: Ro på med dyreekstremismen, Agnieszka
Kære Agnieszka Holland. Jeg er blot en simpel skribent, og du er en af Polens største instruktører med en Oscar-nominering for det sammensatte Holocaust-drama ’Europa, Europa’ og flere afsnit på prestigefyldte serier som ’The Wire’ og ’House of Cards’ på cv’et. Men det kunne være så rart at tale med dig om din nye film ’Spoor’.
Man siger jo, at vores højtudviklede sprog muliggør en form kommunikation, er det, der adskiller os fra dyrene. Men efter at have set ’Spoor’ er jeg i tvivl, om du er enig i den grundpræmis.
Her gør du den gamle dyreelskende engelskvikar Janina, der tror på astrologi, til historiens moralske vejviser. Som mangeårig ejer af en Border Terrier føler jeg smerten, da hendes to hunde én dag forsvinder ud af hendes isolerede tilværelse uden for en bjerglandsby mellem Polen og Tjekkiet.
Til gengæld er det svært at gå med hele vejen på hendes efterfølgende, selvretfærdige rampage i rødstribet dynejakke mod egnens mange krybskytter og resten af den kødelskende kultur. Vi får i informationsbokse præsenteret, hvilke dyr der er lovlige at jage den pågældende måned. Men for vegetaren Janina er selve tanken om at komme til at træde på et pindsvin lig med dødsstraf.
Ophøjelsen af dyr over mennesket sættes på spidsen, da først naboen og senere krybskytter findes døde i de snedækkede skove én efter én. Janina kunne ikke være mere ligeglad og har mere travlt med at tyde fodspor og horoskoper for at finde ud af, hvordan alting hænger sammen. Hun påstår, mordene er de vilde dyrs hævn.
Du får Janina til at stå i et godt lys. Hun er en velmenende og lun kvinde med en stålsat 68-idealisme i en kynisk tid, men var det nødvendigt at gøre samtlige af de mandlige repræsentanter for byens instanser så karikeret skurkagtige og korrupte?
Præsten overdriver godt nok, når han kalder det en synd at behandle dyr på lige fod med mennesker. Men hvorfor ikke tage diskussionen op med ham i stedet for den bedrevidende afvisning? Og hvorfor skal alle bare en smule skeptiske karakterer have smidt Janinas sorte tegn i hovedet i form af en aggressiv kortlægning af deres horoskop?
Der er noget rabiat over, at Janina kun lytter til sine åndsfæller. Hendes slæng af dyreforkæmpere består af de to unge Dyzio og Good News, hendes godmodige kaffeekspert af en nabo, Matoga, og insektforskeren Boros, der gør Janina helt kåd ved at sammenligne udryddelsen af biller med Holocaust.
Din visuelle tæft kommer frem i filmens indledende droneskud, der indfanger det drømmeagtige vinterlandskab og fuldbyrdes med Antoni Komasa-Lazarkiewicz knugende komposition. Du gør publikum opmærksom på, at antropocentrisme er et menneskelig påfund med dine mange fænomenologiske iagttagelser af naturen, som rummer mere, end vi kan begribe.
Men det grænser til det manipulerende, når du vender tilbage til sekvenser af skræmte dyr i skoven eller benytter ultranære indstillinger af frådende mundvige, når Janinas mandlige modstandere taler om dyr.
Man bliver til tider i tvivl om, hvor seriøst du vil have, vi skal forholde os til din ujævne genrehybrid og ditto historie. Blodfyldte massakreringer af dyr og smådyster mordmysterie stikker af i munter folkekomik med Janina og de to bejlere Matoga og Boros genopdagelse af hippieungdommen med rigelige mængder fjolletobak i en sommerhytte. Farcen tager over til slut med femkløveret som PETA-udgaven af ’Mission Impossible’.
Jeg forstår din intention, dit budskab. Så jeg skriver til dig i forundring. Forundring over, at jeg står helt af på dit projekt, selvom jeg faktisk er enig i det meste. Krybskytteri er noget møg, og Polen er fastlåst i et reaktionært patriarkat. Men hvorfor skal det skæres så irriterende polariserende, at selv Erik Clausen ville falde fra?
Soundvenue Forpremiere: Årets mest provokerende og sjove danske film – Christian Tafdrups kønssatire ‘En frygtelig kvinde’ 12. december med besøg af instruktøren selv