Havde man spurgt de fleste iagttagere tilbage i begyndelsen af efteråret, hvilken film der havde bedst chancer for at præstere en dobbeltnominering i den samme skuespillerkategori i år, havde de fleste temmelig sikkert svaret ’Call Me By Your Name’ for bedste mandlige birolle: Armie Hammer og Michael Stuhlbarg var længe overmåde godt positioneret.
Der blev dog ikke plads til nogen af dem, da først Awards-sværvægterne blev kørt i stilling.
I stedet har først Sam Rockwell og siden Woody Harrelson fra en af forhåndsfavoritterne ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ budt sig til i kapløbet, og i sidste ende kom de begge med – selvom veteranen over dem alle, Christopher Plummer, også kom på banen i sidste øjeblik og optog en plads for sin sidste øjebliks-indsats i Ridley Scotts ’All the Money in the World’ (hvor han som bekendt afløste den skandaliserede Kevin Spacey).
For Rockwell er der tale om karrierens første nominering (det er i den grad på tide!), og for Harrelson er der tale om den tredje (han har endnu sin første Oscarsejr til gode).
Men hvordan er det nu lige med de der dobbeltnomineringer – udover at de ser godt ud og fortæller noget om en films generelle styrke, i hvert fald på skuespillersiden: Er det en fordel eller en ulempe at være nomineret sammen med en kollega fra samme film? Det har vi kigget lidt nærmere på.
Forringer chancerne
Hvis man tæller samtlige dobbeltnominerede præstationer fra Oscarannalerne sammen ser resultatet sådan her ud:
Når en film optager to ud af fem pladser, er der rent numerisk 40 procent chance for at vinde Oscaren. Det giver sig selv. Hvad historikken kan fortælle os, er altså, at chancen bliver forringet, når man tager del i en dobbeltnominering: 32 procent.
Bedste chance for ikke bare at opnå en dobbeltnominering, men også at vinde, hører til i kategorien for bedste kvindelige birolle: Præcis halvdelen af alle dobbeltnomineringer (34 ud af 68) har fundet sted alene i denne kategori. Mere end halvdelen af Oscarvindere på baggrund af en dobbeltnominering (12 ud af 22) hører til her.
At dobbeltnomineringer kan være en blandet velsignelse, viser i særlig grad et unikt eksempel fra 1949, hvor der i kategorien for bedste kvindelige birolle var to dobbeltnominerede par: Celeste Holm og Elsa Lanchester fra ’Come to the Stable’ og Ethel Barrymore og Ethel Waters fra ’Pinky’. Dé fire kvinder tabte til den enlige nominerede fra en tredje film: Mercedes McCambridge (’All the King’s Men’)!
De Niro slog to kolleger
Iberegnet vores opgørelse med historiske fortilfælde er de tilfælde, hvor tre nominerede fra samme film har været nomineret i samme kategori. Det er hændt fire gange – i alle tilfælde ikke overraskende i birollekategorien.
En tredobbelt nominering er tilsyneladende ikke nogen større fordel, for rent numerisk er vinderchancen forhøjet til 60 procent, men historisk har det kun ført til én Oscar ud af fire mulige (25 procent):
Robert De Niro er således den eneste skuespiller, der har slået hele to kolleger fra samme film, som han selv spillede med i.
Hvis vi koncentrerer blikket om nyere tilfælde, kan vi konstatere, at der har været ti dobbeltnomineringer i de sidste 25 år. Hele ni af dem i kategorien for bedste kvindelige birolle!
På den vis udgør udsnittet med de seneste 25 år en yderligere forstærkning af en allerede kendt tendens: At kvindelig birolle er der, hvor det primært sner i forhold til fænomenet dobbeltnomineringer:
Fire ud af ni dobbeltnomineringer har ført til en Oscar i de sidste 25 sæsoner. Hvis Sam Rockwell – som ventet – vinder den 4. marts for sin præstation i ’Three Billboards’ for den 10. og seneste af slagsen, vil der være tale om fem ud af ti, altså halvdelen. Det er altså noget over det numerisk forventede udkomme på 40 procent (to ud af fem i hver kategori).
Alene ud fra de sidste 25 års eksempelmateriale kunne det således tyde på, at det er en lille fordel at tage del i en dobbeltnominering. På den måde adskiller nyere Oscarhistorie sig med den samlede historik inden for dette eksklusive felt.
Én skuespiller, to nomineringer
Dobbeltnomineringer kan sådan set være to ting. Vi har – ansporet af årets Rockwell/Harrelson-kombination – kigget nærmere på dobbeltnomineringer i betydningen to skuespillere nomineret for den samme film i den samme kategori. Men betegnelsen kan også dække over et beslægtet, men anderledes fænomen, nemlig når én skuespiller er nomineret to gange i samme sæson, altså opnår en nominering i både hovedrolle- og birollekategorien.
Forbedrer det skuespillerens muligheder for at vinde en statuette?
Lad os se på dette endnu mere sjældne fænomen, der kun har fundet sted 11 gange:
Skemaet viser ret tydeligt, at det er en forholdsvis klar fordel at opnå nomineringer på tværs af kategorierne som skuespiller.
Hvor den numeriske chance er uforandret (én ud af frem bliver til to ud af ti = 20 procent) viser historikken, at det har resulteret i syv Oscars ud af 22 mulige = 32 procent. Medtænker man, at der reelt er tale om syv Oscars i 11 forsøg (for hvem regner med at vinde i begge kategorier? Det er aldrig forekommet, i hvert fald) er succesraten faktisk helt oppe på 64 procent! Det vil sige, at i syv ud af elleve tilfælde har en skuespillers dobbeltnominering ført til en Oscar (i de fire første tilfælde for birolle og de seneste tre for hovedrolle).
For mænd, der har opnået den sjældne dobbeltnominering, er succesraten tilmed 100 procent (tre ud af tre, de to endda i hovedrollekategorien: Al Pacino og Jamie Foxx)!
Alle gode gange fire
1993 udgør et særligt tilfælde, for her var to kvinder – Emma Thompson og Holly Hunter – begge nomineret i begge skuespillerkategorierne (Hunter vandt for sin hovedrolle i ’The Piano’). Det er altså eneste gang i Oscarhistorien, at to skuespillere har konkurreret mod hinanden i mere end én kategori!
Afsluttende kan vi konstatere, at den form for dobbeltnominering vi ser i år – at to skuespillere nomineres for den samme film – er den klart mest normale form for dobbeltnominering, men den finder altså sted inden for en kategori – bedste mandlige birolle – hvor vi ikke har set en dobbeltnominering siden 1991, hvor Harvey Keitel og Ben Kingsley blev nomineret for ’Bugsy’.
Ser vi på historikken for denne kategori efter i sømmene, viser det sig, at Harrelson og Rockwell kun har grund til behersket optimisme: I 29 procent af tilfældene har en dobbeltnominering medført en Oscarstatuette (det er holdt op imod de numerisk gennemsnitlige 40 procent for to ud af fem nomineringer i en given kategori).
Omvendt: Ser vi alene på dobbeltnomineringer for de sidste 25 år, er tallene mere lyserøde, og de er decideret strålende, hvis vi ser på de seneste to tilfælde i 2010 og 2011, hvor henholdsvis Melissa Leo og Octavia Spencer vandt for deres dobbeltnomineringer (sammen med Amy Adams og Jessica Chastain) i ’The Fighter’ og ’The Help’.
Hvad historikken ikke siger noget om er naturligvis særtilfældet Sam Rockwell i 2017. For det betyder selvsagt mere, at Rockwell har vundet en Golden Globe, en Critics’ Choice Award og en SAG Award for sin præstation som den racistiske betjent Dixon i ’Three Billboards’ i opløbet frem mod Oscar end en ikke entydig risiko for, at Harrelson og han indbyrdes stjæler stemmer fra hinanden og dermed indirekte baner vejen for en tredje kandidat (der meget vel kunne vise sig at være Willem Dafoe for ’The Florida Project’).
Med trioen af vigtige forløberpriser in mente ligner Sam Rockwell – historik eller ej – en klar favorit til at vinde prisen for bedste mandlige birolle ved prisfesten 4. marts.
Woody Harrelson? Han må håbe på en alle gode gange fire!