’The Cleaners’: Fattige filippinere bestemmer, hvad du må se på Facebook
CPH:DOX. Facebook er ikke en platform. Facebook er et medie, der former den måde, vi forstår verden på. Hvad der er sandt og falsk, hvad der er forkasteligt, hvad vi må se.
Spørgsmålet er ikke, om Facebook og konkurrenterne Twitter og Youtube er onde. Humlen er, at de er for store. For når to milliarder brugere sprøjter indhold ud på et medie, vil monstrøse billeder være iblandt, og ingen kan nå at fjerne det hele i tide. Men ingen kan ej heller fjerne materiale uden at skubbe til de diskurser, der blåstempler visse fortolkninger af virkeligheden og forkaster andre.
Hvem er det, der tager de her monumentale beslutninger?
Det er, viser dokumentaren ’The Cleaners’, blandt andre fattige filippinere, der udråber sig selv til Dutertes disciple, flygter fra et liv i skrald (helt bogstaveligt) eller navigerer efter et tungt kristent kompas.
I en fænomenal scene sletter en ung kvinde fra Manila et maleri af Donald Trump, der fremstiller præsidenten med skrumpepik. Hendes begrundelse? »Det er nedværdigende over for Trump«.
’The Cleaners’ genistreg er, at den problematiserer rensernes beslutninger uden at udstille dem som mennesker. Instruktørerne ved, at de arme filippinere er symptomer på et uknækkeligt problem, og de ved, at ingen mennesker kan forhindre rifterne på sindet, hvis de konstant udsættes for det mørkeste af menneskehedens skyggesider.
Renserne kigger på omkring 25.000 opslag om dagen, de ser halshugningsvideoer fra ISIS, selvmord og børneporno, og de kan ikke trykke væk uden at tage en endelig beslutning. Ignorer eller slet. Er en mand ved at tage sit eget liv i en live-video, kan de være tvunget til at følge udviklingen, indtil han kaster sig ud i løkken.
Vi føler med dem, samtidig med at vi forstår, at de er håbløse til det arbejde, de laver. Et arbejde, der har konsekvenser for selve vores opfattelse af virkeligheden.
Det er rigeligt materiale til en mesterlig dokumentar, men desværre kan folkene bag ’The Cleaners’ ikke dy sig for at skræppe op om techgiganternes beslægtede sygdomme.
Vi ser, hvordan NGO’er kæmper for at dokumentere krigsforbrydelser, blandt andet i Syrien, fordi Youtube sletter videomaterialet, vi erfarer, at Erdoğans magtapparat i Tyrkiet tvinger Facebook til at censurere indhold, og vi kommer tæt på massedrabene på rohingyaerne i Myanmar, som de sociale medier angiveligt har sparket til.
Ord kan ikke rumme, hvor væsentlige emnerne er hver for sig. De er så væsentlige, at de kræver deres egne dokumentarfilm. I ’The Cleaners’ behandles de over så kort tid, at scenerne fremstår som forhastede fodnoter, indskudt i en generel beskrivelse af mediegiganternes ondskab.
Mest uforløst er behandlingen af rohingya-forfølgelsen, der tager fat i mobiliseringen af had på sociale medier. Det er et ufatteligt komplekst emne, som forskere ihærdigt – og ofte med svingende held – forsøger at afdække, men ’The Cleaners’ koger det ned til et postulat om, at blodrusen voksede på Facebook.
Hans Block og Moritz Riesewieck har lavet en af de vigtigste dokumentarer i år med ’The Cleaners’. Men de har også forsøgt at lave fire film i én.
Det er portrættet af renserne, med vold, blod og ulykke spejlet i øjenæblerne, der står tilbage ved tæppefald. De sidder med en magt, som ingen burde have, skænket til dem af private virksomheder, der har vokset sig for store, alt for store.
Lad endelig Block og Riesewick undersøge techgiganterne nærmere – næste gang uden helt så mange sidespring.
Kort sagt:
’The Cleaners’ leverer en stribe fænomenale portrætter af de rensere, der luger ud i de sociale mediers stødende indhold og understreger samtidig, at Facebook, Twitter og Google ikke er moderatoropgaven moden. Desværre gaber dokumentaren over for meget, når den også vil fortælle om online mobilisering af had i Myanmar og tyrkisk censur på Facebook.