’Hjerter dame’: Fagbevægelsens superkvinde er hovedperson i overraskende spændende dokumentar

I en verden, hvor fagbosser er mænd, og ingen i virkeligheden siger det, de faktisk mener, træder en rødklædt heltinde ind på kongresscenen. Hun siger tingene uden omsvøb og vinder folkets hjerter. Lizette Risgaard er ’Hjerter dame’ i LO – The Movie. Braaaaaaaam.

Okay, helt så dramatisk er Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsens sympatiske dokumentarportræt af LO-formand Lizette Risgaard måske ikke, men ’Hjerter dame’ lugter alligevel lidt af ensidig superheltinde-lovsang i sin begejstrede fremstilling af Danmarks første kvindelige LO-formand (at Risgaard selv speaker filmen i jeg-form fra start til slut i et tydeligt oplæst sprog, skurer lidt i ørerne).

Risgaard, en tidligere kontorassistent, der nøjsomt arbejdede sig op i fagbevægelsens magttop, blev i 2015 valgt ind som formand for fagforbundenes fællesorganisation LO efter syv år som næstformand under Harald Børsting. LO varetager en lille million medlemmers interesser, og formandsposten hører selvsagt til blandt de mest politisk magtfulde herhjemme.

Hvilken kvinde kræver denne stilling, og hvordan kom hun egentlig til tops? De grundlæggende interessante spørgsmål løber som en rød tråd gennem portrættet her.

’Hjerter dame’ følger bogstaveligt talt i de travle hæle og ømme tæer på Risgaard, fra hun bliver valgt til formand i oktober 2015 og halvandet år frem. Fra tiljublet nytiltrådt på 1. maj-fejringen første år til den tilspidsede situation under hendes tale i Fælledparken året efter, hvor utilfredse aktivister stormede scenen, greb mikrofonen og kaldte hende en »klasseforræder« i kølvandet på netop overståede overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked.

Fremragende hjulpet på vej af Jonas Struck og Troels Abrahamsens originale score bliver filmen en dygtigt fortalt og ofte spændende fortælling om en knoklende kvinde konstant på farten. Taktfaste kompositioner med drømmende, mol-alvorlige strygere dirrer effektivt under scenerne fra Forligsinstitutionen, hvor Risgaard og co. forhandler nat og dag for at få en aftale i hus.

De høje hæle droppes til fordel for et par sundhedssandaler, kaffe på institutionskander optager det meste af bordpladsen, og til sidst mister Risgaard sågar stemmen. Schepelern og Detlefsen kan af gode grunde ikke tage os med helt ind i maskinrummet under selve forhandlingerne, men indfanger til fulde den særegne stemning og aura, der omslutter Forligsen. »Hvis det hjælper, så fuck det!«, hvisler Risgaard hæst og gurgler hals i nogle stærke dråber fra medicinflasken. Selvom stemmen er væk, og hun ingen nattesøvn har fået, skal hun stadig møde pressen og præsentere overenskomsten.

Gennem de to dokumentaristers observerende optik iagttager vi en ofte bramfri og evigt hårdtarbejdende Lizette Risgaard. Hun bander og taler med store bogstaver og lægger make-up’en i bilen på vej til næste møde. Aftensmad bliver til natmad på en motorvejs-McDonald’s, og selv her er arbejdsdagen endnu ikke slut. Mobilen er som limet til Lizettes hånd og hele tiden skal der tages stilling til et tweet, et surt opstød på Facebook eller gives en kommentar til en journalist i den anden ende af røret.

En næsten komisk kakofoni af blip-blop-lyde, SoMe-opdateringer og besked-toner danner filmen igennem det sigende lydtæppe for formandens arbejdsdag. At hun ikke bare kyler mobilen durk ned i kanalen fra LO-kontoret i indre København er faktisk utroligt med tanke på det konstante pres, vi ser hende under.

Nej, Risgaard bevarer det kølige overblik og navigerer magtspillet ordentligt og så kløgtigt, hun kan. En særlig evne, som Schepelern og Detlefsen indfanger og omsætter til en overraskende spændende dokumentarfilm om denne rødklædte (super)kvinde i spidsen for LO.