Netflix’ true-crime-serie ’The Staircase’ er sommerens must-binge – se den nye trailer

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Har du allerede fået nok af sommertemperaturer og ekstraudgifter til solcreme, kommer Netflix dig til undsætning med det perfekte påskud for at blive inden døre i juni.

Streamingtjenestens seneste true-crime-serie ’The Staircase’ (hvis titel leder tankerne hen på Alfred Hitchcocks dystre fascination af trapper) byder på endnu en inciterende flerfacetteret mordsag fra den virkelige verden, hvor en tilsyneladende ganske almindelig familiefar i 2001 blev anklaget for at have dræbt sin kone og efterfølgende fået det til at se ud som om, hun var faldet på hovedet ned ad trappen i parrets hjem.

Forfatter Michael Peterson tilkaldte selv til politiet, men efterforskningen vendte sig lynhurtigt imod ham, da ordensmagten fandt gerningsstedet suspekt. Peterson røg for retten anklaget for mord mens hans teenagedøtre så ulykkelige til. Under retssagen kom det frem, at Peterson angiveligt havde et hidsigt temperament, muligvis var biseksuel (om det på nogen måde var relevant, må serien kaste lys over), og at han måske var involveret i en venindes død år forinden – en veninde, der spøjst nok ligeledes faldt ned ad en trappe.

Filmmageren Jean-Xavier Lestrade dokumenterede Petersons kamp mod systemet, hvor manglende bevismateriale såede tvivl om, hvorvidt rettens udstukne livstidsdom var begrundet. I 2011 kom det endog frem, at et vidne havde løjet i retten, og så måtte affæren rulles op på ny. ’The Staircase’ blev oprindeligt sendt i 2012 og er lidt af en feinschmecker-nyklassiker inden for genren, og nu har Lestrade indspillet tre nye episoder, der dækker begivenhederne efter Petersons anden retssag.

Whodunnit? Og kan man overhovedet tillægge det amerikanske retssystem nogen troværdighed ovenpå den ene sag efter den anden om sjusk og svindel? Se med når ’The Staircase’ får premiere på Netflix den 8. juni.

Læs også: Netflix tager tykt pis på true crime-genren (og sig selv) med ny serie – se traileren

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af