’Rig 45’: Ny skandinavisk thrillerserie dyrker klichéerne før bingeværdigt twist
Det var lige godt pokkers!
I tredje afsnit (det sidste, vi anmeldere har fået adgang til) vender Viaplays nye originalsatsning, thrillerserien ’Rig 45’, på en tallerken med et plottwist, der antyder, at serien måske har større ambitioner end blot at holde sig stramt til den efterhånden forslidte nordic noir-genre.
Jeg havde ellers nær givet op på serien, der virkede stålsat på at gennemtrave alle krimiklichéerne, som ganske vist virkede friske, da ’Forbrydelsen’ for alvor satte genren på verdenskortet, men efterhånden nærmer sig udløbsdatoen.
Lad os tage den fra begyndelsen. Det hele starter selvfølgelig med et dødsfald. En finsk boreplatformsarbejder er omkommet i en arbejdsulykke på Benthos Oil’s boreplatform i Nordsøen, men firmaet har ikke i sinde at uddele dyrebare forsikringskroner til de pårørende, før deres egen tilsynskvinde, Andrea (Catherine Walker), har vurderet, at ulykken ikke var selvforskyldt.
Konturerne til et spændingsfyldt kammerspil tegner sig, da Andrea fluks bliver fløjet til boreplatformen (med selveste Søren Malling som helikopterpilot), der kører på minimalt blus med kun ni personer ombord – inklusive hende selv og Malling – og hurtigt får mistanke om, at der nok slet ikke er tale om en ulykke, men et kalkuleret mord. Naturligvis.
Allerede her viser Andrea sig at være et rendyrket nordic noir-ekstrakt – komplet med en garderobe fuld af fleece-cardigans (ikke helt en islandsk sweater, men alligevel…) tilsat et kuldsejlende familieliv, der bestemt ikke har godt af, at moren til to smutter på arbejdsvisit til en sjælløs boreplatform midt ude i ingenting. Og så lige inden juleaften!
Andrea må snart vinke farvel til en hver forhåbning om at danse om træet med sine forhåbningsfulde børn, for få minutter inden hendes helikopterafgang tilbage mod fastlandet indtræffer endnu en ’ulykke’, da en boresjak bliver forsøgt dræbt.
Det sætter en stor fed streg under et spirende mordkomplot, som selv den kujonagtige og dybt uduelige øverstbefalende på platformen, danskeren Mikkel (David Dencik), har svært ved at bortforklare.
Her begynder seriens præmis at vise sine muskler, når Andrea bevæger sig gennem boreplatformens klaustrofobiske, mørke gange bevæbnet med en lommelygte, hvis buldrende lyssøjle godt nok antyder, at seriens hovedkarakter ikke besidder megen spidsfindighed udi kunsten at liste sig ind på en morder.
Men selvom Andreas efterforskningstalent begrænser sig til en række opklarende Skypeopkald tilbage til Benthos’ hovedkvarter, så er den næsten tomme boreplatform med potentielle farer bag hvert et hjørne en dejligt stemningsfuld krimikulisse.
Man undrer sig faktisk over, at serieskaberne ikke har løftet den originale location til mere end bare en kulisse. Udover et totalskud af boreplatformen, der indtræffer cirka hvert tiende minut for at minde os om, at en voldsom storm ulmer lige uden for kahytterne, så spiller de vilde naturkræfter ikke den store rolle under dækket.
Her er det de ni karakterers indbyrdes mistillid – og de alliancer der formes – som er i centrum. Den forførende nordmand Hallvard (Jakob Oftebro) viser sig hurtigt at være ivrig efter at hjælpe Andrea, mens den garvede, skotske boresjak Douglas (Gary Lewis) kører sin egen dagsorden i nattens mulm og mørke.
Som i en Agatha Christie-roman kan en hvilken som helst af dem være morderen, og selvom dén ildevarslende kendsgerning i sig selv burde føre til spænding nok, punkterer den stive dialog de indbyrdes intriger. Man kan med stolthed sige, at det er de tre danskere, Malling, Oftebro (okay, han er nordmand, men uddannet og bosat i Danmark) og Dencik (okay, han er svensker, men uddannet og bosat i Danmark), der klarer sig bedst gennem skærene. Sidstnævnte er især glimrende i rollen som den uduelige chef, der spiller Texas Hold’Em under første mord, smider om sig med hemmelige passwords og ihærdigt forsøger at redde sit eget skind.
Alligevel kommer tredje afsnit som sendt fra himlen, da man øjner en mulighed for, at serien i de resterende tre afsnit vil udnytte beliggenhedens særtræk. Det er først her, at thrilleren for alvor giver én trangen til at binge hele sæsonen og finde ud af, hvad det er, der rumsterer i boreplatformens skygger.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Læs også: Det skal du streame i juni: Netflix-true crime, skandinavisk krimi og historisk LGBTQ-serie