’Good Favour’: Dansk flok holder kun akkurat livløs sektfilm oven vande
CPH PIX: »In association with the Irish Film Board«, »with the support of Wallonia Le Centre Du CINÉMA ET DE L’AUDIOVISUEL DE LA FÉDÉRATION WALLONIE-BRUXELLES«, »with support from the DANISH FILM INSTITUTE«, »in association with the NETHERLANDS FILM FUND« og »with support from FILMFYN«.
Listen er lang over kræfter, der har bidraget til at bringe irske Rebecca Dalys ’Good Favour’ til verden. Der må have været en enestående tanke, en nyskabende vision bag det møje besvær. Man mærker den bare aldrig.
I stedet præsenteres man for en sekthistorie om en mystisk halvmessiansk knægts indlemmelse i et engelsktalende katolsk landsbysamfund befolket af en pærevælling af europæiske accenter, deriblandt et par velkendte danske fra Lars Brygmann, Alexandre Willaume, Baard Owe og talentet Clara Rugaard.
Accenterne stikker lidt i øst og vest, men fred være med det, settingen er alligevel ukonkret. Til gengæld bør og skal man efterspørge mere vitalitet fra fortællingen. Den bevæger sig få steder hen fra den dvælende åbningsscene, hvor den forslåede Tom (Vincent Romeo) trasker ud af skoven og ind til en tilsyneladende forladt spøgelsesby.
Langsomt titter et religiøst fællesskab frem ledet af Lars Brygmanns forstemte pastorkarakter. I hvilepulstempo begynder Tom at få et godt øje til den kønne Shosanna (Rugaard, som kunne blive et fremtidigt dansk svar på Alicia Vikander) samt udvise tegn på spirituelle kræfter, der falder i tråd med kirkefaderens uforbeholdne bibellektioner.
Apropos biblen har Toms slørede fortid med to afdøde forældre, en række ustoppelige sår og andre symbolske syner som et tilbagevendende dådyr nærmest en afstraffende effekt på den, der ikke spidsede øre under konfirmationsforberedelsen.
Med inspiration fra åndelige filmtænkere som Haneke og Dreyer er det tydeligt, at Rebecca Daly har forsøgt at fremmane en moderne lignelse båret af symbolsprog og stemning. Det er bare ikke nok at have den ene stillestående og (ofte for) mørkebelagte indstilling efter den anden, når der ikke som i ’Det Hvide Bånd’ gemmer sig dæmoni eller menneskelig tragik under overfladen.
Med sin relativt pæne billedside og seriøse tone holder den sig på den rigtige side af at føles som en rigtig film og ikke en pinagtig lappeløsning som den slags lignende co-produktioner, der går under betegnelsen euro-pudding.
Til gengæld kan den brogede sammenslutnings levering af de engelske replikker ses som en metafor for selve filmen: Al energien er brugt på at få det til at lyde og ligne, men hvor er spillet, livet og nødvendigheden?
Se også: Alle vores PIX-anmeldelser samlet på ét sted