Tør du satse på din Oscar-kupon? Så er her en håndfuld frække tips

Årets Oscar-kategori for bedste film er usædvanligt uforudsigelig, men alligevel tegner der sig som altid et billede af, hvem der løber med guldstatuetterne på søndag. Der kommer dog altid et par overraskelser, og skal man vinde Oscar-tipskuponen, er man nødt til at satse for at finde dem. Her kommer vores Oscar-eksperts bud.
Tør du satse på din Oscar-kupon? Så er her en håndfuld frække tips
'Bohemian Rhapsody' (Foto: 20th Century Fox)

1. ’Bohemian Rhapsody’ vinder for bedste film

De fleste regner med, at kampen om Oscar’en for bedste film er et anliggende mellem PGA-vinderen ’Green Book’ og DGA- og Bafta-vinderen ’Roma’. Men som det også er blevet bemærket vidt og bredt, så er bedste film-feltet mere åbent end nogensinde før.

’Green Book’ er handicappet derved, at den ikke har opnået den vitale nominering for bedste instruktør (det er kun sket to gange i nyere tid, at en film har vundet for bedste film uden en korresponderende bedste instruktør-nominering), og ’Roma’ er handicappet af, at den ikke har opnået en nominering for bedste klipning (det er også kun sket to gange i nyere tid, at en film er gået hele vejen uden at være bakket op af en nominering for bedste klipning).

Ingen af filmene opnåede endvidere en nominering for bedste ensemble hos skuespillernes forbund, SAG. Det er også traditionelt en forudsætning for at være i spil til bedste film-hæderen (’The Shape of Water’ kunne dog indhøste den ultimative hæder sidste år uden en SAG-ensemble-nominering – men det var så også første gang, det var sket siden ’Braveheart’ i 1995).

Uanset hvad der kommer til at ske natten mellem søndag og mandag dansk tid, vil der være tale om, at vinderfilmen skal bryde med en eller flere uskrevne regler. Derfor vil man ikke bevæge sig ud i noget komplet hovedløst ærinde, hvis man satser sparepengene på en af de øvrige seks bedste film-kandidater.

Hvis man lader sig styre af, hvilken film der rent faktisk har opnået de fleste vitale Oscarnomineringer (skuespil, manuskript, klipning og instruktør) og brancheforbundsnomineringer (SAG, PGA, DGA og WGA), så peger pilen på ’BlacKkKlansman’. Men Spike Lees film har til gengæld ikke vundet nogen af de mange precursors.

Så hvorfor ikke tage chancen og satse på en vinder i stedet?

’Bohemian Rhapsody’ har vist, at den kan vinde priser i løbet af det hektiske Awards Season-opløb. Den vandt indledningsvist (og lettere sensationelt) en Golden Globe for bedste drama (det var ved den lejlighed, at den smertefuldt udtrukne ’A Star is Born’-deroute begyndte), den blev nomineret til SAG’s ensemblepris (på bekostning af tunge ensemblefilm som ’The Favourite’, ’Roma’ og ’Vice’), selvom mange har kaldt filmen for et Rami Malek-one man show. Senest har den vundet adskillige precursors hos nogle af de lidt mindre brancheforbund (bedste klipning i dramakategorien hos ACE, filmklippernes forbund, og priser hos både lydmiksernes og lydklippernes forbund).

Hvis man dertil påpeger, at filmen nu officielt er den mest succesfulde musikfilm nogensinde rent indtjeningsmæssigt, og at dens mest markante handicap i forhold til Oscar – nemlig at den ikke har opnået en bedste instruktør-nominering – indlysende skyldes hele Bryan Singer-affæren, så tegner der sig et billede af, at ’Bohemian Rhapsody’ er et måske endnu bedre bud på en dark horse-vinder sammenlignet med for eksempel ’The Favourite’ eller ’Black Panther’. Hvorfor ikke tage chancen?

Amy Adams og Christian Bale i ‘Vice’.

2. Amy Adams (’Vice’) for bedste kvindelige birolle

Hvis man tror på, at der kommer mindst én overraskelse i skuespillerkategorierne, er bedste kvindelige birolle stedet at kigge hen. Den angivelige frontrunner, Regina King (’If Beale Street Could Talk’), var hverken nomineret hos SAG eller Bafta, og det gør hende temmelig sårbar, hvis vi tager Oscarhistorikken i ed.

De fleste betragter nok Bafta-vinderen Rachel Weisz (’The Favourite’) som den mest oplagte spoiler, men det skal tages med i betragtning, at Weisz så udpræget havde en hjemmebanefordel, da hun vandt Baftaen. Det er yderst tvivlsomt, om hun kan bære den samme støtte med sig over Atlanten. Man kan tilføje, at Weisz aldrig havde vundet en Bafta før, hvilket gav det britiske akademi en ekstra grund til at stemme på hende, hvorimod hun som tidligere Oscarvinder (for birolle i ’The Constant Gardener’ i 2005) ikke kan trække på ’det er hendes tur i år’-fornemmelser blandt de stemmeberettigede.

Det kan til gengæld Amy Adams, der i år er nomineret for sjette gang (!) for sin præstation som Dick Cheneys kone, Lynne, i Adam McKays ’Vice’. Hvis der er nogen i det her felt, der er overdue, er det altså i den grad Adams (tæller man hendes Bafta-nomineringer med, er hun nu oppe på 13 Oscar- og Bafta-nomineringer, men nul priser!).

On a personal note: Jeg tror ærligt talt, at elskelige Amy Adams vil få svært ved at finde en grimasse, der kan passe, hvis hun vinder for en rolle, som hun vel inderst inde godt ved ikke hører til buketten af hendes fineste præstationer. Rollen som Lynne Cheney i ’Vice’ står til gengæld – ud over den oplagte parallel: Lady Macbeth – i nærmest pikant grad i gæld til hendes egen tidligere præstation som Lancaster Dodds intrigante kone i ’The Master’.

Forskellen er vel egentlig bare, at Adams bruger paryk i ’Vice’, og at Paul Thomas Anderson er en bedre instruktør end Adam McKay.

Joanna Kulig i ‘Cold War’.

3. ’Cold War’ vinder for bedste fremmedsprogede film

Lad os bare slå fast, at kategorien for bedste fremmedsprogede film er virkelig stærk i år – og det endda uden at der blev plads til mesterværket ’Burning’ (Oscar nægter hårdnakket at anerkende Korea som en stor filmnation – landet har således aldrig opnået så meget som en eneste nominering i kategorien!).

’Roma’ har i kraft af sine fremragende anmeldelser lignet en mere end oplagt kandidat til at vinde kategorien lige siden den dag, Mexico officielt indstillede Cuaróns film.

Men to ting kan komme i vejen for dens succes i sidste øjeblik: Det er, som om der de seneste uger (og særligt siden filmens Bafta-succes) er opstået en form for konsensus om, at ’Roma’ er årets bedste film-favorit. Og skal man virkelig kåre den samme vinder i to kategorier, der ellers traditionelt ikke har noget med hinanden at gøre?

Den anden ting? ’Cold War’ opnåede nomineringer af den tunge slags for fotografering og instruktør og var måske tæt på at blive inkluderet i bedste film-feltet også. Den er med andre ord en ret formidabel outsider.

Hvad nu hvis Akademiet beslutter sig for at skrive historie ved at uddele en bedste film-statuette til en sort-hvid, fremmedsproget Netflix-film? Vil mange af de samme medlemmer mon så ikke ønske at honorere en anden (men også meget populær) film i den mindre kategori?

Så selvom det mest sandsynlige er, at ’Roma’ vinder fremmedsprogede film og taber bedste film – eller vinder begge kategorier – hvorfor så ikke tænke den anden (umiddelbart mindre logiske) vej rundt: At den taber for fremmedsprogede film, men vinder for bedste film?

Letita Wright i ‘Black Panther’.

4. Alle otte bedste film-nominerede film vinder mindst én pris

Det er knapt nok et frækt tip, for sandsynligheden taler godt og vel for det, men alligevel: Sørg for at tippe på mindst én pris til alle aftenens otte bedste film-kandidater. Med andre ord: Spread the wealth!

Scenariet kunne meget vel se sådan her ud: ’Roma’ for bedste film, instruktør og fotografering (mindst), ’Green Book’ for mandlige birolle (og måske originalmanuskript), ’BlacKkKlansman’ for adapterede manuskript, ’Vice’ for klipning og hår/make-up, ’The Favourite’ for production design, kostumedesign (og måske originalmanuskript), ’Bohemian Rhapsody’ for mandlige hovedrolle og en eller to af lydkategorierne, ’Black Panther’ for bedste original score (og måske kostumedesign) og ’A Star is Born’ for bedste sang.

Voila! Så er der en luns til alle ’de store’.

‘If Beale Street Could Talk’

5. ’If Beale Street Could Talk’ vinder i alle tre kategorier, hvor den er nomineret

’If Beale Street Could Talk’ modtog ikke en bedste film-nominering, men må formodes at have været tæt på (sammen med film som ’Cold War’ og ’First Man’).

Men kigger man lidt nærmere på de tre kategorier, hvor den rent faktisk er nomineret, så ligger den ret lunt i svinget for alle tre – bedste kvindelige birolle (Regina King), bedste adapterede manuskript (Barry Jenkins) og bedste originale score (Nicholas Britell).

Hvis du er frisk, satser du på, at Barry Jenkins film får pladen fuld søndag nat. Regina King vinder bedste kvindelige birolle (hun er reelt kneben favorit), Barry Jenkins snupper prisen for adapteret manuskript, dels som en anerkendelse af, at han er en af amerikansk films ’golden boys’ lige nu, og dels fordi der hersker så stor veneration for forfatteren til filmens forlæg, James Baldwin, i USA i disse år, at et manus baseret på en Baldwin-bog står med stærke kort.

Original score? Britell fortjener at vinde for sit ret mageløse arbejde på ’Beale Street’ og jeg tror bestemt, han er med i opløbet – det bliver vist en fotofinish mod ’Black Panther’ og ’BlacKkKlansman’.

Læs også: De vinder Oscar på søndag – vores endelige bud i samtlige 24 kategorier

Læs også: Alt om Oscar 2019

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af