Lige siden første gang Anna Odell trådte ind på den svenske filmscene, har hun været en kontroversiel skikkelse. Da den svenske instruktør i 2009, som en del af sin eksamen på kunstskolen Konstfack, iscenesatte et selvmordsforsøg på Liljeholmsbron i Stockholm og lod sig indlægge, medførte det en ophedet debat i medierne.
Fire år senere skabte hun igen stor opmærksomhed, da hun i filmen ’Gensynet’, viste de klassekammerater, der havde mobbet hende i folkeskolen, en dramatisk rekonstruktion af klassens genforeningsfest, som hun tænkte, den kunne have set ud, hvis hun faktisk var blevet inviteret med.
Med sin nye CPH:DOX-aktuelle film ’X&Y’ kamuflerer Odell endnu en gang skellet mellem opspind og virkelighed. Og da vi en formiddag i København møder hende til en snak om filmen, peger hun da også selv på uigennemsigtigheden som en af de væsentlige årsager til, at hendes film provokerer.
»Særligt i Sverige, har det provokeret journalister rigtigt meget, at man ikke ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion. Og det har forundret mig ret meget, for det er på en måde også en af pointerne med filmen«, siger hun. »Den minder os om, at vi alle ved, at vi nok altid burde være varsomme med, hvad vi tror på, men det orker vi ikke at være bevidste om, for så bliver livet så kompliceret. Det er meget lettere, når nogen siger: ’Det her er sandt, og det her er falsk’. Så behøver vi ikke tænke selv«.
Alfahan uden alkohol
I X&Y hyrer Odell en række kendte skuespillere – deriblandt Trine Dyrholm, Thure Lindhardt, Jens Albinus og Sofie Gråbøl – til at agere alteregoer for hende selv og den svenske stjerneskuespiller Mikael Persbrandt. Over flere perioder skal de alle bo sammen i et filmstudie for at udforske deres eget såvel som offentlighedens billede af, hvem de er, og hvem de gerne vil være.
Idéen til projektet udsprang af Odells nysgerrighed på den type mand, hun synes, Persbrandt repræsenterer.
»I Sverige er han jo prototypen på en alfahan eller en machomand. Og det, jeg var interesseret i, var at forsøge at forstå den type mand, og hvorfor vi alle forholder os, som vi gør, til den«, siger hun.
»Det handler for mig om en slags fascination af, at man tillader, at en sådan mand kan være så elsket og bliver tilgivet så nemt, på trods af at han gør en masse dumme ting«.
Persbrandt, der er en af Sveriges mest kendte skuespillere, og som herhjemme blandt andet har gjort sig bemærket for sin rolle i Susanne Biers Oscar-vinder ’Hævnen’, har igennem årene været involveret i en række skandaler, der blandt andet har omhandlet et alkoholmisbrug og resulteret i tiltaler for vold og narkohandel. Det var derfor heller ikke helt uden skælven, at den medieombruste skuespiller sagde ja til et projekt, der går så tæt på hans person.
»Jeg tror, at det var virkelig skræmmende for ham at sige ja til det her projekt, eftersom jeg heller ikke havde skrevet et manus, da vi begyndte på det. Vi arbejdede jo i lang tid sammen, hvor vi lavede research, prøver og iscenesættelser, og ud fra det skrev jeg så et manus.
Men han var også et sted i sit liv – det var lige, da han var blevet ædru og havde fået vished om sin bipolaritet – hvor han ville gøre nogle ting anderledes«.
Forstyrrende og aggressiv Thure Lindhardt
Og anderledes er ’X&Y’ i hvert fald. Særligt grebet med at bruge nogle af nordens mest velkendte ansigter til at kaste lys over forskellige facetter af Odell og Persbrandts personligheder, gav en helt ny indgang til at reflektere over, hvordan de blev set af andre.
»Da Mikael mødte Thure Lindhardt første gang, havde jeg bedt Thure om at ankomme og agere sådan, som han troede, Mikael er. Og Mikael mødte jo en person, som var meget forstyrrende og aggressiv, hvor han på det tidspunkt ikke vidste, at Thure spillede ham«.
Når man ser hendes film, kan man nemt komme til at tænke, at Odell, der altid meget direkte involverer sig selv i sine projekter, bruger filmmediet som en slags terapi til at bearbejde personlige oplevelser. Selv ser hun mere sin egen involvering som en praktisk nødvendighed.
»Det, jeg opdagede var, at der skete noget, når jeg involverede mig selv. I og med at jeg blottede mig totalt for Mikael, så kunne han også blotte sig for mig. Det blev svært for ham ikke at gøre det. Så for mig er det mere et værktøj at bruge sig selv, hvilket kan se ud som en slags selvbearbejdning – og om det er en slags bearbejdning, uden at jeg ved det, det kan jeg ikke sige«.
Kvinden offer, manden gerningsmand
I filmen tager Odell livtag med nogle af de mest aktuelle debatter overhovedet for tiden. Den stiller spørgsmål ved mandlige og kvindelige kønsroller og undersøger både satirisk og med stor seriøsitet de magthierarkier, der kan være på et filmset.
Som en del af udviklingen af manuskriptet gik både Persbrandt og Odell til psykiater. Her foregav Odell over for sin psykiater, at hun ville have et barn med Persbrandt, og at hun ville have ægte sex med ham foran kameraet. Reaktionen var ikke til at tage fejl af.
»Det blev opfattet, som om jeg var et offer – som noget, der ikke var godt for mig. Omvendt tror jeg, at hvis jeg havde været en mand og havde sagt, at jeg ville være sammen med min kvindelige hovedrolleindehaver, så ville det måske være blevet set, som om jeg havde udnyttet hende. Det er interessant, hvordan man så nemt sætter kvinden i en slags offerrolle, mens en mand meget lettere bliver gjort til gerningsmand«.
Og måske er det en af grundene til, at særligt én detalje ved modtagelsen af filmen har overrasket svenskeren.
»Jeg synes, det er lidt underligt, at når der tales om de overgreb, jeg begår i filmen, så er der kun én journalist, der har spurgt ind til det overgreb, jeg begår mod Jens Albinus, (Albinus inkarnerer i filmen Odells usikre side og i en scene, hvor han er ked af det, trøster Odell ham først, hvorefter de har sex, red.) mens næsten alle reagerer på det, jeg gør mod Sofie Gråbøl (Odells intelligente side, som instruktøren også forsøger at have sex med).
Det synes jeg er mærkeligt, for på en måde er det, jeg gør med Jens i langt højere grad et overgreb, synes jeg. Havde man byttet om på rollerne, så jeg var mand og han var kvinde, så tror jeg, man havde set det som en voldtægt eller i hvert fald grænsende til det. Det har forundret mig, at det er fløjet under radaren«.
Selve arbejdet med ’X&Y’ begyndte for Odell lang tid før begyndelsen på Metoo-bevægelsen, og den ændrede ikke noget i hendes tilgang til at lave filmen. Til gengæld kunne hun mærke, at flere af hendes samarbejdspartnere begyndte at blive urolige.
»Det, nogen tænkte, var: ’Sætter man sit job på spil ved at arbejde med Mikael?’
Det er jo utrolig godt, det der er sket med den her debat, men samtidig skræmmer det mig, at folk kan blive så bange og vil redde deres eget skind. Alle i branchen har i lang tid kendt til Mikael og de ting, han har gjort, men fordi det bliver en debat i medierne, så bliver han farlig at arbejde med. Og det synes jeg er skinhelligt«.
Læs også: ’X&Y’: Har Mikael Persbrandt og Anna Odell virkelig sex – og hvor vild er Trine Dyrholms BDE lige?