’Hail Satan?’: Film om amerikanske satanister er langt hyggeligere, end man skulle tro

CPH:DOX. Det vakte stor harme blandt Bostons katolske kirkegængere, da en religiøs gruppe ved navn The Satanic Temple i 2014 skulle afholde en black mass på Harvard-universitetet. Byens kristne flertal stod for både demonstrationer i gaderne og fyrig medieomtale, hvorfor universitet til sidst besluttede sig for at aflyse begivenheden. I stedet blev den sorte messe foretaget på en kinesisk restaurant i nærheden.

Ligesom de forargede Boston-borgere forbinder de fleste nok satanisme med tilbedelse af djævlen, ondskaben selv. I Penny Lanes ’Hail Satan?’ får The Satanic Temple gennem klassiske talking head-interviews imidlertid lov til selv at forklare, hvad de står for, og det ligner faktisk mere en aktivistgruppe end et religiøst fællesskab.

Som moderne satanister tror de hverken på eksistensen af en gud eller en djævel, men de forbinder sig med sidstnævntes rebelskhed mod den etablerede magt og sociale normer. Med kirker fordelt over 13 amerikanske stater kæmper bevægelsen for knapt så kontroversielle ting som religionsfrihed og social retfærdig, men som repræsentanter for den mindre velansete Satan er det ikke altid, folk lytter.

Det burde de ellers gøre, for de medvirkende i ’Hail Satan?’ er rigtigt godt selskab. Gruppens talsperson og grundlæggers fremtoning passer perfekt til fordomme om satanister: Han bruger aliasset Lucien Greaves, er altid sortklædt og har et ar i sit venstre øje. Men han er også velargumenteret og sjov, når vi følger ham i kampen mod den dominerende kristendoms eneret i landet.

På samme måde har dokumentaren både morsomme og oplysende segmenter. Det er vældigt underholdende at se konservative amerikaneres ophidselse over gruppens harmløse og halvironiske aktivisme, eksempelvis deres After School Satan-initiativ, der skal være et alternativ til de mange kristne after school clubs. Mens børnene hygger sig i Satan-klubben, dukker en arrig dame op og fyrer skældsord af sted mod de diplomatiske satanister.

Sideløbende får man en ret interessant lektion i, hvordan den kristne gud relativt sent i historien blev en så stærk del af den amerikanske nationalfølelse – dengang »under God« blev lagt ind i landets troskabsløfte som følge af 1950’ernes altoverskyggende frygt for de gudløse kommunister.

Midtvejs mister filmen dog noget af pusten, da der ikke sker den store udvikling i fortællingen – flere satanistiske drillerier, flere forargede borgere, flere interviewbidder. Instruktør Penny Lane kunne måske have brugt mere energi på at følge sammenslutningens interne uenigheder, som gruppen vokser og tvinges til at blive mere konform og centralt styret. Det berøres ellers kort, at en af grundlæggerne, som har medvirket i dokumentaren indtil da, bliver afskediget som kirkeleder på grund af en lidt for farverig (mordtruende) prædiken.

Det afholder dog ikke ’Hail Satan?’ fra at være en langt hyggeligere oplevelse, end titlen måske kunne indikere. Og trods sin latterliggørelse af hovedpersonernes kristne modstandere bliver filmen også et billede på den varme fællesskabsfølelse, der er en stor del af religionernes succes.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019