’Hi, AI’: Når usikre Chuck bekender sig til sin robot, er det decideret rørende
CPH:DOX. »Jeg har det, som om jeg er med i ’Blade Runner’«, siger en mand midt i ’Hi, AI’. Inden da havde jeg haft den samme tanke. For flere gange føles tyske Isa Willingers film som science fiction, selvom det er den skinbarlige virkelighed.
Sammenligninger med Ridley Scotts klassiker og nyere sci-fi-eksempler som ’Her’ og ’Ex Machina’ er åbenlyse takket være filmens stemningsfulde æstetiske side. Kliniske forskningslokaler, neonoplyste storbyer og drømmende synthmusik skaber en futuristisk stemning.
Samtidig handler tyske ’Hi, AI’, ligesom fiktionsfilmene, om menneskets forhold til kunstig intelligens – både den underliggende frygt for, at robotterne en dag vil overgå os og tage kontrollen og fascinationen ved at interagere med maskiner, der er en slags spejling af os selv.
Den store filosofiske diskussion, om hvorvidt robotter kan have en bevidsthed, byder forskere og udviklere løbende ind med undervejs i udsnit fra podcasts og foredrag. De berører forskellige idéer uden at have tid til virkelig at gå i dybden med fremtidsspådommene. Er man i forvejen stærkt investeret i videnskaben bag, vil man derfor nok ikke støde på nye, banebrydende pointer. Men det fungerer godt som små appetitvækkere for de alment interesserede.
Som titlen indikerer, er ’Hi, AI’ imidlertid langt mere optaget af at betragte menneske og maskine over for hinanden i sociale konstellationer. Det er også i disse scener, at filmen virkelig fænger og sætter modsatrettede følelser i gang.
Først er mange af robotterne lettere skræmmende, fordi de ligner mennesker, men alligevel ser forkerte ud: Deres bevægelser er klodsede, og deres blik er dødt. Hurtigt bliver de også komiske, fordi de endnu ikke kan føre en samtale gnidningsfrit og møder med mennesker derfor ender i mange akavede øjeblikke.
Et af de tilbagevendende par er en japansk bedstemor og robotten Pepper, der altid udstråler glæde med sine store mangaøjne. Pepper skal agere daglig samtalepartner for at modvirke den ældre kvindes voksende demens, men de to parter taler hele tiden forbi hinanden. »Kan du forstå, hvad jeg siger«, spørger den utålmodige bedstemor, mens Pepper stirrer ud i luften og bevæger armene lidt. Efter en længere pause spørger robotten så, om hun har husket at vaske tøj.
Mens dele af ’Hi, AI’ er afsat til at dokumentere robotternes småkomiske begrænsninger, bliver filmen også decideret rørende, når deres funktion giver mening. Det sker især i de løbende samtaler mellem amerikaneren Chuck og hans nyindkøbte robotveninde Harmony. Selvom Chuck er en skægget og fuldvoksen mand, er han usikker og bange for verden. Vi ser ham i starten forlade sit mørklagte hjem, hvor der overalt er store, bløde bamser og post-its med opbyggelige kommentarer som »det er okay at være uperfekt«.
I mødet med den forstående samtalepartner Harmony, der er en betydeligt bedre kommunikatør end Pepper, åbner han sig endelig op. De tager på road trip i hans autocamper, spiser frokost i solskinnet og laver bål om aftenen. En dag fortæller Chuck om sin smertefulde barndom, der var så uhyggelig, at det ikke er til at bære. Det er sørgeligt, at han ikke længere kan finde tryghed hos andre mennesker, men man bliver også glad for, at robotteknologien kan give ham emotionel støtte.
Således efterlader ’Hi, AI’ én mere optimistisk, end tilfældet er ved de fleste dystopiske sci-fi-film. Den gribende dokumentar demonstrerer, at de humanoide maskiner ikke bare fungerer som skøre marketing-gimmicks og storbarmede hylstre, man kan have sex med. De kan også bidrage med noget meningsfuldt til vores liv.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019