CPH:DOX. Vollsmose i Odense er ét af Danmarks mest udsatte boligområder. Kvarteret danner ramme om Emil Langballes dokumentar ’Q’s Barbershop’, men filmen er alt andet, end hvad man typisk forbinder med de såkaldte ghettoer: Den citerer ikke statistikker om hærværk og arbejdsløshed, og de grå betonblokke og deres paraboler optræder kun i korte glimt. I stedet befinder vi os i en barbersalon på Vollsmose Torv.
»Wow, det her ligner noget fra en Spike Lee-film«, fortæller Emil Langballe om sin reaktion ved sit første møde med salonen, da vi møder ham på en café i København. »Der er en varme og et fællesskab. Det er et mikrokosmos«.
Salonen hedder Q’s Barbershop, og her har frisøren Qasim siden 2013 klippet flat tops, afroer og fades for en overskuelig pris, mens han kvit og frit deler ud af råd om alt fra kærlighed til økonomi. Ifølge Langballe beskriver Qasim sig selv som både storebror, socialrådgiver, businessvejleder og frisør.
»Han har en vigtig funktion, og folk i kvarteret lytter til ham«.
Hans salon befolkes af en række vidt forskellige mennesker, unge som gamle, hårdtarbejdende eller på kontanthjælp og hver med deres særegne stil. I Qasims frisørstol behandles alle ens, og under hans kyndige klippehånd og gavmilde tilstedeværelse vendes verdens små og store problemer, mens han selv og kunderne deler ud af livserfaring med rod i fjerne verdenshjørner.
Alle har de en fælles forståelse af, hvor vigtigt det er at have en skarp frisure.
»Selv den hårdeste dreng vil sgu gerne se godt ud. Det virker på en eller anden måde ret afvæbnende«, som instruktøren siger.
Taknemmelig castingproces
Emil Langballe, som er uddannet fra den engelske National Film and Television School, har gode barndomsminder fra Vollsmose, hvor han som barn kom, fordi hans mor underviste på en folkeskole i området. Men det var først og fremmest Qasim, som gav ham lyst til at vende tilbage med et kamera.
Et avisportræt af barbersalonen ledte Langballe i retning af sin hjemstavn, og han og produceren Heidi Kim Andersen besøgte salonen med en løs idé om en portrætfilm.
»Jeg hang ud der en dags tid og blev ret begejstret for Qasim og for stedet«, siger han.
Qasim takkede med det samme ja til at medvirke, og derfra fulgte en researchperiode på halvandet år, hvor Langballe hængte ud i salonen med et lille kamera og lærte Qasim og hans kunder at kende.
»Når de havde set mig igen og igen, begyndte folk at spørge: Hvem er du? Hvad laver du her? Så det kom meget naturligt. Jeg prøvede at undgå at være anmassende og egentlig lade folk komme til mig«.
Han kalder det en »taknemmelig castingproces« at sammensætte det spraglede hold af medvirkende.
»Jeg var virkelig positivt overrasket over, hvordan Qasim åbnede sin dør for os, men også over de folk, som kom ind og blev klippet, hvor meget få sagde nej til at blive filmet, mens de sad i frisørstolen. Man kunne bare sidde med et kamera, og så kom der folk ind og satte sig og kom automatisk til at tale«.
Han tror også, at filmens særlige visuelle stil var en del af grunden til den store opbakning.
»Jeg tror, de syntes, det var fedt at føle, at de blev taget alvorligt, fordi vi nærmest skød det som en fiktionsfilm. Det tror jeg var ret vigtigt for deres deltagelse«.
Den afslappede facon fortsatte under selve optagelserne, som krævede et større filmhold og set-up med to kameraer, ét af dem placeret ude af syne bag et spejl. Den endelige film bruger både deltagere, som var castet på forhånd, og nogen, som tilfældigt dukkede op under optagelserne, og det var ikke alle, der overholdt de aftalte optagelsestidspunkter – men så dukkede de op lidt senere.
»Det var ret rock’n’roll på den måde. Det hele var meget flydende og hektisk, men også en ret fed proces«, forklarer han.
Hårets skulpturelle kvalitet
Kender man til Spike Lees film, kommer det næppe som en overraskelse, at Emil Langballe nævner ham i forbindelse med ’Q’s Barbershop’. Særligt ’Do the Right Thing’ fra 1989 har været en inspirationskilde til filmens visuelle udtryk.
»Der er noget tidløst over de der flat tops og afroer og den røde væg, som næsten lige så godt kunne have været i Brooklyn i 80’erne, hvor ’Do the Right Thing’ foregår«.
Men filmens stil er også uløseligt forbundet med ét af dens vigtigste temaer: Hår.
»Fordi det handler om æstetik, værdighed og overskud til at se godt ud, så synes jeg også, det kaldte på nogle greb, hvor der er visuelt overskud«, forklarer han.
Som seer står man næsten hele filmen igennem ansigt til ansigt med de medvirkende. Noget instruktøren har brugt for at lade frisurernes »skulpturelle kvalitet« komme til sin ret. Men også for at skabe øjenkontakt.
»Filmen handler på mange måder om nogle mennesker, som optræder rigtigt meget i nogle statistikker, men som man sjældent får lov til rigtigt at se i øjnene. Det var derfor, vi valgte grebet med spejlet. Så får man virkelig lov til at se dem i øjnene. De kigger bogstavelig talt direkte ind i kameraet«.
Den cool æstetik er en måde at yde Qasims barbersalon og dens kunder retfærdighed. En måde at skabe et modbillede til, hvordan udsatte boligområder ofte beskrives som trøstesløse steder, og som man over hele landet arbejder på at rive ned.
For Langballe er det fællesskab og den imødekommenhed, som man kan mærke i ’Q’s Barbershop’, mindst lige så sigende for boligområdet.
»Man taler altid om blokkene og ikke om menneskerne«, siger han. »Det virker, som om de drenge, der er med i filmen, er glade for at komme ud med en anden historie«.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019