’Reformisten’: Danmarks første kvindelige imam er sej – men der er noget, jeg ikke forstår
CPH:DOX. Alle muslimer kan frit kalde sig imamer, da det ikke er en beskyttet titel. På papiret i hvert fald. For selvom titlen hverken kræver eksaminer eller officielle tilladelser, er den velgarderet på flere fronter: af kultur, dogmer og en masse mænd med fuldskæg, som insisterer på den eksklusive ret til at lede fredagsbønnen og vejlede i troen.
Sherin Khankan er hverken en mand eller har fuldskæg. Alligevel påtager hun sig i 2016 titlen som trosvejler og imam og etablerer, med et følge af både mandlige og kvindelige reformister i ryggen, Mariam-moskéen, der henvender sig mod og ledes af kvinder.
Selvom moskéen naturligvis møder protester udefra, er det de interne stridigheder, der for alvor får projektets fundament til at vakle. Det er i hvert fald det indtryk, man får i Marie Skovgaards ’Reformisten’, der stiller skarpt på Sherin Khankan og moskéens første år.
Som barn af en kristen finne og en muslimsk syrer tror Khankan på kærlighed frem for dogmer. Koranen skal læses med hjertet, ikke hjernen, mener den nyuklækkede imam, der straks skrider til handling, når interreligiøse par og voldsramte kvinder kommer til hende for at blive henholdsvis muslimsk viet eller skilt.
Hendes overbevisninger er stærke, og de får hende en gang imellem til at rykke frem så hurtigt, at de andre reformister knapt kan følge med. For hvor i Koranen står det egentlig, at to fra forskellige trosretninger må mødes i ægteskabet? Sådan spørger en af moskéens andre frontfigurer og melder pludselig sin afgang.
Marie Skovgaards dokumentar tegner et billede af en ildsjæl og en individualist, der – en kende ironisk måske – kæmper for tolerance, men skal lære at mestre kompromissets kunst.
I sidste ende skal hun vælge mellem fællesskabet og sine egne stålfaste principper.
Hun ønsker det sidste, men bliver trukket mod det første, og det skaber en aura af styrke og ensomhed omkring hende. En ensomhed, der males frem i de mange scener, hvor hun ses siddende alene i lejligheden, ofte foran den bærbare, hvor beskederne tikker ind fra bekymrede moské-medlemmer og hadefyldte, såkaldte ’rettroende’ muslimske mænd.
Portrættet byder os som udgangspunkt ind bag facaden på den stærke Khankan, men helt intime bliver hun og jeg alligevel aldrig. Måske er det bare, fordi jeg selv er en uforstående, troløs og vaklende type, men filmen efterlader mig med en række nagende uopklarede spørgsmål, der er fundamentale for at forstå den tro og den kamp, hun har valgt at opbygge sit liv omkring.
Hvorfor kaster hun for eksempel i første omgang sin kærlighed over en koran, der i sin bogstavelige form tilsyneladende strider lidt rigeligt imod hendes overbevisninger om kærlighedsbud og homoseksualitet? Og hvorfor har en kvinde, der tror på kærlighed frem for dogmer, valgt at give afkald på det første for at tage kampen op mod det andet?
Jeg er sikker på, at imamen Sherin Khankan kunne give både kloge og fyldestgørende svar. Men for nu må jeg tage til takke med et fint melankolsk portræt af en imponerende kvinde og en vigtig lektion ud i kompromissets svære kunst.
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019