’Special’: Ny Netflix-serie er et sympatisk forsøg på at bryde tabuer om sex og handikap
Karakterer med handikap er stadig et særsyn i film og tv og henvises typisk til biroller. LGBT-karakterer med et handikap kan jeg tælle på to hænder. Derfor er den nye Netflix-komedieserie ’Special’ lidt af en mediehistorisk sensation: Hovedpersonen er både homoseksuel, har CP (hvad man i gamle dage kaldte spastisk lammelse), og det samme gælder den skuespiller, der har indtaget rollen. Dét er aldrig nogensinde set før.
’Special’ følger 28-årige Ryans forsøg på at løsrive sig fra en overbeskyttende mor og navigere i et homomiljø, der vægter kropsidealer højt. Ryan halter, har udfordret finmotorik og en masse ar fra ortopædiske operationer. Ikke lige dét stof Grindr-profiler er gjort af, som han forklarer sin fysioterapeut i første afsnit: »What would my profile even say? I’m gay and disabled – but I promise not to drool on you until our third date!«
Mens Ryan har det strålende med at være ude af skabet omkring sin seksualitet, gælder det samme ikke hans handikap. Og her er det, tilfældigheder tilbyder ham en udvej: En misforståelse fører til, at hans nye kolleger tror, Ryan fik sit handikap af at blive ramt af en bil. Og det er så meget federe end at være født anderledes. En bil kan hvem som helst jo blive ramt af – det er klart et trin op i normalitetshierarkiet! Så Ryan lader kollegerne blive i troen, går i skabet med sin CP, og det giver fordele både på jobbet og i privatlivet.
Serien åbner med Ryans første dag som praktikant på Eggwoke, hvor der blogges »brilliant, millennial, LOLzy satire«. Parodien på blogger-miljøet og en skinger chef, der kører rovdrift på dybt personlige bekendelser blandt medarbejderne, er en smule overkørt, men ikke fuldstændig ved siden af. Her bliver Ryan hurtigt venner med Kim, der fungerer som den romantiske komedieheltindes homoseksuelle bedste ven: En person, der ikke selv har et (kærligheds-)liv, men til gengæld er dybt investeret i hovedpersonens.
Nu er Ryan selv en homoseksuel mand, så her udstyres han i stedet med en kvindelig bestie, der er brun og tyk. Kim deler ud af sin egen erfaring med at give pokker i kropsidealer ved eksempelvis at sætte Ryan til at nævne pæne ting ved sin krop og i øvrigt opfordre ham til at dyrke sex hurtigst muligt. Da det går op for hende, at han aldrig har prøvet det, hjælper hun ham med at finde en professionel.
Om portrættet af den mandlige sexarbejder, der er lige så sympatisk, som han er velproportioneret, rammer plet, skal jeg ikke kunne sige. Men sexscenen mellem ham og Ryan er forfriskende. I stedet for de billedskønne kroppe i ’Call Me By Your Name’ eller den imponerende avancerede førstegangssex i ’Adele’s liv’ får vi noget, der virker autentisk. Ryan er så nervøs, at han har taget alt for pænt tøj på og ved et uheld giver sexarbejderen et knæ i ansigtet. Han skal guides og er mere skrøbelig end poserende, mens han venter i sengen med benene trukket op til sin hage.
Og der bliver ikke panoreret væk, da Ryan begejstret erfarer, at »anal sex is insane!« Det er et af seriens fineste øjeblikke, der kan konkurrere med det bedste inden for LGBT-film og -tv. Samtidig er det grundlæggende revolutionerende at se en anderledes krop seksualiseret på den måde i et mainstreammedie. Det bryder et tabu, uden at fortællingens flow går i stå.
’Special’ består af ganske korte afsnit, og formatet sætter grænser for, hvor dybt man kan komme ind under huden på personerne. Vi får nogle nuancer af både Ryan og hans mor, mens eksempelvis Kim forbliver en flad hjælpekarakter, der udspyr kropspositiv visdom, når Ryans udvikling kræver det.
Egentlig er det opløftende at se en alliance mellem karakterer med forskellige andetheder, og den giver mening, fordi både tykhed og fysisk handikap kommer til kort over for klassiske kropsidealer. Problemet er bare, at Punam Patel, der spiller Kim, overhovedet ikke er tyk. Med den casting kommer serien lidt til at underminere Kims mange fine pointer og budskabet om mangfoldighed.
Ryans handikap, der er baseret på Ryan O’Connels liv frem for en casting-beslutning, er reelt også minimalt. Han kan klare sig selv, så længe han bruger sko uden snørebånd, og derfor behøver serien ikke for alvor forholde sig til de barrierer, mennesker med CP faktisk møder. I afsnit, der er for korte til andet og mere, skildres Ryans handikap som noget, der først og fremmest handler om hans egen attitude – ikke om omverdenens fordomme og indretning.
Dén kliche er set mange gange, og jeg forstår godt dens popularitet, for den frikender kropskapable seere fra ethvert medansvar for, hvordan os med handikap bliver mødt. Her kunne jeg godt ønske mig at se flere sider af sagen, men det ville nok kræve væsentlig længere spilletid end de to timer, hele sæson ét af ’Special’ varer.
Kort sagt:
’Special’ hæver barren for, hvordan karakterer med handikap skildres i serier, men forbliver overfladisk.
(Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.)
Sarah Glerup er handikapaktivist, har skrevet specialet ‘Dansk film på krykker’ om fremstillingen af fysisk handikap i filmhistorien og står bag podcasten Outcast om handikap og tykhed i kulturen.