Der har længe floreret rygter om, at Universal Studios planlagde at bringe den klassiske ‘Jurassic’-trio bestående af Alan Grant, Ellie Sattler og Ian Malcolm – spillet af henholdsvis Sam Neill, Laura Dern og Jeff Goldblum – tilbage i den tredje og sidste ’Jurassic World’-film. Nu er rygterne blevet bekræftet.
Nyheden kom efter en særvisning af den første ’Jurassic World’-film, hvor filmens instruktør Colin Trevorrow i en efterfølgende Q&A endelig kunne gøre det officielt. På scenen fik han pludselig besøg af en hemmelig gæst i skikkelse af Laura Dern. Hun spurgte, om hun ikke godt måtte komme tilbage og spille Sattler i den næste film. Derudover ville hun også lige høre, om hun måtte tage sine to venner Sam Neill og Jeff Goldblum med.
Den gik Trevorrow med på, og han annoncerede derefter, at de alle tre ville vende tilbage i »store roller«. Det tyder altså på, at vi kan forvente mere end bare en gæsteoptræden.
Great Q&A w/ @colintrevorrow at the @Collider #JurassicWorld screening with a surprise special guest! pic.twitter.com/MvXn96juSK
— Krista Mosowitz (@CA_Stella) September 25, 2019
Sam Neill, Laura Dern og Jeff Goldblum var alle en del af castet i Steven Spielberg klassiker fra 1993. Sam Neill og Laura Dern medvirkede også i ’Jurassic Park III’, mens Jeff Goldblum medvirkede i ’The Lost World: Jurassic Park’ og havde en lille cameo i sidste års ’Jurassic World: Fallen Kingdom’. Det vil altså være første gang siden originalen, at trioen er samlet.
I sidste uge udkom kortfilmen ’Battle at Big Rock’, som bygger bro mellem ’Fallen Kingdom’ og det næste kapitel. I ’Jurassic World 3’ kan vi altså regne med at opleve en verden, hvor mennesker og dinosaurer eksisterer side om side. Og som Universal Studios og Amblin Entertainment efterfølgende har skrevet i en pressemeddelelse:
»Når hele verden bliver forhistorisk, så ringer du til eksperterne«.
Med ombord på filmen er også Chris Pratt og Bryce Dallas Howard, der genoptager deres roller fra de to foregående film.
’Jurassic World 3’ får premiere i sommeren 2021 og bliver skrevet og instrueret af Colin Trevorrow, som har fået hjælp til manuskriptet af Emily Carmichael (’Pacific Rim: Uprising’).
Læs også: ’Battle at Big Rock’ – den bedste ‘Jurassic Park’-film i to årtier er otte minutter lang