’The Hole in the Ground’: Jeg kommer til at tænke på skikkelsen bag træet de næste mange nætter
’The Hole in the Ground’ skal ses i absolut mørke. Det kan måske virke overflødigt at sige – for bør alle gysere ikke ses i nattens mulm?
Men det gælder særligt denne irske film, der både involverer hjemsøgte skove og uhyggelige børn. Den er nemlig optaget i så harsk og ugennemtrængeligt mørke, at det får slaget mellem mennesker og white walkers i ’Game of Thrones’ til at ligne ’Midsommar’.
Da den enlige mor Sarah (Seána Kerslake) må ud i skoven midt om natten for at finde sit barn, der er løbet hjemmefra, foregår det kun ved hjælp af lyskilden fra sin lommelygte. Hvor lygten i andre film ville udsende det samme skarpe lys som fra et spotlys, når lyskilden her knap nok til den nærmest træstamme. Eller vent, bevægede den træstamme sig lige?
Mørke skove og mystiske skikkelser er langt fra Sarahs eneste problemer. Hun er flygtet fra en voldelig mand til et hus, der ikke engang har en adresse, midt ude i den irske ødemark. Men da hendes barn er tæt på at falde ned i et gigantisk synkehul midt ude i skoven, begynder hun at ane, at noget er galt. Barnet hun finder, ligner måske hendes Chris. Men det er ikke hendes barn. Det er sådan noget, kun en mor kan ane.
Om end den irske lokation er sjælden i gyserøjemed, fortæller ’The Hole in the Ground’ en velkendt historie. Alene i år er filmen den tredje af sin slags om en mor, som må indse, at hendes søn er besat af djævleyngel. Man kunne med rette spørge, hvor alle de ondsindede døtre gemmer sig henne.
Men Lee Cronins debutfilm skiller sig alligevel ud, ganske simpelt gennem solidt håndværk. Børn kan være forbandet svære at instruere til at være uhyggelige. Men lille søde James Quinn Markey, der spiller Chris, sender kuldegysninger ned ad rygraden, når han forventningsfuldt og tomt stirrer op på sin mere og mere desperate mor.
En kuldegysende tur gennem den mørke skov er langt fra den eneste scene, der rammer én som en spand koldt vand. Sarah vågner pludselig ved, at hun kan høre lyde bag Chris’ dør. Små, kriblekrablelyde akkompagneret af dyriske støn.
Det kan lyde bekendt, men det er altså stadig nødvendigt med en pude for ansigtet, da Sarah kigger under døren. Og da hun sent i filmen begiver sig under jorden, sendes der nervepirrende, paniske mindelser om Neil Marschalls klaustrofobiske gyser ’The Descent’.
Samtidig er det utroligt forfriskende med en gyserfilm om et morderisk barn, der udviser sympati for moren. I både ’The Prodigy’ og ’Brightburn’ portrætteres hun som den klassiske bjørnemor, der ikke har en identitet uden for sit lille skodbarn. Sarah er derimod en langt mere fuldbyrdet karakter. Hun snapper af sit barn og har et liv uden for hans sfære. Og da hun mærker, at noget er galt, stoler hun på sin egen intuition og tænker straks på sin egen overlevelse.
Samtidig er hendes voldelige fortid smagfuldt behandlet. Lee Cronin forstår tydeligvis, at han ikke behøver vise os Sarah blive slået halvt ihjel, for at vi kan sympatisere med hende.
Med en så stor forståelse for genren kan det virke en anelse synd, at instruktøren ikke har valgt noget mere originalt materiale at kaste sig over. Filmen er distribueret af yndlingsselskabet A24 i USA, der tidligere har haft næse for moderne gyserklassikere som ’The Witch’, ’Under the Skin’ og senest ’Midsommar’. Barren er med andre ord sat højt, så det giver til en vis grad mening, at filmen er forsvundet i støjen.
Men om ikke andet vil jeg komme til at tænke på skikkelsen bag træet de næste mange nætter.
Kort sagt:
Få gysere er så mørke, stemningsfulde og isnende uhyggelige. Forhåbentlig kaster instruktør Lee Cronin sig over mere originalt materiale næste gang, for han har evnerne og talentet til at blive virkelig stor.
Læs også: Disse serier skal du streame i oktober