Roskilde Festival: Normalt hader jeg telefoner under koncerter. Men for denne Ethel Cain-fan gør jeg en undtagelse
KONCERT. Det er Ethel Cains uheld, at hun er blevet så stort et navn, som hun er.
Hun har ellers gjorde sit bedste for at skræmme kunderne ud af butikken med sidste års halvanden time lange støjinferno, det dybt foruroligende ’Perverts’, samt albummet ’Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’, der mestendels består af lange, lyrikdrevne fortællinger – flere af dem 8, 10, 12 minutter lange.
Det til trods havde hun intet problem med at fylde Roskilde Festivals næststørste scene, og det var faktisk lidt en skam. Som dias i et gammelt lysbilledapparat har hendes billedrige, sydstatsgotiske sange brug for et hermetisk lukket, kulsort rum, for at deres flimrende intensitet kommer til sin ret.
Det skete ikke altid på Arena, hvor et storsnakkende publikum tilsyneladende havde besluttet sig for, at de langstrakte, dybt teksturerede droner, der på filmisk vis bandt sangene sammen, ikke rigtig var en del af koncerten.
Og hvor en sang som den fantastisk flotte, men også næsten stillestående ’Nettles’, der i momenter kan forveksles med en gammel appalachisk folkesang, var som en sart lilje, der slet ikke fik lov til at folde sine kronblade ud.
Heldigvis vidste Ethel Cain og hendes velspillende band godt, hvordan de skulle fange publikums opmærksomhed, når den var kommet på vildspor.
Cain med sit knejsende vidunder af en stemme, hvis gåsehudsfremkaldende, perfekt uperfekte randregister blev løftet mod himlen som et krucifiks, og hvor hvert et lille knæk føltes som at få knust sit hjerte igen og igen.
Og bandet med eksplosive crescendoer, hvor mastodontiske trommer og forvrængede guitarer flød sammen til fortættede sydstatssumpe, der opslugte publikum som kviksand.
Allerbedst fungerede det på den uhyggelige ’Ptolemaea’, hvor en tung, hjerteslagslignede puls konstant steg i tempo, inden den på rystende vis kulminerede i et isnende primalskrig på ordet »STOP«. Det virkede nærmest som en besværgelse på publikum.
I hvert fald var langt de fleste holdt op med at snakke, da Cain umiddelbart efter lukkede koncerten med en tretrinsraket af publikumsfavoritter: Den trøstesløse skæbnefortælling ’House in Nebraska’, den bedragerisk sødmefulde ’Crush’ og den legesyge, countryklingende ’Thoroughfare’. Det var tilsyneladende de sange, folk var kommet for.
Under koncerten stod jeg ved siden af en kvinde, der med sin telefon i hånden minutiøst studerede teksterne til hver en sang.
Gribende tragedier, der blander David Lynch-agtig americanamytologi med krystalklare øjebliksbilleder fra støvede, mennesketomme sydstatsbyer, hvor vold udøves med en pistol i den ene hånd og biblen i den anden, og hvor livet mildest talt ikke altid er nemt for en transkvinde som Ethel Cain.
Det er historier, der fortjener koncentration. Jeg er normalt ikke fortaler for telefoner til koncerter, men der måtte alligevel gerne være flere som denne stilfærdigt læselystne heltinde.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.