Soundvenue Springer: Arian Kashef vil vise Danmark, hvad han er skabt til

Fra han lavede musik i sit hjemmebryggede studie med barndomsvennen ArtigeArdit, til han fik kæmpe succes som youtuber, inden det rigtigt blev en ting, har Arian Kashef turdet drømme stort. Også selvom han i skolen fik at vide så mange gange, at han var det sorte får, at han til sidst troede på det. I dag er den 24-årige skuespiller en komet, der er aktuel i DR-serien ’Når støvet har lagt sig’ og snart får sin filmdebut.
Soundvenue Springer: Arian Kashef vil vise Danmark, hvad han er skabt til
Skuespiller Arian Kashef, (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

I 2015 tog Arian Kashef røven på alt og alle – inklusive sig selv – da han kom ind på en af landets eftertragtede i første hug.

Som teenager var han ellers godt i gang med en karriere som professionel youtuber, før det rigtigt blev en ting. På kanalen ’Arian Planet’ skabte han blandt andet internationale overskrifter ved at afprøve et socialt eksperiment fra USA i Danmark, der undersøgte, hvem der var mest tilbøjelige til at give deres mad til en hjemløs – almindelige danskere eller andre hjemløse?

Men i dag har den 24-årige skuespiller opgivet 80.000 følgere og millioner af views og slettet de fleste af sine virale videoer igen. I stedet går han benhårdt efter drømmen.

I disse uger kan vi se ham i DR’s søndagsserie ’Når støvet har lagt sig’ som den duknakkede Jamal, der forsøger at kæmpe sig væk fra sine trange kår –  én krøllet pengeseddel ad gangen. En rolle, Kashef har ladet sig inspirere til af en af sine egne yndlingsfilm, den Oscar-vindende ’Moonlight’.

For tiden spiller han med i det prisvindende ‘Lyden af de skuldre vi står på Aarhus Teater. Hans spillefilmdebut venter senere på året i Frederik Louis Hviid og Anders Ølhoms politidrama ’Shorta’. Og allerede til april kan han desuden opleves som storebror i en familie hvirvlet ind i hemmeligheder i DR3-serien ’Om natten lyver jeg aldrig’.

Rollerne vil til sammen få det til at stå lysende klart, hvor mangefacetteret en skuespiller Arian Kashef er: Dybt troværdig som både den introverte nørd og den udadvendte charmør.

Han voksede op i et miljø, hvor de færreste turde drømme, og blev i skolen kategoriseret som det sorte får. Men selv har han aldrig været i tvivl om, at han nok skulle komme frem i verden.

»Det var skuespillet, der fandt mig. Da jeg gik i gymnasiet, så jeg en annonce for et teaterforum, der hedder C:ntact. Mange af de ansigter jeg så, var folk med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg tænkte, at hvis de gør det, så kan jeg måske også få lov. Man spejler sig jo i dem, som ligner én selv. Så ringede jeg bare og sagde, at jeg havde en historie at fortælle. Jeg vidste ikke hvilken dengang, men jeg tænkte bare, at jeg nok havde et eller andet«.

»Jamal er meget depressiv, så det følte jeg mig også, da jeg spillede rollen. Det er hårdt at spille en, der er så alene. Man tænker jo, om min karakter har været skyld i terrorangrebet, så det har jeg også tænkt meget over. Men han er meget anderledes end mig. Jeg kunne mærke, at hans sårbarhed ville være interessant for mig at undersøge. Det var mange af mine yndlingsfilm i én rolle. Jeg tænkte meget på ’Moonlight’, som jeg elsker og har set måske fire gange. Jamal er også lidt ’the underdog’. Der er ikke nogen, som elsker ham, og vi kan alle sammen relatere til at have brug for kærlighed«.

»Det er fedt at være i en serie, der er politisk. Jeg synes også, skuespil handler om at afspejle virkeligheden i det samfund, vi lever i. Der er masser af ting på Netflix, som vi kan se og bare slappe af og flygte. Den her serie, synes jeg, er ikke sikker på den måde. Folk er meget uenige, om det er godt eller dårligt, og det er fint. Vi skal ikke tilfredsstille folk, det er ikke det, det handler om. Et terrorangreb er aldrig smukt, og døden er aldrig flot. Den er grim, uanset hvordan vi vender eller drejer det. I ’Når støvet har lagt sig’ er der ikke noget filter på«.

»Jeg havde aldrig været i teateret, før jeg søgte ind på Scenekunstskolen. Jeg læste på Shakespeares ’Romeo og Julie’, og min mentor sagde, at jeg skulle tage ind på Det Kongelige Teater og se forestillingen. Så det gjorde jeg, og det var noget af det fedeste, jeg havde set. Men da folk begyndte at klappe og gå fra sæderne, syntes jeg, at det var lidt mærkeligt. ’Skulle de ikke dø til sidst? Er det ikke sådan, historien er?’, spurgte jeg, da jeg ringede til ham bagefter ude i bilen. Han grinede og forklarede mig, at der er noget, der hedder andet akt. Så gik jeg derind anden gang, men der kom en af skuespillerne til skade, så forestillingen blev stoppet. Først i tredje forsøg fik jeg lov til at se hele stykket«.

Arian Kashef. (Foto: Sebastian Apel for Soundvenue)

»Jeg kom ind på Scenekunstskolen i første forsøg. Det havde jeg slet ikke regnet med. Det var meget chokerende for både mig og min lærer. Jeg havde talt med folk, som havde søgt fem og seks gange. Folk, der havde forældre, som var store skuespillere med store efternavne. Jeg skulle jo bare mærke efter og vise, hvad jeg kunne. Hvis jeg ikke kom ind, søgte jeg bare igen«.

»Jeg var ikke god i skolen, og jeg var ikke glad for skolen, så jeg har altid søgt det kreative. Da jeg var yngre spillede jeg violin og rappede. Jeg havde et lille studie, som bestod af et lydkort hjemme hos mig, hvor min ven Ardit (ArtigeArdit, red.) kom og rappede. Dengang var vi elendige, nu går det virkelig godt for ham, haha. Jeg finder stadig meget ro i at spille musik og har et klaver. Det er måske også det, jeg gør ved at spille skuespil. Det er min måde at meditere på. At undslippe virkeligheden«. 

»Jeg prøver at undgå at sige, at jeg har lavet Youtube. Jeg vil gerne have lov til at være kendt som skuespiller, uden at folk skal referere til mig som youtuber. De ting, jeg lavede, var meget anderledes. Det var før ’youtuber-fænomenet’ for alvor begyndte at komme frem. Der, hvor jeg er nu, passer til den dybe person, jeg har lyst til at være. Det er det, mit fag er godt til«.

»Der hvor jeg kommer fra, er følelser ikke noget, man viser mange af. Scenekunstskolen formede mig, men den ændrede mig ikke. Jeg tog til København hver anden weekend, og jeg havde stadig mine venner, jeg holdt fast i mine rødder. Selvom det var livsændrende at gå der, tror jeg også, at jeg kunne klare det nemmere end andre. Nogle af de ting, jeg er vokset op med, var pludselig en gevinst. Det hjalp mig at være lidt hård og robust og have oplevet nogle andre ting, fordi man er så intenst sammen. Det hjalp, at vi var forskellige. Samtidig var det også en befrielse at opleve den bløde side af mig selv. Det var en anden halvdel af Arian, jeg kunne få lov til at vise«.

Arian Kashef havde et menneske, han så op til som barn: Sin mor. (Foto: Sebastian Apel for Soundvenue)

»Der var mange i mit nabolag, der ikke turde drømme, fordi vi ikke havde folk omkring os, der udlevede deres. Jeg kommer fra et fantastisk hjem. Begge mine forældre er højtuddannede og har altid givet mig alt. Men andre omkring mig havde ikke de samme vilkår. Jeg har nærmest følt, at mine drømme var alt for store til den virkelighed, jeg levede i«.

»Mine lærere fortalte mig altid, at jeg havde dårlig energi og fyldte for meget. Jeg blev sendt ud at løbe rundt om skolen for at koncentrere mig. Jeg var bare en hyperaktiv dreng, der ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med min energi. Jeg var ikke god i skolen, men jeg vidste ikke, hvad jeg var god til. Når man får at vide, at man er det sorte får, begynder man pludselig at tro på det«.

»Jeg tror kun, det var min mor, jeg så op til som barn. Det var hendes drivkraft, der fik mig væk fra alt det dårlige. Af alle mennesker jeg har set, har min mor altid været den stærkeste, den mest positive, og hun har altid arbejdet hårdt. Hun kom til landet og læste på universitetet, mens hun havde mig som lille og ventede min søster. Det handlede om kroner og ører, så der var ikke plads til alle mulige ungdomsdrømme. Det har fået mig til at tænke: Hvis min mor kunne opnå alt det her, hvad fanden kan jeg så ikke blive til? Jeg nægter at lave et eller andet bare for at arbejde eller tjene penge. Jeg skal vågne op og være glad hver evig eneste dag«.

»Jeg vil gerne spille en rolle, hvor jeg bare bliver forelsket i én, og det behøver ikke handle om, at jeg er fra en indvandrerfamilie. Jeg kan godt spille én, der hedder Alexander i en tragisk kærlighedshistorie, der bliver forelsket i nogen. Ligesom i ’Lykke-Per’ – snildt! Det, skuespil kan, er at sætte forskellige farver og verdener sammen. Verden er mere farverig, end vi går og tror«.

»Jeg vil ikke sættes i bås på grund af min hudfarve, eller hvordan jeg ser ud. Der føler jeg ikke, vi er langt nok i udviklingen i Danmark endnu. Branchen har et ansvar for at lade være med at typecaste hele tiden. Vi er på vej derhen, jeg håber bare, at udviklingen sker lidt hurtigere. Når det kommer til mine drømme, er jeg er sgu ikke tilfreds endnu. Jeg vil gerne vise Danmark, hvis ikke verden, at det er det her, jeg er skabt til. At jeg har noget på hjerte, som jeg gerne vil fortælle«. 

‘Når støvet har lagt sig’ kan ses på DR. ‘Shorta’ får premiere 22. oktober.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af