2019’s største filmflops trækker tænder ud – men utroligt nok er ‘Cats’ ikke nummer sjok

2019’s største filmflops trækker tænder ud – men utroligt nok er ‘Cats’ ikke nummer sjok
'Cats'.

Deadline har gjort status over de fem største filmflops fra 2019, der holder blockbusternes marketing- og produktionsomkostninger op imod filmenes indtjening i verdens biografer.

Og selvom det kan være nok så underholdende at se, hvor mange millioner Hollywood endnu engang har fejlplaceret, kan forrige års største skuffelser være en nyttig lærestreg i den svære tid, som mange biografer og producenter efter coronakrisen går i møde.

Her er fadæserne, til skræk og advarsel:

Førstepladsen går trist nok til den sidste film i X-Men-franchisen, ’Dark Phoenix’, der havde Game of Thrones-stjernen Sophie Turner i front.

Efter forskellige udgivelsesdatoer havde været i spil, blev den kvindedrevne ’Dark Phoenix’ udgivet i juni forrige år, fire måneder senere end først planlagt. Filmen satte ikke bare punktum for X-Men-universet, men også for 20th Century Fox som et selvstændigt studie, efter produktionsselskabet blev opkøbt af Disney.

Fox’ opbrud betød uheldigvis, at mange af ’Dark Phoenix’ promoveringsmedarbejdere blev fyret under filmens marketingskampagne, der ellers var selskabets svanesang.

Det kostede filmen dyrt, og selv efter en lang række re-shoots kom fønixen aldrig rigtig på vingerne. Vores anmelder endte på sølle to stjerner til filmen, der havde kostet over 200 millioner dollars at producere. Og selvom ’Dark Phoenix’ indtjente 252 millioner dollars, gav de fejlslagne marktingskampagner og den udskudte udgivelsesdato filmen et tab på 133 millioner dollars.

Linda Hamilton i ‘Dark Fate’.

Andenpladsen går til ’Terminator: Dark Fate’, der havde Tim Miller (’Deadpool’) i instruktørstolen og James Cameron på sidelinjen, som filmens producent.

Selvom Cameron fik bragt Linda Hamilton og Arnold Schwarzenegger tilbage til ‘Terminator’-universet, viste det sig, at Miller nok hellere ville have været foruden Camerons tætte indblanding. Eftersigende skulle de to filmmagere nemlig havde haft en del kreative uoverensstemmelser i klippeprocessen.

Selvom anmelderne ellers var ganske tilfredse med det omstridte resultat, endte ’Terminator: Dark Fate’ med at tabe 122,6 millioner dollars, muligvis grundet den forgående film, ’Terminator: Genisys’, hvis dårlige modtagelse fire år forinden, stadig kastede en lang skygge.

Og så til 2019s mest forhadte film: Tom Hoopers freakshow ’Cats’.

Selv nogle af underholdningsbranchens mest cool cats and kittens (James Corden, Judi Dench, Idris Elba, Jennifer Hudson, Sir Ian McKellen og Taylor Swift) kunne ikke redde filmen, hvis tab på 113,6 millioner dollars vist giver sig selv.

Fjerdepladsen af flops går til Ang Lees dobbelgænger-actiondrama ’Gemini Man’ med Will Smith, hvis dyre teknologi og hovedskuespiller gav et tab på 111,1 millioner dollars.

Til slut tabte studiet bag ’Coraline’, Laika, 101,3 millioner dollars på stopmotion-filmen ’Missing Link’.

Titlen som 2019’s bedst indtjenende film gik derimod til ikke overraskende til ‘Avengers: Endgame’, der indspillede for over 2 varme milliarder dollars på verdensplan. Et tal, der gør filmen – hvis budget på 356 million dollars ligeledes sikrede den prisen som en af historiens dyreste – til den største boxoffice-succes nogensinde. Miav!

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af