’X-Men: Dark Phoenix’: Mutanterne ligger som halvdøde fisk og gisper efter vejret
Det her bliver efter sigende den sidste film i den nuværende serie. Hvis og når X-Men genopstår, bliver det som en del af Marvel Cinematic Universe, som vi har set det med ’The Avengers’.
Det har været en blandet fornøjelse at følge X-Men-serien igennem 12 film i løbet af 19 år. Fra den første film i 2000, der indvarslede superhelte-boomet, og den fremragende toer, ’X2’, der stadig står som en af de bedste superheltefilm nogensinde. Derfra over den ambitiøse tidsrejse-saga ’Days of Future Past’ og det tragiske farvel til Wolverine i ’Logan’. Men undervejs var der også den larmende, rodede treer ’The Last Stand’ og den nonsensfyldte, uspændende ’Apocalypse’.
Det er skuffende, at ’Dark Phoenix’ skal lukke og slukke X-franchisen med endnu en omgang fladt filmhåndværk i en fantasiløs fortælling.
’Dark Phoenix’ handler om den kraftfulde mutant Jean Grey. Efter et traume i barndommen overlades hun i Charles Xaviers varetægt på hans skole for børn med særlige evner. Den voksne Jean Grey kæmper med at håndtere sine kræfter, og da hun udsættes for en mystisk, overjordisk energi, bobler traumet frem, og den unge kvindes sind formørkes.
Der er i adskillige X-Men-film blevet hintet til Jean Greys transformation. Dette er det første direkte forsøg på at fortælle historien ’The Dark Phoenix Saga’, som er en tegneserieklassiker. X-fans var skuffede over ’The Last Stand’, der tog nogle plottråde derfra. ’Dark Phoenix’ skulle have været ’den rigtige’ filmversion.
Instruktøren hedder Simon Kinberg, der pudsigt nok var med til at skrive ’The Last Stand’, og ’Dark Phoenix’ er måske hans forsøg på at fortælle Jean Greys historie rigtigt. En totimers film er bare ikke meget til at rumme denne saga, og hendes karakter når knapt at blive etableret, inden publikum skal føle for hende. Og det på trods af, at vi har set figuren i flere film og som X-publikum burde kende Jean Grey og være klar til at se hendes historie udfolde sig.
Men den Jean Grey, vi ser i ’Dark Phoenix’, er på mystisk vis et ubeskrevet blad. Der er blevet rodet så meget rundt i mutanternes timeline, at det kræver en skoletavle med noter og pile for at holde styr på, hvad der er sket, og om det, der er sket, rent faktisk er sket, og i så fald, om det er sket før eller efter det, der sker nu.
Resultatet er, at jeg ikke rigtigt kender Jean Grey i Sophie Turners version. Som skuespiller efterlades Turner med meget lidt reel handling, men til gengæld en masse dialog om, hvad hun føler. Det er visuelt fantasiløst, et svigt af karakteren og et spild af en god historie. Det er som at se nogen møjsommeligt færdiggøre en prik-til-prik-tegning, hvor du for længst har gennemskuet motivet.
Jeg sad i biografsalen til den nye film og begyndte rent faktisk at savne det fjollede spektakel, som er ’The Last Stand’. Den forsøgte i det mindste at lave nogle storladne, mindeværdige scener. Så ved du, at du er vidne til en tynd omgang.
Kort sagt:
’Dark Phoenix’ er en ny version af X-heltenes svanesang, men i stedet for at rejse sig som en fugl fra asken, ligger den som en halvdød fisk og gisper efter vejret.
Læs også: Det skal du se i biografen i juni – fra den storroste ‘Booksmart’ til Anders Matthesen som korleder