Vi er efterhånden mange, der har forsødet vores karantænetid med store kattedyr og excentriske tigerfarmere i Netflix’ dokumentarserie-sensation: ’Tiger King’. Og vi er formentlig præcis lige så mange, der har slugt hele serien i én mundfuld, men alligevel godt kunne klemme en bid ekstra ned. Heldigvis er der godt nyt til alle de sultne cool cats and kittens derude: Der nemlig et nyt afsnit af serien på vej til Netflix.
Nyheden om det nye afsnit kommer fra ingen ringere end seriens egen Jeff Lowe – den (ret så skurkagtige) nuværende ejer af G.W. Zoo. Lowe delte nyheden i noget så random som en betalt videohilsen til Los Angeles Dodgers-spilleren Justin Turner og hans kone, der var blevet foræret en videohilsen af deres fælles ven.
»Netflix tilføjer et afsnit mere. Det kommer næste uge. De filmer her i morgen,« lyder det fra Lowe i videoen.
Hvilken slags episode, vi har i vente, er svært at sige, men man kunne måske forestille sig, der var tale om en form for reunion-afsnit, hvor vi hører fra de medvirkende, hvad seriens hitfaktor har haft af betydning for dem. Der er i hvert fald flere af de medvirkende, det ville være særdeles interessant at høre fra i disse tider – særligt efter serien har ført til en genåbning af den uopklarede sag om forsvindingen af/mordet på Carole Baskins tidligere mand.