Den danske biografkæde CinemaxX griber tilbage til de udødelige klassikere over sommeren, hvor coronakrisen har bremset en del af de planlagte amerikanske sommer-blockbusters.
Udover en stærk ‘Tenet’-opvarmning i form af hele fem Christopher Nolan-film i IMAX, disker CinemaxX også op med klassikere som James Camerons ‘Titanic’ og ‘Star Wars’-filmen over dem alle, ‘Empire Strikes Back’.
Der er også dømt gensyn med Harrison Fords replicant-jager Rick Deckard i Ridley Scotts science fiction-klassiker ‘Blade Runner’, som naturligvis følges af Denis Villeneuves fortsættelse ‘Blade Runner 2049’.
Man kan også glæde sig til endnu en gang at rejse tilbage til fremtiden med Marty McFly og Dr. Emmett Brown i ‘Back to the Future’. Der er også underholdning for hele familien med Pixar-nyklassikerne ‘Inderst inde’, ‘Coco’ og ‘Zootropolis’.
Desuden vises nyere film som Oscar-vinderen ‘La La Land’, ‘Rogue One’, ‘A Star Is Born’, ‘Rocketman’ og ‘Bohemian Rhapsody’.
Repremierekalender:
4. juni: ‘Titanic’, ‘Rogue One’, ‘Back to the Future’
8. juni: ‘Zootropolis’
11. juni: ‘The Empire Strikes Back’
18. juni: ‘Coco’
25. juni: ‘Alice i eventyrland’, ‘Inderst inde’
2. juli: ‘A Star Is Born’, ‘Rocketman’, ‘La La Land’, ‘The Greatest Showman’, ‘The Blues Brothers’, ‘Bohemian Rhapsody’
9. juli: ‘Blade Runner’, ‘Guardians of the Galaxy’, ‘Guardians of the Galaxy vol. 2’, ‘Blade Runner 2049’