’Ju-On: Origins’: Netflix-gyserserie er en ond og blodig tilføjelse til anerkendt japansk horrorsaga
Den japanske horrorfranchise ’Ju-On’ har givet mennesker over hele kloden utallige mareridt om små creepy børn, der laver kattelignende lyde, og en kvinde med usædvanligt langt kulsort hår, som laver en dødsrallen, der kommer helt bagerst fra ganen, inden hun dræber dig.
De originale japanske film holder stadigvæk, som man kan læse nærmere om i vores sommerserie, mens det seneste amerikanske bidrag til universet skuffede vores anmelder ekstremt.
Netflix’ nye serie ’Ju-On: Origins’ ligger i forlængelse af forlægget og tilføjer et ekstremt blodigt og dystert lag til en i forvejen mørk verden.
»Ju-On er inspireret af virkelige begivenheder«, fortæller en voice-over, mens en japansk dødsklokke ringer i baggrunden. »Alle disse begivenheder udsprang fra det samme hus. Men de virkelige begivenheder var langt mere uhyggelige end filmene«.
På den måde giver serien sig selv frihed til at skabe sit eget univers. Yaduo Odajima er en paranormal efterforsker, der i 1988 medvirker i et tv-program, hvor han skal prøve at finde en forklaring på de underlige lyde, som skuespilleren Haruku Honjo har optaget.
Det viser sig, at hendes kæreste har været ude at kigge på nyt hus. Ikke et hvilket som helst et, men det forbandede, hvor en mand holdt en kvinde indespærret, misbrugte og dræbte hende og hendes ufødte barn.
Det er den hændelse, der ligger til grund for den forbandelse, som rammer alle, der kommer ind eller i nærheden af huset. Vi følger flere forskellige skæbner, der på den ene eller anden måde bliver påvirket af forbandelsen.
I forhold til tidligere indslag i franchisen er der knap så mange jumpscares. I stedet er der ubehageligt lange sekvenser med tortur, voldtægt og alskens brutalitet badet i blod.
Det er, som om skaberne har tænkt, at klassisk J-horror ikke var helt nok længere og så åbnede ideboksen fra New French Extremity og udvalgte alt det mest grusomme.
Skolepigen Kawai bliver især trukket igennem lidelsesmøllen, og i det hele taget er det usædvanligt træls at være kvinde i den her serie. Afhængigt af hvilke øjne man ser den med, vil man enten frastødes af den lettere misogyne stemning eller se det som en kritik af det forældede patriarkalske samfund i Japan. Det er levnet fra fortiden, der stadigvæk skaber utryghed og destruktivt ødelægger alt for dem, som prøver at bryde ud af mønstret.
Dybest set handler serien om mænds brutale tendens til at behandle kvinder og børn som ting, der kan bruges og smides væk igen, når de bliver besværlige at have med at gøre – hvilket ligger fint i tråd med, hvad franchisen hidtil har kredset om. Her bliver det bare mere udtalt.
Serien udspiller sig over en årrække, men det kan til tider være svært at holde styr på, om der også er tale om, at tingene foregår i forskellig tidsperioder. Det er underligt, at tvivlen kan opstå her, mens man sjældent er i tvivl i tidsrejse-mindfuck-eposset ’Dark’. Årstal markerer de væsentligste hop i tid, men alligevel var jeg i tvivl om, hvorvidt en historie omkring et par foregik samtidig med afsnittets anden plotlinje.
I det sorte altopslugende hul af elendighed bliver selv de mindste glimt af lys og håb kvast som udtørret pindebrænde. Fra at handle om spøgelser bliver det mere et studie i, hvor onde og sadistiske mennesker kan være – og i den forstand er ’Ju-On’-serien mere slægtsbetonet med sydkoreanske film a la ’I Saw the Devil’ og førnævnte franske New French Extremity-bølge.
Det er hårdt at se, men også det værd.
Kort sagt:
’Ju-On: Origins’ puster nyt liv i den over 20 år gamle horror-franchise og tilføjer den et grusomt lag, hvor brutal vold og blodbad er nye elementer.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.