Ikonisk dødsrallen skræmte livet af mig, før jeg overhovedet havde hørt den på film

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag skriver David Madsen om en ganske særlig dødsrallen i en ganske særlig japansk horrorklassiker.
Ikonisk dødsrallen skræmte livet af mig, før jeg overhovedet havde hørt den på film

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Jeg havde frygtet dagen som få i mit liv. Dagen, hvor jeg så mig nødsaget til at se ’Ju-on: The Grudge’.

Det er den forbandede dødsrallen, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Hver gang det hævnfulde spøgelse Sueki Kayako går krabbegang mod sine rædselsslagne ofre, der har forvildet sig ind i hendes hus, lyder det som negle mod en tavle, dybt fra hendes vidtåbne svælg.

Selvom instruktør Takashi Shimizus spøgelsesgyser ’Ju-on: The Curse’ fra 2000 anses for at være en kultfilm, så er dén dødsrallen en lyd, enhver kan sætte ansigt på. De opspilede øjne, det kridhvide ansigt, iklædt en blodig ligpose og hyperkontrollerede bevægelser, inspireret af den japanske dødsdans butoh. Det er en lyd, der har hjemsøgt mig, så længe jeg kan huske.

Som filmens egen sammenfiltrede fortælling er dens ophav kompliceret. Shimizu instruerede de to segmenter ’4444444444’ og ’In the Corner’ i gyserantologien ’Gakko no kaiden G’ i 1998, hvor han introducerede de to spøgelser, henholdsvis Toshi, den lille blege dreng, som miaver, og hans mor Kayako, som begge optræder i samtlige ’The Grudge’-film.

Og selvom de to i dag er lige så ikoniske som Sadako Yamamura fra ’Ringu’, blev ’Ju-on: The Curse’ og efterfølgeren sparket direkte til vhs-butikkerne. Versionerne de fleste kender til – den japanske ’Ju-on: The Grudge’ fra 2002 og dens amerikanske remake fra 2004 – er på sin vis et remix af disse to timelange film.

De følger alle en identisk præmis: Den unge mor Kayako og hendes søn Toshi myrdes på bestialsk vis af manden, da han finder ud af, at hun har en affære. De efterfølgende år myrder deres spøgelser alle de mennesker, som kommer i kontakt med huset eller dets beboere. Formatet er nærmere en antologi end en traditionelt struktureret fortælling. Toshi og Kayako bruger ikke mange minutter på at myrde folk, så snart de har trådt over tærsklen – og hver død er akkompagneret af et nyt kapitel, som både springer i tid og karakterer.

Dæmonen i din seng

Det løse format giver næsten ingen rum til dramaet, men maksimerer til gengæld mængden af kuldegysende øjeblikke. Igen og igen overskrider ’Ju-on: The Grudge’ de grænser, som vi er vant til, at gyserfilm pænt holder sig indenfor, så publikum ikke får et hjerteanfald.

Selv befandt jeg mig i sikkerhed bag en stor pude med en god spand te og med flere meter til tv’et og i et rum, hvor den friske middagssol hilste smilende på. Lige lidt hjalp det.

Som i ’Motorsavsmassakren’ og ’Midsommar’ formår Takashi Shimizu nemlig at gøre dagtimerne hårrejsende uhyggelige. Kayakos bosted er klaustrofobisk, med duggede vinduer, en modbydeligt smal foyer og en trappe, som knækker på midten og ender i en halvmur. Den bløde morgendis, som i de fleste film fremkommer som en ven, er her en grim påmindelse om alle de hjørner, skabe og krinkelkroge, hvor spøgelset kan vise sit makabre ansigt.

‘Ju-on: The Grudge’.

Værst af alt påbegyndte ’Ju-on’ traditionen, hvor dæmonen ikke er under din seng, men i din seng. Den paniske Hitomo gemmer sig iltert under dynen med fjernsynet som beroligende støj i baggrunden.

Men billedet fryser i en morbid grimasse og en uhyrlig dødsrallen… Og da Hitomo løfter op i dynen for at undersøge, hvad der hiver hende i benet, ligger hun pludselig ansigt til ansigt med den kridhvide satan, der stirrer dødt igennem hende.

Dødens vægtløshed

I bund og grund er det måske fjollet at være bange for noget så banalt som et skræmmende ansigt. Men fra Babadooks storsmilende dødningegrin til Grev Orloks rottegrimase i ’Nosferatu’ har den slags dog altid sendt min puls op i det farlige felt.

’Ju-on: The Grudge’ har samtidig en modbydeligt kynisk tilgang til dødens vægtløshed. Kayako og Toshi er begge ofre for vold i hjemmet, men deres forfærdelige skæbner belyses kun overfladisk, hovedsageligt af betjente, der ikke viser dem megen interesse. De to spøgelsers ofre bliver gemt væk i husets hjørner, og de pårørende efterlades katatoniske, ude af stand til at kapere deres egen dødelighed. 

At ’Ju-on: The Grudge’ ender noget nær apokalyptisk med synet af Tokyos tomme gader og sedler om savnede personer blæsende i vinden fordrer blot motivet om, at vi alle er håbløst fortabte.

Ikke just opmuntrende, men forbandet effektivt.

’Ju-on: The Grudge’ kan for øjeblikket ikke streames via danske tjenester.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af