Manuskriptforfatteren Gillian Flynn er klar med sin opfølger til Emmy-successen ’Sharp Objects’. Denne gang kaster hun sig over en genindspilning af den britiske kultserie ’Utopia’, og hendes nyfortolkning har netop fået sin første trailer.
Serien følger en gruppe fanatiske fans af kulttegneserien ’The Utopia Experiments’, der afdækker skjulte budskaber i tegneseriehæftet, som peger i retning af, at tegneseriens handling udspiller sig i virkeligheden. Det bliver særligt tydeligt, da de møder tegneseriens hovedperson (spillet af ’American Honey’-talentet Sasha Lane) i den virkelige verden.
Til gruppens store forskrækkelse opdager de snart, at tegneserieforfatteren i al hemmelig har skrevet en opfølger om en verdensomspændende pandemi, som gruppen sætter ud for at sikre ikke bliver til virkelighed.
Udover Sasha Lane byder rollelisten på navne som John Cusack (’High Fidelity’), Rainn Wilson (’The Office’), Ashleigh LaThrop (’The Handmaid’s Tale’) og Jessica Rothe (’Happy Death Day’).
Den amerikanske genindspilning af ’Utopia’ har haft en lang og kringlet produktionshistorie: Gillian Flynn begyndte arbejdet på serien for HBO i 2014 med sin ’Gone Girl’-partner David Fincher ombord som instruktør. Den konstellation faldt dog sammen, da Fincher insisterede på et mega-budget på over 100 millioner dollars til første sæson (svarende til tre sæsoner af ’House of Cards’), hvilket fik HBO til at trække stikket.
Nu er serien så landet hos Amazon uden Fincher ombord, hvilket man kun kan ærgrer sig over. Den amerikanske premiere er sat til den 25. september på Amazon Prime. Serien lander formentlig på Amazon herhjemme kort efter.