Er tiden løbet fra ‘Lost in Translation’s fortabte filmturisme?

I en tid, hvor en tur til Tokyo er nærmest utopisk, står det klart, at den amerikanerdumme-turistindstilling måske er limen i ‘Lost in Translation’-romancen.
Er tiden løbet fra ‘Lost in Translation’s fortabte filmturisme?

Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘Lost in Translation’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.

Midt i en verdensomspændende pandemi har en tur til Tokyo aldrig været længere væk end lige nu. 

Det var derfor både en lignelse og en bitter pille at sluge at være det stavnsbundne og sofasiddende tredjehjul på Bill Murray og Scarlett Johanssons småeventyrlige tidslomme-forhold i den cinematiske storby. 

For når man sidder med efterårsregnen som piskesmældende reminder om, at man er i Danmark og drømmer om at danse grinende gennem et trafiklys med Bill Murray, bliver det for alvor klart, at Tokyo langt henad vejen er spildt på Charlotte og Bob. To amerikanske turister, som har lidt for travlt med deres livsmæssige kvaler til at sætte pris på byen (og i øvrigt har råd til værelser med store hotelsenge, spa og panorama-view). 

Er det usandsynlige makkerpar indbegrebet af fordommene om »globetrottere«, der gerne vil opleve »andre landes kulturer«, men kun så længe, det passer til deres egne behov? 

Selvom det er hjerteskærende at høre telefonopkaldet, hvor Charlotte kæmper for at holde tårerne tilbage, bider jeg alligevel mærke i hendes frasering af en uforløst tempel-udflugt: »Jeg kunne ikke mærke noget«. Da hun vandrer ind midt i en workshop i japansk blomsterbinding, Ikeabana, får hun kun lige akkurat anrettet en enkelt gren med synlig skepsis for projektet. 

Mere åbenlyst ubehøvlet er Bill Murrays falmede Hollywoodskuespiller Bob Harris. Om det er det lavtsiddende brusehoved eller blot oplevelsen af at rage op over japanerne i elevatoren, er hans totale modvilje over at skulle indspille den flittigt citerede Suntory-reklame fra begyndelsen en tikkende bombe. Godt nok er den japanske Mick Jagger-stylede instruktør, hvis mange instruktioner kun fattigt når frem til Harris i oversættelsen, til den irriterende side, men det er svært at sympatisere med Harris, der hellere vil »spille skuespil« og er blevet ‘tvunget’ af sin agent til at indspille en whiskeyreklame. Til den ringe sum af to millioner dollars for et par dages arbejde. 

Det er intet under, at Charlotte og Bob kommer godt ud af det med hinanden. De er begge i livskriser i en sådan grad, at det forhindrer dem i egentlig at nyde den japanske kultur – et klik med hotelfjernbetjeningen forbi et mærkeligt oversatureret tv-program ad gangen. 

En fælles fjende kender ingen alder. 

»Hule stereotyper«

Men hvor går grænsen mellem en racistisk skildring og at svælge i kulturforskelle?

Sofia Coppolas ‘Lost in Translation’ er siden premieren blevet heftigt kritiseret for filmens racistiske versionering af japanere som anstrengende, høflige lemminger, der knap taler engelsk, hvis de overhovedet får et ord indført. 

Da filmen blev Oscar-nomineret, startede Asian Media Watch anti-Oscar-kampagnen lostinracism.org, der frarådede akademiets medlemmer at stemme på den på baggrund af dens »hule stereotyper«. 

Samtidig var Coppolas nominering feministisk historie, da hun var den kun tredje kvinde til at blive nomineret som bedste instruktør. 

Kritikken til trods fik den statuetten for bedste originale manuskript og nød i såvel USA som Danmark fremragende anmeldelser. Sofia Coppola gik fra at være sin far, Francis Ford Coppolas lovende datter til en stjerneinstruktør i egen ret.

Venneforelskelse eller romance?

Selvom jeg ved gensynet kan mærke, at jeg ikke synes, Bob og Charlottes ironiske distance til deres omgivelser er lige så berettiget i dag, er det stadig ikke til at tage fejl af de universelle kvaliteter ved ‘Lost in Translation’. 

Selvom de to rige hovedpersonernes følelser af afskårethed kan virke lidt forkælet, er ensomhed nu engang ikke noget, man er berettiget til. 

Med Murrays og Johanssons kemi er det fantastiske ved fortællingen, at man selv føler sig mindre alene som usynlig del af deres aparte tosomhed. For er deres forhold en såkaldt venneforelskelse, eller er den romantiske slags? 

Da vi bad om input på På Soundvenues Instagram svarede 62 procent, at Bob og Charlotte har et venskabeligt forhold. Havde jeg stemt inden gensynet, havde jeg været helt enig. 

Det er på den måde også en af kvaliteterne, at man kan læse forskellige følelser ind i historien, hver gang man ser filmen. Parret skilles med et kys og en hemmelig afsked, som Bob hvisker i Charlottes øre. Hvad han siger, hører vi ikke, og muligvis derfor vækker fortællingen om de perfekte fremmede fantasien igen og igen. 

I ugens afsnit af podcasten kan du høre en dybere diskussion af filmens slutning med plads til et par Reddit-brugeres udsyrede fortolkninger. 

Selvom der er langt til Tokyo i pandemivirkeligheden, føles ‘Lost in Translation’ stadig som en ven i ensomheden.  

Den bliver ikke dårligere af, at man stiller sig lidt kritisk over for brugen af japanerne som bagtæppe for tomheden ved at være smuk, rig, berømt. Man kan sagtens lade sig rive med af de to rige privilegerede hotelgæsters dans med hinanden og livets smerte.

Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi kaster os over heroin-hovedværket ‘Trainspotting’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af