’Palm Springs’: Andy Samberg og gennembrudsstjerne bærer charmerende opdatering af ’Groundhog Day’
Nyles (Andy Samberg fra Lonely Island, ’Brooklyn Nine-Nine’ mv.) skal til bryllup i Palm Springs. Og det er ikke første gang. Snart står det klart, hvorfor han ikke engang ulejliger sig med jakke og slips som de øvrige bryllupsgæster. Nyles sidder fast og har gennemlevet denne bryllupsdag så længe, at han ikke længere husker, hvad han lavede før.
Med ’Palm Springs’ tror man først, man skal se en Apatow-inspireret ’Four Weddings and a Funeral’ eller en mindre belastende udgave af ’Wedding Crashers’. En romantisk komedie med akavede taler, kiksede dansetrin og et par fremmede bryllupsgæster – udpeget af Amor i det høje – der får øje på hinanden midt i den sammenbragte forsamling af fulde onkler, liderlige forlovere og bedstemødre med tårer i øjenkrogene.
Men efter cirka 20 minutters klassisk romcom i festligt skrud springer kæden af tidens hjul. Og vi er fanget sammen med hovedpersonerne, førnævnte Nyles og Sarah (Cristin Milioti fra sæson 2 af ’Fargo’) i en dag, der kører på repeat.
Sarah var uforsigtig nok at løbe ind i den hule nede ved stranden tæt på bryllupsfesten, hvor man bliver fanget i en båndsløjfe, der gør, at man skal genopleve den samme 9. november igen og igen og igen. Således bliver, hvad der skulle have været en omgang bryllupssex under åben himmel, til et længerevarende bekendtskab. Milioti er et mindre scoop i rollen som Sarah: Hun er brudens storesøster, der ikke selv har fundet melodien og drikker for meget rødvin.
Hun har også så meget gnist i blikket, at man ønsker at se hende som den næste Wonder Woman. Fanget sammen med Nyles får hun nu muligheden for at finjustere dagen, til den sidder i skabet. Eller hun i det mindste får læst op på kvantefysikken bag den her slags fænomener…
Alle, der har læst ovenstående, har nået at tænke på klassikeren ’Groundhog Day’, dens krigeriske fætter ’Edge of Tomorrow’ eller Netflix-serien ’Russian Doll’ op til flere gange. Utroligt og ærgerligt nok bliver disse slet ikke nævnt i det ellers vittige, lommefilosofiske og selvbevidste manuskript. Manuskriptforfatter Andy Siara og instruktør Max Barbakow morer sig mest med at overveje, hvor mange måder man kan køre en bryllupsceremoni og den efterfølgende fest i grøften. Når det hele nu alligevel, knips!, starter forfra ved daggry, og ingenting længere har nogen konsekvenser.
Altid karismatiske J.K. Simmons spiller Roy, en anden bryllupsgæst fanget i denne temporale blindgyde. Han er først gal på Nyles for at være blevet trukket ind i loopet, ja han jager ham faktisk med bue og pil – men kommer snart på bedre tanker. Måske er repetitionen ikke så slem? Måske er et vist element af sjæleknusende gentagelse en iboende egenskab ved livet som sådan? Scenerne med Simmons som lykkelig forstadsfar med den samme dag på repeat i forstaden er et miniportræt af lykkeligt resigneret forældreskab.
Jeg ventede på kovendingen fra formlen, hvor nogle mennesker skal lære noget om sig selv og hinanden, inden de får lov at fortsætte i tidens almindelige hamsterhjul. En sådan overraskelse kommer dog ikke helt. I stedet kan man hygge sig med den gode kemi mellem karaktererne og de brogede gennemspilninger af bryllupssituationerne. De er til syvende og sidst ufarlige og udløser aldrig rigtig cringe hos seeren – man ved, at dagen snart starter forfra alligevel.
Ikke desto mindre flyver de 90 minutter forbi grundet charmen, kemien og humoren i dette jordnære stykke sci-fi.
At lege med viserne på uret er uimodståeligt for enhver filosofisk anlagt instruktør, der nogensinde har tændt en joint, spærret øjnene op og tænkt radikale tanker om bagdøre i universet til tidernes begyndelse. Her er heldigvis ikke den grad af hovedbrud, som ødelægger fornøjelsen. Hvor den skuffende Nolan-blockbuster ’Tenet’ var et mindfuck, der efterlod sin seer med hovedpine, er ’Palm Springs’ en påmindelse om, hvordan relaterbare karakterer og situationer kan gøre selv en udsyret præmis vedkommende.
Så man forlader filmen med et lille smil på læben frem for en hjerneblødning.
Kort sagt:
’Palm Springs’ er en sød og småfjollet bryllupsvariation over ’Groundhog Day’, der især lever på god kemi mellem hovedrollerne.