Ingen ‘Saturday Night Live’ uden en ny parodi over det amerikanske præsidentvalg. Denne gang tog det populære sketchshow pis på Donald Trump og Joe Bidens parallelle Town Hall-møder – med henholdsvis Alec Baldwin og Jim Carrey i hovedrollerne, selvfølgelig.
Town Hall-møderne var en erstatning for en virtuel debat, som Trump pure nægtede at deltage i, selvom mange af hans nærmeste fortsat er smittet med covid-19.
I sketchen giver Biden sit bud på en søvndyssende plan for at stoppe coronasmitten, mens Trump går i klinch med den kvindelige tv-vært fra NBC.
Det udvikler sig hurtigt mod ekstremerne, hvor Biden pludseligt ifører sig en rød cardigan og giver den op som det amerikanske tv-ikon Fred Rogers, mens Trump starter en wrestlingkamp med den kritiske tv-vært (spillet af Kate McKinnon).
‘SNL’ har tidligere taget pis på den første (og muligvis eneste) præsidentdebat og den efterfølgende vicepræsidentdebat. De næste to programmer forud for valget den 3. november kommer uden tvivl til at byde på mere politisk satire.
Aftenens musikalske gæst var Justin Bieber, der spillede sine to seneste singler, ‘Holy’ og ‘Lonely’.