Det er de færreste instruktører, som brager ind på den internationale scene med deres allerførste film.
Men Katsuhiro Otomo gjorde det. Hans debut ’Akira’ fra 1988 var ikke blot en succes i hjemlandet Japan, men også i Europa og USA, hvor den blev distribueret over de følgende par år. Dens dundrede sejrsgang gav så voldsom en genlyd, at den introducerede en hel ny animationsstilart til Vestens kost af Disney- og Don Bluth-tegnefilm.
Her mere end 30 år senere forstår man straks, hvorfor ’Akira’ blæste publikum omkuld. En enorm eksplosion efterlader Tokyo som et dødt, goldt krater. Titlen Akira viser sig i blodrøde bogstaver over krateret, og på vingerne af et messende kor introduceres vi til Neo Tokyo i det fjerne år 2019, en tætbefolket urban jungle, oplyst af skærene fra neonskilte og lysene fra de hundredeetagehøje kontorbygninger.
På gaden ræser teenagermotorcykelbander mod hinanden. Bandelederen Kaneda, klædt i en rød læderjakke med en dekoration af en pillebeholder på ryggen, fræser ad sted på sin skrigrøde hightech-motorcykel. Da han overmander rivalbandens enorme leder i et spil kylling, glider Kaneda sidelæns hen ad motorvejen, i sådan en fart at lyn og gnister slår fra det enorme fartøj.
Det billede alene udødeliggjorde ’Akira’… Og det rammer nethinden inden for de første par minutter.
Resten af animeen, som er en kraftigt forkortet version af Otomos manga af samme navn på over 2000 sider, handler om Kanedas højre hånd Tetsuo, en skravlet og usikker lømmel, der indblandes i en større konspiration. En hårdnakket oberst jagter ham, da Tetsuo efter en motorcykelulykke får telekinetiske kræfter, der gør det muligt for ham at knuse soldater som overmodne blommer og bulldoze hele boligkvarterer.
Imens involveres Kaneda i en oprørscelle, som ønsker at afslører regeringens eksperimenter på en mystisk gruppe aldrende børn med telekinetiske evner.
160.000 billeder
På sin vis kan man undre sig over, hvorfor Katsuhiro Otomo valgte filmmediet snarere end serieformatet, da han skulle adaptere sit magnum opus. Den korte spilletid på godt to timer betyder, at de fleste relationer, karakterer og handlingstråde fra mangaen må springes let og elefant henover.
Kaneda og Testsuos udvikling fra barndomsvenner til dødsfjender sker ganske hurtigt i sidste akt, og der er ikke nok scener mellem dem, til at man virkelig kan indleve sig i tragedien bag deres fjendskab.
På den anden side forstår man godt, at Otomo ikke kastede sig ud i et mastodont-projekt, som én-til-én fanger mangaens kolossale univers. Han havde arbejdet på ’Akira’-mangaen for det populære magasin Young Magazine siden 1982. Da han begyndte at lave filmen, var han stadig ikke nået til vejs ende – slutningen måtte opfindes specifikt til anledningen. Og i interviews har han gjort det klart, at han med ’Akira’-animeen ønskede at skabe en stærk visuel fortælling snarere end en klassisk heltemytologi.
Det må man sige lykkedes. Arbejdet bag ’Akira’ var ekstraordinært stort. Otomo og hans hold af animatorer gjorde brug af den såkaldte celluloid-proces, hvor hver indstilling består af tre lag gennemsigtig celluloid, der hver især består af for-, mellem- og baggrunden. ’Akira’ var også den første anime, som gjorde brug af pre-scoring, hvilket betyder, at skuespillerne gav deres replikker, før animationen blev tegnet. Animatorerne havde altså skuespillernes lydindspilninger at gå efter, når de skulle animere dialogen, men det gjorde også animationen langt mere kompliceret.
Med en spilletid på to timer består ’Akira’ af hele 160.000 individuelt tegnede celluloidbilleder og kostede omkring otte millioner dollars – et astronomisk beløb der i slutningen af 80’erne.
Sliddet bragte dog frugt på skærmen. Samtlige figurer – fra Kaneda og Tetsuo til tilfældige forbipasserende på gaden – er realiseret med et utroligt øje for detaljerne både i deres animation og udtryk. Hver gadelampe, udstødningsgnist og butiksvindue agerer som sin egen lyskilde og får hele metropolen til at lyse op i sin modernistiske skønhed og brutalistiske arkitektur.
Her mærkes fordelen ved at bygge animeen på mangaens imponerende univers. Hver lokation er fuldkommen unik, og man behøver aldrig sætte ord på de intrikate spil i rænkerne, som foregår mellem byens korrupte politikere, desperate protestgrupper og mangefacetterede bander, for at deres vidtrækkende implikationer forstås.
Filmens klimaks foregår ved udkanten af et olympisk stadium, som er bygget over ruinerne af det gamle Tokyo. Vi får aldrig flere oplysninger om denne kommende begivenhed, men lokationen fungerer fantastisk til den endelige kamp mellem en frådende Tetsuo, ironisk indhyllet i Supermans heltekappe, og Kaneda, der bombarderer sin tidligere ven med laserskud fra murbrokkernes skygger.
Universel appel
Som altid med et så indflydelsesrigt et værk har amerikanske filmkritikere gjort deres for at give deres eget hjemland æren. Det hævdes, at Katsuhiro Otomos primære inspirationskilde til den afdankede metropol og de omstrejfende kriminelle bander er den futuristiske cyperpunk-stilart, der blandt andet blev gjort populær i Ridley Scotts ’Blade Runner’ og rollespillet ’Cyperpunk’.
Men ’Blade Runner’ udkom samme år, som Otomo begyndte på sin manga, mens den første version af ’Cyperpunk’ udkom samme år som animeen for slet ikke at nævne. I øvrigt var filmen mange år efter sin udgivelse udskældt af kritikere såvel som publikum på grund af studiets maltrakterede udgave af den.
Katsuhiro Otomo har udtalt, at ’Akira’ specifikt var tiltænkt et japansk publikum – anime havde som sagt ingen gang på jord uden for østaten. Han var inspireret af Shotario Ishinomoris sci-fi-mecha-manga ’Tetsujin 28’, som filmen hylder med masser af små referencer – supervåbnet Akira er blandt andet navngivet Nummer 28.
Dermed ikke sagt, at filmen kan sige sig fri for inspiration fra den anden side af Stillehavet. Som et barn af 60’erne voksede Otomo op med modkulturfilm som ’Eksorcisten’, ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ og ’Bonnie and Clyde’. I ’Akira’ er alle heltene således småkriminelle og terrorister, der kæmper mod et uretfærdigt og korrupt system. Og billeder af Tetsuos telepatiske aggressioner, hvor folks kranier eksploderer, og af civile, der massakreres i en blodsky af bly, har den samme grænseoverskridende energi som William Friedkins horrormesterværk fra 1973.
Animeens egen indflydelse på filmlandskabet kan man ikke overdrive. Dens succes åbnede i 90’erne sluserne for japanske mesterværker som ’Ghost In the Shell’, ’Perfect Blue’ (skaberen Satoshi Kon havde selv arbejdet som assistent for Otomo, da denne lagde streg til mangaen ’Akira’), mecha-serien ’Neon Genesis Evangelion’, ’Cowboy Bebop’ og mange, mange flere. Kanye West hyldede ’Akira’ i sin musikvideo til ’Stronger’, hvor han i bagklogskabens lys ganske passende caster sig selv som den destruktivt galsindige Tetsuo. Og Rian Johnson og Josh Trank tog plotelementer fra animeen til henholdsvis ’Looper’ og ’Chronicle’.
’Akira’ var måske tænkt som et specifikt japansk værk, men som Bong Joon-hos Oscar-vinder ’Parasite’ skal den universelle appel findes i dens humanistiske opråb mod fascistoide overmagter og systemiske uretfærdigheder. Fra obersten, der begår et coup d’etat mod byens siddende politiske magt ved at appellere til sine troppers loyalitet over Tetsuos pervertering af superheltens altoverskyggende magtdominans til Neo Tokyos politi, der prygler demonstranter med jernhånd.
Otomo kommenterer tydeligvis sit eget hjemlands flirt med fascisme i første halvdel af det 20. århundrede, som fatalt sluttede med Den Anden Kinesisk-Japanske Krig fra 1937 til 1945 og de amerikanske atombombesprængninger ved Hiroshima og Nagasaki.
Men som de bedste sci-fi-film rækker dens tematikker længere end øjeblikket og miljøet, den blev skabt i. Og da én demonstrant i filmen bliver pløkket på klos hold med en røggranat af en politibetjent, er det ikke svært at tegne en deprimerende streg fra dengang til nu.
’Akira’ får repremiere i biografen fra 4. november.