Film- og tv-historien er rig på fortællinger om misbrug, men den aktuelle danske DR3-serie ’LOVER’ skiller sig alligevel ud fra mængden. Den handler nemlig om det, der sker, når man beslutter sig for at stoppe med at tage stoffer.
Serien kredser om den 23-årige studerende Mikka (Clara Dessau), der bruger kokain som et middel til at præstere bedre. Mikka lever et dobbeltliv, og udadtil fungerer det sådan set fint, men efter hun en dag på lærervikarjobbet får næseblod for øjnene af sine elever, beslutter hun sig for at gøre noget ved sit misbrug.
Hun tager i behandling, og her indleder hun et forhold til den jævnaldrende Noah (Simon Bennebjerg), der er blevet sendt i behandling af sin noget ældre kæreste. Det er stik imod reglerne for mænd og kvinder at omgås på døgnbehandlingen, fordi det kan forstyrre rehabiliteringen. Så Mikka og Noah må derfor vælge, om de vil behandlingen eller hinanden.
Bag serien står Adam August. Han skrev ’Underverden’ sammen med Fenar Ahmad, allerede da han gik på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole, hvorfra han droppede ud for at skrive på tredje sæson ‘Bedrag’ og ‘Ulven kommer’ på DR. Men med ’LOVER’ står han for første gang med det overordnede ansvar for en produktion.
Serien er lavet i tæt samarbejde med When Saints Go Machine, som har stået for musikken. Gruppen er lige på trapperne med et nyt album, og den første single – som medvirker i slutningen af første afsnit – udkommer ligesom serien den 25. december.
Det er Augusts mest personlige projekt til dato. Serien bygger nemlig på hans egen historie, fra dengang han som ganske ung selv forsøgte at blive sit stofmisbrug kvit.
»Jeg har selv været på døgnbehandling. Jeg blev forelsket i en pige, da jeg var i behandling. Det var en stripper fra Canada, og jeg troede virkelig, det var den store forelskelse, men i virkeligheden er der sådan en mekanisme, at når man er helt ny-clean, så prøver man bare at finde noget andet at flygte i. Så det forhold blev ligesom bare et nyt narko. Og alle ved jo, at man bliver lidt skør af at blive forelsket, og det er ligesom det, der går ind og snyder en til ikke rigtigt at kunne mærke sig selv.
Det kan være farligt, for når man er i en så sårbar situation, så er man ikke rigtigt klædt på til at håndtere de følelser, et intimt forhold fremprovokerer i en. Hvis man har spøgelser i skabet, så kommer de frem. Det er næsten uundgåeligt. Og det har de fleste misbrugere jo. Det er bare svært at håndtere i starten, når man er nyclean og sårbar.
Så det er derfor, man ikke må flirte og danne forhold i behandlingen. Man skal koncentrere sig om sig selv og lære at passe på sig selv. Man skal lære at være noget for sig selv, før man kan være noget for andre. Det er det klassiske saying, men det er virkelig bare sat på spidsen for sådan nogle mennesker. Og der er noget om det«.
Instruerer sin lillesøster
’Lover’ markerer Augusts instruktørdebut. I og med at serien bygger på hans egen historie og skildrer et komplekst emne som misbrug, følte manuskriptforfatteren, at det var en god idé at følge projektet til dørs.
»Jeg vidste ikke, om jeg selv skulle instruere den, men jeg var lidt bange for, at det ville blive klichéagtigt, den typiske misbruger, hvis jeg gav den til andre. Det ville gøre mig ked af det, for det er jo et ret personligt projekt. Så jeg tænkte, at jeg nok hellere selv måtte lave det, for så kan jeg ikke skyde skylden på andre, hvis det bliver dårligt. Så må jeg selv stå på mål for det. Og det synes jeg er gået sindssygt godt.
Man siger jo, at man skriver en film tre gange. Man skriver den på manus, man skriver den på optagelserne, og så skriver man den igen i klipningen. Det var fedt at prøve alle trinene og processerne. Men fordi det er en meget personlig historie, er jeg jo også til stede i materialet på en helt anden måde. Jeg ved jo virkelig, hvad der foregår i alle lag i historien og i enhver scene. Det kan være svært fuldstændigt at kunne gennemskue alle lag, hvis man har overtaget manuskriptet fra en anden, og jeg håber, det lykkes med at få det frem på skærmen«.
August er ikke den eneste på serien, for hvem historien er personlig. Det er hans lillesøster Clara Dessau, der spiller hovedrollen som Mikka, og det er hendes kæreste, Simon Bennebjerg, der spiller den anden hovedrolle, Noah. Egentlig var det ikke planen, at Dessau skulle have haft hovedrollen, men da produktionen på grund af corona blev nødt til at caste nye skuespillere, foreslog casteren August at caste sin søster. Og det viste sig at være en god idé.
»Hun tog røven på alle på settet, for hun har ikke rigtigt lavet noget før. Men på casting-optagelserne brændte hun helt vildt igennem, og jeg var lidt påpasselig, fordi det var min søster. Det kan også skabe nogle problemer, specielt når det er første gang, jeg instruerer, og første gang hun er med i noget stort.
Men castingerne blev bare bedre og bedre, og så skulle det jo bare være hende. Hun forstod materialet meget mere intuitivt, fordi hun har set det hele fra sidelinjen. Vi har været enormt professionelle omkring det, og jeg har formået at være instruktør og ikke storebror«, siger August og tilføjer, at han har ladet fotografen og instruktørassistenten om at instruere intimscenerne sammen med en intimkoordinator.
Perfekthed er en illusion
Hvad synes du, din serie bringer til misbrugsgenren?
»Misbrugshistorier er svære, for det er vigtigt, at man først finder mennesket i karakteren og så tilføjer et misbrug. Hvis man går den anden vej rundt, så er man kun en misbruger. Og så bliver historien meget flad, for der er ikke mange nuancer i misbrugere. De er meget primale oppe i deres hjerner. Der er ligesom kun en ting, og det er stofferne.
Jeg synes ikke, der er fortalt så mange historier om det at stoppe med at tage stoffer. Altså der, hvor karakterudviklingen ligger. Jeg synes, gode historier er dem, hvor mennesker udvikler sig under et hårdt pres. Og så synes jeg, misbrugshistorier ofte bliver ret uinteressante, hvis karaktererne bare tager stoffer, for så er det bare en nedadgående spiral. Man ved ligesom godt, hvor det ender. Der er ikke rigtigt nogen nuancer, man ikke har set før.
Det var derfor, jeg gerne selv ville instruere den, for jeg synes, at når man selv har prøvet det og ser folk, der ikke har prøvet at være i et misbrug, prøve at beskrive et misbrug, så bliver det meget karikeret. Selvfølgelig er der lavet nogle få gode film, hvor der ikke har været misbrugere bag, men det hører til sjældenheden.
Jeg har prøvet – uden at det på nogen måde er en løftet pegefinger – at lave en historie om de her mennesker, som man egentlig godt kunne kende. De kunne godt have været ens venner. Det synes jeg giver det en ny nuance. Misbrug er alle steder, og der er ingen, der slipper. Statistikken er ligeglad med, hvilket miljø du kommer i, eller hvilken klasse du er fra. Det rammer alle«.
Hvad har du gjort for at få misbrugshistorien til at føles autentisk?
»Jeg har prøvet at tage fat i mit eget liv, men også folk jeg kender. Vi ligner jo ikke misbrugere. Nu er det 15 år siden, jeg stoppede med at tage stoffer, men selv dengang lignede jeg ikke en typisk misbruger. Jeg havde rent tøj på, og jeg havde en lejlighed. Jeg havde et arbejde og fungerede. Jeg kørte technoklubber. Jeg var en københavnertype, og så har jeg ligesom bare prøvet at fortælle den historie med de her mennesker.
Det er mere en kærlighedshistorie, end det er en misbrugshistorie, for de tager jo nærmest kun stoffer i første afsnit, og så kommer de i behandling, og så sker der en masse andre ting. Men der sker også meget med karaktererne. De tager nogle store ryk igennem sæsonen.
Det er en historie om mennesker, der gerne vil være perfekte, men som bruger stofferne til at tjekke ind i den illusion og den livsstil og de krav, man stiller sig selv, hvis man gerne vil være perfekt. Der var også et perfekthedsideal, da jeg selv var ung, men jeg synes, det er blevet værre. Idealet er så højt, og det ender tit meget ulykkeligt, så det er egentlig det, jeg har prøvet at fortælle en historie om. Og så bruger karaktererne i historien stoffer til at præstere bedre og til at kunne holde det ud. Det er meget mere interessant at fortælle om perfektion igennem en kærlighedshistorie, for det er der, det kommer frem: Når man gerne vil imponere et andet menneske«.
Dengang det gik galt…
Hvorfor valgte du, at din fortælle din personlige historie via en kvindelig karakter?
»Den bygger på, at jeg tog i behandling og blev forelsket i kvinden, som dyrkede sugardating. Det første år jeg skrev, var hovedkarakteren en fyr, der mødte en pige i behandling, som havde sugardatet, men det havde man bare set før. Og så prøvede jeg at vende det om, så nu har den mandlige karakter, Noah, en lidt ældre kvindelig kæreste, der tjener meget fint og forsørger ham, men også bestemmer, hvilket tøj han skal have på, og hvordan han skal se ud. Så han bliver en slags trofækæreste. Da jeg begyndte at tænke tilbage, havde jeg faktisk også nogle venner, som lidt sad i den situation«.
Hvordan kom du selv ind i et misbrug?
»Jeg var bare ret vild og meget grænsesøgende, da jeg var yngre. Det var i technomiljøer og i byen, ikke på bænken. Men det var meget klassisk i den forstand, at det ene tog det andet og så det tredje og det fjerde. Det gik ret galt, da jeg var 22, hvor jeg så gik i behandling. Jeg er faktisk ret glad for, at det gik galt så hurtigt, for så kunne jeg nå at blive clean tidligt og få et liv på den anden side.
Det er sværere, hvis man er ældre og har nået at få børn inden, for så kan man virkelig fucke ting op. Jeg har kun fucket mig selv op. Selvfølgelig blev min familie også påvirket af det, men hvis man har nået at få børn, kan man ødelægge nogle små sjæle«.
Hvordan indså du, at du havde ramt bunden og var nødt til at tage i behandling?
»Jeg var taget til Island for at redde et forhold. Det var et dødsprojekt, men jeg tog derop, og det gik i lort med det samme. Deroppe kunne jeg ikke få fat i stoffer, så jeg begyndte bare at drikke hårdt. Den måde havde jeg aldrig drukket på. Jeg fik arbejde på en fiskekutter og prøvede egentlig bare at få tingene til at hænge sammen, men jeg begyndte at få så meget angst, at jeg ikke turde tage flyet hjem, så jeg var strandet deroppe i fem måneder.
Så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg boede i en lille by deroppe og arbejdede, og jeg havde egentlig rimelig nedtur, men så fik jeg en ny kæreste, som sagde: ’Du skal da hjem. Hvad laver du her?’ Jeg turde ikke fortælle hende, at jeg ikke turde tage flyveren. Men en dag købte hun en billet, tog hjem til mig, drak mig stiv, og så fik hun mig med flyet. Og da jeg kom hjem, gik der ikke så mange måneder, før jeg gik i behandling. For jeg kunne godt se, at det var noget rigtig lort«.
’LOVER’ får premiere 25. december på DR3.