’Kings of Jo’burg’: Sydafrikansk Netflix-serie blander gangsterdrama med en… havfrue
Kender du Shona Ferguson?
Det gjorde jeg heller ikke, før jeg så den nyeste Netflix-serie fra Sydafrika, ’Kings of Jo’burg’. Men nu er der i hvert fald ingen tvivl om, at han er en big deal i det afrikanske land.
Det er hans ansigt, man ser som det absolut første i serien. En super bombastisk introsekvens indledes med et aggressivt zoom ind på Fergusons ansigt og især øjne, der i sekvensen har en overnaturlig turkis farve og aflange pupiller, som en slange.
Er han varulv, vampyr eller en anden form for mytologisk væsen, som flænser sig vej gennem Johannesburgs kriminelle underverden i en desperat søgen efter retfærdighed?
Desværre, nej.
Serien handler om de to brødre, Mogomotsi ’Mo’ (Zolisa Xaluva) og Simon (Ferguson) Masire, der er en del af banden ’Kings of Jo’burg’, som sidder på al kriminalitet i den sydafrikanske storby.
Mo er netop blevet løsladt efter af have siddet inde, hvor han som den loyale forbryder selvfølgelig ikke har sladret om sine frænder. Det er derfor med stor forventning hos både politi og de andre i organisationen, at han kommer på fri fod. For hvad vil han gøre nu?
I mellemtiden har Simon nemlig giftet sig med Mo’s ex-kæreste Angela (Buhle Samuels) og sat hans voksne søn Tlotlo (TK Sebothoma) til at bestyre en natklub. Og for lige at runde familiens soap-agtige dynamik af, så er der både en hidtil ukendt datter og (langt mere spektakulært) en pissed off havfrue (!), der har givet Simon magiske kræfter og nu konstant kræver et blodoffer til gengæld. Tænk mere Ursula end Ariel.
Yes, havfruer og gangstere.
Egentlig ikke den mest vanvittige kombination, når man tænker på, at zombier og vampyrer efterhånden er fast inventar i mange b-film. Og det er også en interessant vinkel til at få introduceret mere lokalforankrende kulturhistorie, hvilket Netflix elsker i deres internationale serier.
Problemet er bare, at det ikke er særlig veludført.
I stedet for hæsblæsende og medrivende intriger får vi halvlunket melodrama, hvor de fleste af skuespillerne er ved at kløjes i de lange og kringlede monologer. Der er meget tale-eksposition, præcis som man kender fra soap-operas og tele-novelaer.
Pilen peger på Shona Ferguson, der også er seriens skaber. Yes, ikke alene spiller han en af de bærende roller, han står også bag den sammen med konen Connie Ferguson (gæt, hvem der får en god stor credit i rulleteksterne for at spille havfrue et par minutter i hvert afsnit), med hvem han ejer produktionsselskabet Fergusons Films.
De sydafrikanske mediekonglomerater sidder således tykt på den kreative proces i bedste Tyler Perry-stil, så når noget ikke fungerer, kan der ikke herske megen diskussion om, hvem der bærer skylden.
Inklusionen af havfrue-delen er horribel og virker, som om det er blevet tilført i sidste øjeblik. Som en belejlig deus ex machina er havfruen det plotredskab, man kan gå til, når der skal smides benzin på ildebrand, der allerede er ude af kontrol.
Det kan man godt slippe af sted med, hvis ikke man tager sig selv for seriøst, men tonen er mere gravalvorlig end de mange begravelser, karaktererne skal til i løbet af de seks afsnit.
Og så er der ikke kælet for det æstetiske. Kameraet er fast monteret på et stativ og billederne gengivet uden nogen fanfare – bortset fra i Fergusons scener med havfruen, hvor der har været råd til en gang billig CGI og blå kontaktlinser.
Netflix’ forrige serie fra Sydafrika, ’Queen Sono’, havde et højere ambitionsniveau og mere interessante visuelle udtryk, så det er en gedigen skuffelse, at en gangsterserie med overnaturlige elementer føles mere ufarlig end et gennemsnitligt afsnit af Power Puff Pigerne.
Kort sagt:
Ingen spænding og et dårligt manuskript leder ’Kings of Jo’burg’ direkte ud i havets dybeste afgrund, og end ikke seriens sure havfrue kan redde den oven vande igen.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.