‘Limboland’ sæson 2: Alt er fantastisk giftigt i gensyn med stortalentfuld fuckup-trio
Ikke siden Marnie fra ‘Girls’ gravede sin popularitetsgrav til en nasal coverversion af Kanye Wests ‘Stronger’, har jeg haft et så anstrengt forhold til en seriekarakter som ‘Limboland’s hovedperson Freja. I løbet af første sæson nærmest tog hun nærmest ikke én eneste fornuftig beslutning, men excellerede til gengæld i fuckups som en liderlig 20-something elefant i voksenlivets porcelænsbutik.
Allerede i første scene af sæson to blev jeg mindet om hvorfor.
Der står Freja i lilla paryk bag gardinet i en sexshop og tilkalder sin bolleven fra samfundstjenesten. Ved han, hvilken film hun forsøger at genopføre? (‘Pretty Woman’!) Hun fabler løs om, at hun har en »virkelig bred mund«, som den helt lost fyr ikke må kysse hende på – »it’s too personal«.
De 60 timers samfundstjeneste hun fik for vold mod en betjent og muligvis misbruget af veninden Katrines dankort i sæson 1 har hun virkelig lært noget af. I hvert fald at få orgasmer med nogle af de fyre, hun har mødt iført reflekstøj og gribetang.
Med ét er jeg tilbage i både morskaben og arrigheden fra første sæson af Rikke Louise Schjødts ‘Limboland’.
Dramaerne lurer stadig om hvert vesterbroske gadehjørne for den semidysfunktionelle, men vanvittigt velklædte venindegruppe bestående af Freja, Katrine og Nadja, der på trods af løgn, svig og tyveri i første sæson stadig er veninder på deres egen lidt dysfunktionelle måde.
Emma Sehested Høegs Katrine har lukket sin seksuelt frigjorte Instagram og arbejder som SoMe-person på et medie, hvor hun synes den kvindelige redaktør er efter hende. Til gengæld småforelsker hun sig i chefen Martin, spillet af Cyron Melville, der som objekt for mange ungpigeforelskelser i 00’erne passer fantastisk til rollen som den forbudte fantasi.
I første afsnit stikker chefen tåen i en mulig flirt, om end en lidt toksisk en af slagsen, da han midt i det åbne kontorlandskab spørger, om det virkelig passe, at man ikke kan finde Katrine på nettet? Længere væk i baggrunden står hans kæreste med den nyfødte baby i barnevognen, de har besøgt kontoret for at vise frem. Men udover den spirende kontorromance forstyrres Katrine af klamme beskeder fra en anonym stalker.
Udover at jonglere med den tåkrummende udlevelse af sit ‘Pretty Woman’-forsøg på at være en verdenskvinde får Freja tilbudt et job hos fotografen Glen. Begejstret fortæller hun til Katrine i telefonen, at hun »er blevet opdaget«. At det så er som assistent for en gammeldags bryllups- og portrætfotograf og ikke en analog fotokunstner, behøver ingen jo vide.
Samtidig flytter Katrines weirdo af en bror, Jakob (Christoffer Hvidberg Rønje), ind i lejligheden, og der opstår hurtigt en sær kemi mellem ham og Freja, der er lige dele spændende og svær at tro på. Hvor hun konstant poser for et usynligt kamera, skammer han sig ikke over at flashe buttcrack i bukserne eller at æde en rå pølse under intens øjenkontakt.
Værst står det til hos Nadja. Netop hjemvendt fra et sommerjob på Bornholms hospital finder hun hurtigt tilbage til et studiestress, der sender hende i armene på dealeren Xander, der udover billig ritalin stiller sit venskab, sin sofa, havregrød om morgenen og et spil Mario Cart til rådighed, når alt bliver for meget.
Desværre er det for svært at mærke, hvorfor deres forhold er interessant. Hvor det i første sæson var spændende at se den pæne pige være utro og kickstarte et misbrug, føles Nadjas forhold til Xander lidt uforløst. Det er en af flere handlingstråde, der ikke rigtig bliver brugt til noget. Som at Katrine skaffer hende og Frejas fælles eks Sebastian et job på mediet, en sidehistorie om Frejas forældres skilsmisse, der virker lidt søgt, samt adskillige døde hentydninger til, at Jakob er blevet sendt hjem fra sit job i Finland på grund af noget lort.
På sceneplan fungerer serien dog fremragende. Ikke mindst fordi de tre hovedroller er hamrende energiske. Samspillet mellem Frederikke Dahl Hansen og Emma Sehested Høegh er en kamp til sidste blodsdråbe om det sidste ord og største armbevægelse, mens de samtidig meget morsomt vækker mindelser om det mest irriterende sæt mennesker, du nogensinde har siddet ved siden af på en fortovscafé.
Ved siden af den dramatiske hanekamp slipper Angela Bundalovic godt afsted med at spille påvirket på egen hånd. Selvom spillet langt henad vejen kører i de samme riller som tidligere, er det stadigvæk en af ‘Limbolands’ forcer, at serien er boltringsplads for nogle af de største unge skuespiltalenter.
Det er tæt på umuligt at se serien om de tre ret irriterende 25-årige uden at have ‘Girls’ rumsterende i baghovedet. Men ‘Limboland’ har sine egne bud på mærkelige magnetiske sexscener, skænderier og nedsmeltninger, der fik mig til at leve mig råbende og grinende ind i serien fra start til slut.
Handlingen flyttes i et helt afsnit ud på Dyrehavsbakken, hvor de, Gud ved hvorfor, skal besøge Frejas fars ven og hans nyindkøbte midtvejskrise-pølsevogn. Men på sin egen lumske måde flytter afsnittet sig lige så stille fra et spinkelt dramatisk udgangspunkt og kolde pølser til et hatefucking-forspil midt i en susende vogn i Polyppen-forlystelsen.
Dyrehavsbakken er muligvis det mest usexede sted i verden, men i ‘Limboland’ føles det næsten som en lang onanifantasi. Der føles serien som sin helt egen og ‘Girls’ Millenial-Brooklyn langt væk på den allerbedste måde.
Hvor første sæson sluttede i afgrunden, er der mere kærlighed på spil i nummer to. Selv Freja bevæger sig med museskridt i retning af at blive et ordentligt menneske. En tredje sæson er et musthave.
Kort sagt:
Med sin fuckup-trio punkterer ‘Limboland’-fortsættelsen atter ungdommens uindfriede forventninger til voksenlivet på en virkelig underholdende måde. Man kan ikke undgå at lade sig smitte af seriens talent og energi.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.