‘Shtisel’ sæson 1-3: ’Unorthodox’-stjerne funkler i overset israelsk storværk på Netflix
’Shtisel’ må være en af de mest oversete serier herhjemme.
Det første afsnit af den israelske serie blev sendt helt tilbage i 2013, og efter fem års pause, prisregn til den israelske Oscar, Ophir Awards, og en ellers erklæret afslutning efter sæson to er den nu tilbage med en tredje sæson på Netflix.
I ’Shtisel’ følger vi faren og læreren Shulem Shtisel, hans aldrende mor, fire børn og mange børnebørn, som udgør den jødiskortodokse (haredi-)familie med særligt fokus på ældstedatteren Gitis ægteskab og familieliv samt hans fortabte yngste søn, Akiva.
Akiva, kaldet Kive, (spillet med stor ømhed af Michael Aloni), bor hjemme hos faren og er altid i strid med sine egne følelser. Han vil ikke lade sig gifte med én, han ikke er dybt forelsket i, og han vil gerne leve som kunstner – men er i sin konstante rådvildhed ude af stand til at gå efter det, han begærer. Til stor frustration for Shulem, som den ene dag rasende smider ham ud ad døren, den næste dag griner hånligt, men kærligt af ham over middagen, velvidende at Kive ikke har sin ubeslutsomhed fra fremmede.
Giti Weiss (gudsbenådede Neta Riskin) kæmper i et dybt problemfyldt ægteskab med den utilregnelige Lippe (Zohar Strauss) for at holde sammen på familiens ry og rygte og for alt i verden undgå at tabe ansigt. Også selvom det betyder, at hun skal passe seks børn og et risikofyldt job alene, kun med hjælp fra sin 15-årige datter Ruchami.
Ruchami spilles af Shira Haas, og til at begynde med kan man jo starte på ’Shtisel’ for gensynet med Haas, der fik sit helt store gennembrud sidste år med miniseriehittet ’Unorthodox’.
Også i ’Shtisel’ spiller Shira Haas fantastisk flot, og hendes unge Ruchami gennemgår en fascinerende udvikling fra lydig og pligtopfyldende storesøster til en viljefast voksen, der i sæson tre skal forme sit eget liv efter den ultraortodokse jødedoms regelsæt.
Hendes mor Gitis kamp er på mange måder indbegrebet af stemningen i ’Shtisel’. På overfladen er det strømlinet med kun få udskejelser. Ritualerne gennemføres uden spørgsmål, »tak Gud, som er skaber af næring«, siger man, før man tager en bid af maden, og før man træder ind ad døren, berøres mezuzahen, og hånden kysses. Mændene er klædt i ens jakkesæt, som var de også ens mennesker, og kvinderne har mørke, velfriserede parykker på, som var de kun til i deres egenskab af skønhed.
Men alt det er en maske, der skjuler et ansigt, som udtrykker alle nuancerne i livets største følelser, øjeblikke og beslutninger. Det er for eksempel nemt at spejle sig i den vægelsindede Akive, også selvom man lever et liv fjernt fra den ortodokse jødedom.
Jeg kan af ikke udtale mig om, hvorvidt ’Shtisel’ er troværdig som skildring af jødiskortodoks livsførelse. Men menneskeligheden virker i hvert fald ægte.
Enhver konflikt i ’Shtisel’ er så subtil, så underspillet, at man kunne mistænke, at den er kedelig. Men det er den ikke. Blottet for stemningsmusik og store armbevægelser er dem uendeligt dramatisk. I miljøet omkring familien Shtisel er det vigtigste i verden, at man ikke stikker ud. Den, der lever stille, lever bedst.
Hvilket ikke nødvendigvis ligger så fjernt fra den danske mentalitet. Det synes passende, når Akive citerer Kierkegaard.
’Shtisel’ kan samtidig få én til at længes efter de udtalte ritualer, de udtalte idealer. En let gennemskuelig livsstil, hvor der er regler for alt. Som når bedstemoren Malka sætter sig ned for at lave en liste over grunde til, at hendes bedste veninde, Shoshana, ikke bør tage livet af sig selv, og hun skriver: 1) At se dit afkom vokse op. 2) Toraen forbyder selvmord.
’Shtisel’ leverer en stilsikker pause fra det individuelle konkurrencesamfund. Med poesi, når Akive drømmer om sine afdøde mor, der græder, når hun skærer gulerødder i himlen. Med tør humor, når Shulem begår hybris ved at erklære, at det er spild af dyrebar tid at være rar over for tilfældige mennesker, fordi man hurtigt bliver så rar, at man ikke har tid til andet – for så at forelske sig i den kvinde, han ikke orkede at være rar over for i toget.
Og til enhver tid med exceptionelt skuespil og et elskværdigt karaktergalleri, der kryber helt ind under huden.
Kort sagt:
’Shtisel’ er et hjertevarmt, ærlig og velspillet must-see.