’The Lost Sons’: Ligner du ikke dine forældre? Så lad paranoiaen sætte ind …
CPH: DOX. Hvad nu, hvis de mennesker, du hele livet havde troet var dine forældre, i virkeligheden slet ikke var det?
Hvad nu, hvis din ærkenormale villavejsopvækst udsprang af en landsdækkende efterforskning og mediestorm, der udspillede sig, før du blev gammel nok til at huske virakken?
Hvad nu, hvis bunden af hele din identitet faldt ud fra den ene dag til den anden, og du pludselig end ikke anede, hvor gammel du var?
De syrede scenarier gennemgår den amerikanske wannabe-skuespiller Paul Fronczak i instruktør Ursula MacFarlanes sensationsdokumentar, der ligesom forrige års fremragende ’Three Identical Strangers’ opruller en utrolig – og utroligt trist – sag om forbyttede børn og hemmelighedsfulde forældre.
I kulissen er ’The Lost Sons’ da sjovt nok også produceret af en række af de samme folk, der realiserede netop ’Three Identical Strangers’, og lighederne mellem filmenes opbygning og formidling af dramaet igennem en blanding af talking heads og fiktionaliserede gengivelser af events er tydelige, grænsende til det repeterende.
Som havde man på forhånd lagt sig fast på en tried and tested-skabelon for, hvordan denne type historier bør foldes ud for størst mulig dramatisk wow-faktor.
Vor hovedkarakter Fronczak er tillige en ublu showbiz-forelsket gave til bagmændenes visioner: Manden er veltalende, animeret og har tv-tække som en anden reality-deltager, når han genkalder sig begivenhedernes gang og selv springer ud som detektiv.
Det er lige ved, at man står af på hans lidt for iscenesatte styling af sig selv som filmstjerne (skuespillerdrømmen fornægter sig ikke!), hvis det da ikke var, fordi han selvsagt samtidig er et offer for et skæbnetwist, der vil hjemsøge ham og alle hans nærmeste for livet:
I 1964 blev en nyfødt dreng ved navn Paul Fronczak stjålet fra et hospital i Chicago af en kvinde i sygeplejerskeuniform, og skønt en større politiefterforskning og utallige avisoverskrifter gjorde deres for at skabe landsdækkende fokus på sagen i månedsvis, var drengen og hans kidnapper som sunket i jorden.
Forældrene var utrøstelige, men et par år senere finder en tilfældig forbipasserende et drengebarn i en klapvogn i New Jersey, der tilsyneladende er blevet efterladt på gaden. Kunne man være så heldig, at det rent faktisk var Paul? Det mente politiet og Pauls mor, der øjeblikkeligt tog barnet til sig.
Da ’Paul’ er 10 år gammel, finder han imidlertid en kasse med avisudklip på loftet i familiens hjem, der fortæller hele historien om kidnapningen, og herfra sås en flamme af tvivl, der ulmer med årene, indtil den voksne Paul beslutter sig for at komme til bunds i mysteriet. Med den konsekvens, at hans forældre konsekvent skubber ham væk – overhovedet ikke nogen mistænkelig reaktion …
’The Lost Sons’ første store afsløring lander efter en halv times tid, men man har selvfølgelig luret længe inden da, at der er noget uldent i gærde. Hvis ikke Paul er Paul, hvem er han så? Og går der en ’anden’ Paul rundt derude?
Filmens tempo er raskt, og man skal vitterligt være gjort af særligt hårdt stof, hvis ikke historien afføder et stik eller to i hjertekulen. Man hepper i stadigt større grad på en forløsning, og taknemmeligvis bliver der da også bundet sløjfe på et par af trådene i det melankolske sidste akt.
Ikke desto mindre irriterer det også, at MacFarlane har følt det nødvendigt at tage lettere selvsmagende sæbeopera-fiktionsgreb i brug for at pirre seerens vantro og engagement i en sag, der ellers så rigeligt fænger på egen hånd.
Virkeligheden bag ’The Lost Sons’ er i den grad stranger than fiction. Så hvorfor forlader filmen sig i så høj grad på fiktionens virkemidler for at Hollywood-belære os om, hvad vi skal føle undervejs?
Kort sagt:
‘The Lost Sons’ utrolige sag om forbyttede drengebørn i USA ekkoer til dels den fremragende ‘Three Identical Strangers’. Bare ærgerligt, at instruktør Ursula MacFarlane flirter så heftigt med de fiktive virkemidler undervejs.