På øde marker og støvede landeveje finder en række bestialske mord sted, der ryster nationen i sin grundvold. Og mens politiet famler i blinde efter den skyldige, lever befolkningen i en konstant frygt for at blive den næste, der findes med ansigtet nede i en grøft.
Morderen slipper i sidste ende igennem autoriteternes net, og sagen henlægges til fremtidens amatørdetektiver og true crime-entusiaster. I 00’erne, årtier senere, belyses hele sagen gennem en auteurs prestigefilm, der viser begivenhederne gennem de mænd, der prøvede at løse den gordiske knude, de stod overfor.
Nej, jeg snakker ikke om ’Zodiac’, men om den anden spillefilm fra den sydkoreanske ’Parasite’-instruktør, Bong Joon-ho. ’Memories of Murder’ fra 2003 udkom fire år før David Finchers tour de force og kan nu for første gang nydes i Danmark på det store lærred.
Filmen foregår i midt-80’erne i et landligt distrikt syd for Seoul, hvor en række mord på kvinder – unge som gamle – finder sted. De to fjogede detektiver Park Doo-man (Bongs første partnerskab med sin muse Song Kang-ho) og Cho Yong-koo sætter sig straks til at udspørge og torturere de lokale for at finde morderen og får tillige hjælp af storbysnuden Seo Tae-yoon (Kim Sang-kyung), der helliger sig til amerikanske efterforskningsmetoder som profilering og dna-tests.
For mange vil den kommende biografpremiere være deres første møde med den velansete kultklassiker. ’Memories of Murder’ var distribueret i en ganske kort periode på dvd og udkom aldrig på blu-ray i Europa. Heller ikke på streamingtjenesterne har den fundet noget hjem.
Og selvom de virkelige begivenheder, som inspirerede ’Memories of Murder’, ikke er så almenkendte som de berygtede Zodiac-mord her i Danmark, er det værd at dykke ned i baggrundsmaterialet før premieren.
Især fordi historien i 2019 fik en saftig krølle på halen: Morderen blev identificeret, næsten 30 år efter sagen blev henlagt!
Sydkoreas voldelige traume
Ud fra filmen ville man ikke nødvendigvis vide, at mordene i ’Memories of Murder’ er virkelige. Den indledes ikke med en tekst om, at den er baseret på virkelige begivenheder og ej heller et post-script om, hvad der skete efterfølgende.
Det er ellers ikke nogen obskur lille sag, som Bong Joon-ho tager udgangspunkt i. Fra 1986 til 1991 blev ti kvinder i alderen 13 til 70 fundet myrdet og voldtaget i byen Hwaseong i Gyeonggi-provinsen. I mange af tilfældene var kvinderne bundet og kneblet med deres egne beklædningsgenstande. Sagen er kendt som landets første seriemordersag og var rystende nok til også at få international opmærksomhed i blandt andet Europa.
I modsætning til ’Zodiac’ følger ’Memories of Murder’ dog ikke slavisk virkelighedens forløb. Politibetjentene såvel som de forskellige mistænkte og ofre er alle opdigtede. Den hovedmistænkte Park Hyeon-gyus profil minder dog i udseende tilnærmelsesvist om profiltegningen, som politiet gik ud fra. Heller ikke mordscenarierne er én-til-én taget fra den virkelige seriemordersag. Kun i to tilfælde var der rapporteret regn under gerningstidspunktet, hvilket ellers er et gennemgående motiv i Bong Joon-hos film.
Instruktøren virker på sin vis mest fascineret af landets traume over mordene, som skete i en volatil opbrudstid, hvor gamle autokrater og demokratiske oprørsgrupper tordnede sammen i gaderne. I én scene gør politifolkene klar til premierministerens kommende besøg, hvorefter der klippes til militærfartøjer, molotovcocktails og kaos i gadebilledet. Senere nægtes den lille lokale politiafdeling flere betjente, fordi de alle er ude at slå ned på demonstrationer mod den siddende regering.
Sydkorea havde i 1986 siden Korea-krigen i 50’erne været præget af militærkups og voldelige et-partis-regimer. I 1980 nedslagtede styret et studenteroprør, som kæmpede for demokratiske reformer. Og den daværende premierminister Lho Sing-yong abdicerede i 1987, da han indrømmede at have givet tilladelse til torturen og mordet på den prodemokratiske aktivist Park Jong-chul.
Fascistiske afhøringsmetoder
De tre betjente Park, Seo og Cho repræsenterer på hver deres måde tidens autokratiske ledelse.
Cho, en lokal bonderøv, som frivilligt har indlemmet sig hos politiet, er det mest åbenlyst fascistoide medlem blandt den lille gruppe. Iført tunge militærstøvler gennemtæsker den aggressivt indstillede fodsoldat sine fanger, mens hans kære leder Park dirigerer de ledende spørgerunder.
Park, der bogstaveligt planter fodspor på gerningssteder, påstår, at han kan finde den skyldige med sit falkeblik ud fra en dybt fascistisk idé om, at den skyldige kan findes ud fra autoriteters bedømmelse snarere end lovens ord med beviser som hjemmel.
Ved første øjekast ligner Seo dermed filmens helt som den snusfornuftige lægmand fanget i et grelt og korrupt maskineri. Men selv om hans metoder er baseret på empiri snarere end mavefornemmelse er hans idealer lige så fallerede som Cho og Parks. »Dokumenter lyver aldrig«, gentager den stolte detektiv igen og igen, som var det et religiøst mantra.
Komplet blåøjet gør han straks jagten på seriemorderen personlig, og selv den mindste detalje og tilfældighed er i hans blik en del af et større mønster: Seriemorderen dræber kun kvinder i regnen, når de er klædt i rødt, og når han hører en bestemt sang i radioen!
Ved at tage udgangspunkt i en uopklaret sag viser Bong Joon-ho, hvor impotente fascistiske idealer er. Slagsbroren Cho får et rustent søm banket ind i benet af et tidligere torturoffer under et barslagsmål og får, i filmens mest symboltunge øjeblik, det efterfølgende amputeret.
Da Park konfronteres med politiets hovedmistænkte, må han i sidste ende anerkende, at han ikke kan se, om han er skyldig eller ej. Og Seo, der er fascineret af amerikanske idealer og efterforskningsmetoder, henretter lige ved og næsten selv samme mistænkte, da en amerikansk dna-prøve (i virkeligheden var den japansk) kommer tilbage med et negativt resultat.
Morder fundet i fængsel
’Memories of Murder’ er snarere reglen end undtagelsen, når det kommer til Bong Joon-hos knivskarpe indblik i systemiske uretfærdigheder fortalt gennem fantastiske genreøvelser. Her er især hans sydkoreanske output vedkommende i portrætterne af mennesker på bunden af samfundet.
Hans Oscar-vindende mesterværk ’Parasite’ fandt netop grobund uden for hjemlandet, da den hudløst ærligt portrætterer de fundamentale skel mellem to familier på henholdsvis bunden og toppen af samfundet.
I instruktørens monsterfilm ’The Host’ peger han en spids finger i siden på den sydkoreanske regerings lillebrorforhold til den store internationale bølle USA, som uden grobund mistænker filmens enorme fiskemonster for at sprede en virus i omegnen af Han-floden. Og med selvtægtfilmen ’Mother’ fælder Bong en hård dom over det uretfærdige sydkoreanske retssystem, da en desperat mor må tage drastiske midler i brug for at bevise sin søns uskyld.
Da myndighederne fandt frem til den skyldige seriemorder, som havde undgået deres søgelys i næsten 30 år, viste det sig da også, at Bongs skildring af landets inkompetente politi i ’Memories of Murder’ var ganske korrekt. I november måned udtalte den nu 57-årige morder Lee Chun-jae sig for første gang til offentligheden og bemærkede, at han altid havde undret sig over, at politiet ikke havde fanget ham.
Han havde hele tiden opholdt sig i provinsen, hvor han fandt kvinder at myrde. Og selvom politiet interviewede ham flere gange omkring gerningsstederne, spurgte de altid kun om gængse informationer. Han efterlod sågar cigaretskodder ved gerningsstederne og havde ved én lejlighed haft et af sine ofres armbåndsure på, mens politiet udspurgte ham.
I filmen ser vi, hvordan politiet konstant jokker i spinaten. De skærmer ikke beviser ordentligt af, forveksler vidner med mistænkte, og i stedet for at samle vidneerklæringer begynder de straks at gruble i de mest vanvittige konspirationer. Udover den føromtalte tilfældighed med sangen på radioen foreslår Park, at morderen må være en hårløs munk, da han ikke efterlader nogle hår ved gerningsstedet.
I virkelighedens verden indrømmede Lee at have myrdet 14 mennesker, og dna-prøver fra ofrenes tøj linkede ham til tre ud af ti af de lukkede mordsager. Men da politiet fandt frem til ham forrige år, havde han allerede været i deres varetægt siden 1994, hvor han blev arresteret for voldtægten og mordet på sin svigerinde.
Bong Joon-ho har udtalt, at han ofte spekulerede over morderens egentlige udseende, og at han har mange, komplekse tanker om den overraskende udvikling i sagen – fåmælt, vidunderlig og beskeden som altid. Men selvom morderen nu er fanget, har filmens ikoniske slutning langtfra mistet sin brod.
Den voyeuristiske interesse for true crime er kun steget i de mellemliggende 17 år. Bong spejler med sin slutning den voyeurisme tilbage mod publikummet selv og konfronterer os med vores egen skyldfølelse, hvor lille eller stor den så end måtte være.
’Memories of Murder’ kan ses i biografen fra 20. maj.