‘Klemt’: Zulus nye komedieserie tonser blindt ned ad klichéernes landevej
»Kender du det?«-joken er en gammel traver i standup.
Hemmeligheden bag en god en af slagsen beror dog som oftest på, at det umiddelbart velkendte scenarie bliver taget ud på et komisk overraskende overdrev.
Selvom hun ikke sagde ordene, var indslaget den unge komiker Eva Jin optrådte med til Zulu Comedy Gally i 2020 en afart af »kender du det?«-joken. Det handlede om en mærkelig jobsamtale, velkendt territorie for de fleste, men Jin twistede fra start af publikums forventninger ved at tilføje en detalje om, at ham, hun talte med, havde én enkelt negl af absurd længde på pegefingeren. Efterfølgende var indslaget uhyre fortjent på alles læber, som et af showets sjoveste og mest overraskende.
Nu spiller Eva Jin så hovedrollen i tv-serien ‘Klemt’ skabt i samarbejde mellem TV 2 Play og Zulu. Og resultatet lader til at være én lang billedliggørelse af underspillede »kender du det?«-jokes, der forvandler sig til nærmest hyperbolske scenarier.
Kender du måske det, når man ved et tilfælde ender med at skulle passe Lene Beiers søn, som man er kommet til at tackle på en parkeringsplads, og det så viser sig, at han er så pisseirriterende, at man kommer til at pande ham én? Og så lige som man troede, man var sluppet afsted med det, ender man med at blive afhørt af politiet som mistænkt for voldeligt overfald?
Næppe.
Men det gør hovedpersonen i ‘Klemt’, Stina. En distræt type, der bor med to veninder i en lejlighed, bestiller meget take-out og spiser guldkorn med kakaomælk som en voksenbaby med et ok mediebranchejob. Hun er nemlig vært på et populært børneprogram ved navn ‘7-9-13’.
Ironisk, men også lidt uopfindsomt, bryder hun sig ikke rigtigt om børn, men mere om værtsdelen. Det fortæller hun i første scene til ‘Landmand søger kærlighed’-værten Lene Beier, som hun møder foran ‘7-9-13’-studiet, hvilket præcis lige så overdrevet som det lyder, fører til førnævnte handlingstråd.
For det ene ord tager det andet, og semi-starstruck over det usandsynlige meetcute med den folkekære tv-personlighed, ender Stina med at sige ja til at tage sig af sønnen i »max 30 minutter«. Hvilket ikke så overraskende bliver til flere timer i selskab med drengen, der endnu mindre overraskende viser sig at være så uregerlig og irriterende, at det halve kunne være nok.
Begivenhederne, der udspiller sig i de to første afsnit af ‘Klemt’, scorer topkarakterer i usandsynlige og tåkrummende scenarier. Desværre er de ikke helt lige så sjove, når de udspiller sig i levende live, som når Eva Jin fremfører dem med kluntet charme og stilsikker timing bag en mikrofon. For selvom Eva Jins Stina føles som en fiktiv afart af komikeren selv, er der noget af gnisten og charmen, der ryger, når scenarierne rent faktisk tager form i levende live. For universet omkring Stina er udgjort af fuldstændig flade karakterer, der formentlig ville have fungeret bedre som statister i en fortalt vittighed.
Fordi der er skruet så meget op for det pinlige, ofres der ikke et sekund på at definere det resterende karaktergalleri som andet end stereotyper. Eksempelvis er hendes to roomies henholdsvis en kvinde i kimono der elsker at snakke om, hvor meget hun elsker sex og en mere fornuftig type med kritiske spørgsmål og lange ærmer.
Generelt er der noget tegneserieagtigt over ‘Klemt.
Og som hysteriske fantasimødre og donutspisende politibetjente entrerer, flyder forsøget på at skabe et farverigt univers helt sammen, så end ikke omridset af en retning eller mening kan anes. Det fremgår, at Stina gerne vil noget mere seriøst med sit liv end at være børnevært, men samtidig er det meget svært at heppe på den drøm, når hun bevæger sig gennem livet med et gåpåmod som et rådyr fanget i forlygterne.
I de for korte og for få scener, der udspiller sig på settet af ‘7-9-13’, kan man mærke noget komisk potentiale. Magnus Haugaard (‘Skyld’) og Sofie Kaufmanas (‘29’) glimter i forbifarten, som henholdsvis makeupartist og instruktør.
Haugaard leverer muligvis en af seriens sjoveste replikker, da han giver deadpan-Stina klædt ud som kartoffel noten: »Du er en spirende kartoffel, sving med armene ik’?« sagt med perfekt kunstnerisk røvhulsambition.
Miljøet og karaktererne omkring børneprogrammet lader til at have komisk gods, som man kun kan håbe på bliver udforsket mere.
Eva Jin har stort potentiale, og jeg glæder mig til at se hende udfolde sig som komiker. Muligvis også som skuespiller i en serie, der kan give hendes talent en mere meningsfuld ramme.
Kort sagt:
Selvom Eva Jins komiske potentiale er lovende, er serien omkring hende en oversatureret og uforløst rodebutik. ‘Klemt’ tonser ned ad en landevej af klichéer, og det er synd, at hverken instruktør eller manuskriptforfattere lader til at løfte en finger for at undvige dem.
Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.