KOMMENTAR. Scarlett Johansson vs. Disney.
En mere episk gladiator-kamp fås ikke i den globale filmindustri. En af verdens største filmstjerner mod klodens uden sammenligning største filmstudie, der sidder på alt fra Star Wars til Marvel og Pixar.
Der er ikke noget at sige til, at det ikke alene skabte overskrifter, men rystelser gennem filmverdenen, da det i slutningen af juli blev offentliggjort, at Scarlett Johansson har sagsøgt Disney for brud på sin kontrakt på ’Black Widow’.
Kort sagt går søgsmålet på, at Disney valgte at smide ’Black Widow’ på Disney+ samtidig med biografpremieren. Hovedparten af skuespillerens løn kommer ifølge kontrakten fra en procentdel af billetindtjeningen i biograferne – jo flere solgte billetter jo flere dollars i Johanssons lomme.
Men når filmen kan ses på streaming fra premieredagen, vurderes det, at den sælger markant færre billetter i biografen. ’Black Widow’ er da også en af de dårligst sælgende Marvel-film på det store lærred, hvilket corona dog også er medskyldig i.
Men Scarlett Johanssons advokater mener altså, at de har en bæredygtig sag med det argument, at Disney har snydt stjernen for en stor del af hendes indtjening.
Mange, ikke mindst på sociale medier, reagerede ved at latterliggøre Scarlett Johansson for at være en grådig Hollywood-stjerne, der bare ikke kunne få nok. En diskurs, der blev understøttet af Disney, da de i et usædvanligt hårdt modangreb røbede, at hendes grundløn var 20 millioner dollars, og at hun stadig ville få yderligere kompensation oven i hatten.
De kaldte søgsmålet for »sørgeligt« og hævdede, at det var en »ufølsom« tilsidesættelse af coronapandemiens konsekvenser.
Brænder broen
Scarlett Johansson har en historik for at bringe sig i fedtefadet omkring alt fra bosættelser i Israel til en rolle som transkønnet, som hun siden sprang fra.
Men her er det urimeligt at pege pistolen i hendes retning.
Det helt basale er, at en kontrakt er en kontrakt, uanset hvor rig man i forvejen er. Scarlett Johansson er i sin gode ret til at få undersøgt, om hendes kontrakt blev brudt, da Disney valgte at gå streamingvejen med en film, som blev lavet til en eksklusiv biograflancering som de øvrige Marvel-titler.
Derudover skal man tænke på, at Scarlett Johansson – hvor mærkeligt det end kan lyde – er David i den her sammenhæng, mens Disney med sit årlige overskud på 60-70 milliarder kroner (i ikke-corona-år) er Goliat, der kan få alle til at ryste i bukserne.
Når Scarlett Johansson strammer grebet om Disney-pungen, er det ikke, fordi hun tager penge fra fattige børn i Afrika. Vinder hun, vil der højst ryge et par dråber ud af en konglomerats utømmelige pengehav.
Man skal ikke undervurdere, at det må have krævet store overvejelser hos den 36-årige amerikaner at lægge sig ud med den mest magtfulde virksomhed i underholdningsindustrien. Foruden at brænde broen til Disney kan man også hurtigt tilegne sig et ry som »besværlig«, hvilket kan bremse hendes generelle muligheder i Hollywood. På alle måder havde det været nemmere for hende at lade være – og hun havde jo nok overlevet endda.
Ligeglade med filmskaberne
Nu skal man passe på med at spekulere i Scarlett Johanssons motiver, men meget tyder på, at hun snarere end at handle ud af egoistiske mere-vil-have-mere-motiver faktisk tager én fra holdet.
Det større billede er nemlig, at et af streamingkrigens mest opsigtsvækkende slag står mellem filmselskaberne og filmskaberne. Mens Hollywood engang blev ledet af mennesker flasket op i filmindustrien med en grundlæggende forståelse for ’talenterne’, som man så fint kalder det, er det i dag i høj grad tech- og forretningsfolk, som den nye Disney-topboss Bob Chapek, der leder transformationen til streaming, som vi oplever i disse år.
Selskaberne har brugt coronapandemien til at kaste kul på deres svinedyre streamingtjenester – til biografernes store ærgrelse. Warner meldte ud, at de ville give alle deres film i 2021 premiere på deres nye og kæmpende tjeneste HBO Max simultant med biografpremieren, uden at fortælle det til instruktørerne og producerne først. De blev ikke så underligt rasende, og Warner har siden haft det helt store checkhæfte (efter sigende 250 millioner dollars) fremme for at gøre de vrede samarbejdspartnere tilfredse. Men der er ingen tvivl om, at en instruktør som Denis Villeneuve stadig er forarget over, at mange – mod alle aftaler – første gang vil møde hans kommende storfilm ’Dune’ på tv-skærmen.
Tendensen har været klar: Disney og Warner har negligeret kunstnerne i deres jagt på digital succes. Besnæret af en filmepoke, hvor franchises og Intellectual Property er vigtigere for selskabernes forretning end skuespillerne: Der er forsvindende få egentlige filmstjerner tilbage, altså skuespillere, der sælger billetter på deres blotte navn.
Disneys respons på Scarlett Johanssons søgsmål underbyggede netop fornemmelsen af en iskold virksomhed, hvis respekt for skuespillere kunne ligge på et lille sted.
Her sætter Scarlett Johansson foden ned: Selskaberne skal ikke tro, at talenterne blot logrer dydigt med halen, fulde af taknemmelighed over blot at få lov til at lege med.
Hun vil kunne danne en præcedens, hvor skuespillernes kontrakter tager højde for, at en film ikke længere nødvendigvis spiller i biografen tre-fire måneder, før den ryger til streaming. I dag er film i lige så høj grad en valuta til at indhente abonnenter til streamingtjenesterne og derved styrke selskabernes aktiekurs. Og det skal de skuespillere, der bærer filmene frem, have en del af cuttet af.
Scarlett Johansson er en af de ganske få skuespillere, der har en kaliber til faktisk at udfordre Goliat. Flere søgsmål vil givetvis følge. Men man har brug for én, der baner vejen.
Det er selvfølgelig ikke synd for Scarlett Johansson, hvis hun mister et par ekstra millioner dollars. Men al hæder og ære til forsøget på at sætte filmverdenens gigant på plads og minde om, at de trods alt ingen vegne kommer uden at kunne tiltrække Hollywoods dygtigste mennesker.